Mødedato: 15.08.2013, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Drøftelse af behov for flere ressourcer til kultur- og fritidslivet - anlæg

Kultur- og Fritidsudvalget skal drøfte behovet for flere ressourcer til anlæg til kultur- og fritidslivet.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget med afsæt i den demografiske udvikling drøfter behovet for flere anlægsinvesteringer i kultur- og fritidsfaciliteter i København.

2. at behovet for flere ressourcer til anlæg af nye kultur- og idrætsfaciliteter indgår i forhandlingerne om budget 2014.

Problemstilling

Befolkningstallet for København vokser kraftigt, og det er en udvikling, der forventes at fortsætte.

Derfor skal der løbende i de næste år investeres i nye faciliteter på kultur- og fritidsområdet, hvis Københavns Kommune fremadrettet skal kunne fastholde det nuværende serviceniveau på dette område.

Nærværende indstilling orienterer om de forslag til anlæg af nye kultur- og fritidsfaciliteter, som indgår i forhandlingerne om budget 2014 samt 4 nye, mulige initiativer.

Udfordringerne på driftssiden fremgår af indstillingen "Drøftelse af behov for flere ressourcer til kultur- og fritidslivet - drift", som også behandles i Kultur- og Fritidsudvalget den 15. august 2013.

Løsning

Pres på de kommunale kultur- og fritidsfaciliteter - nye anlægsinvesteringer
Ifølge den seneste befolkningsprognose forventes det, at der i 2025 vil være 100.000 flere københavnere. Stigningen forventes især at ses blandt børnefamilier. I 2025 skønnes børn og unge at udgøre 40 % af indbyggerne i København, mens fx gruppen af ældre fra 65 år og op skønnes at udgøre 10 %.

Befolkningsudviklingen betyder et øget pres på de kommunale kultur- og fritidsfaciliteter. Det er derfor nødvendigt at se på behovet for at prioritere investeringen af disse faciliteter frem til 2025, hvis Københavns Kommune skal fastholde det nuværende niveau på kultur- og fritidsområdet.

Det nødvendige behov for at prioritere investeringen af kultur- og fritidsfaciliteter skal også ses i sammenhæng med, at en befolkningstilvækst ikke ”automatisk” udløser flere ressourcer til nye anlægsinvesteringer, som det gør på fx skole- og institutionsområdet.

Befolkningstilvæksten forventes især at ske i byudviklingsområderne Nordhavn, Ørestad, Sydhavn, Carlsberg og Valby Syd. Hertil kommer en forventelig stigning i befolkningstallet i eksisterende bydele som fx på Østamager (herunder Margretheholmen) og Vestamager (herunder Islands Brygge Syd).

Derfor skal investeringen i kultur- og fritidsfaciliteter både ske i eksisterende bydele og især i byudviklingsområderne.

Hvilke nye faciliteter?
Den forventelige vækst i antallet af københavnere og særligt den forventede stigning i antallet af børn og unge har fx betydning for, hvilke typer af idrætsfaciliteter, der skal etableres. Børn og unge dyrker fortsat i stort omfang de store udendørs og indendørs holdidrætter i foreninger. Dette taler for flere boldbaner og skoleidrætshaller.

Voksne er generelt mere mobile og har lettere ved at bevæge sig til specialanlæg samt dyrker i højere grad selvorganiseret idræt. Det taler for en by med mulighed for at dyrke mange forskellige idrætter og for en satsning på idrætsfaciliteter i byrummet - både på vand og land.

Kultur- og fritidsfaciliteter i budget 2014
Forslagene til nye kultur- og fritidsfaciliteter til forhandlingerne om budget 2014 er netop med afsæt i de nævnte parametre som fx demografi, behov og tendenser.

I alt indgår der i skrivende stund anlægsønsker til budget 2014 på kultur- og fritidsområdet for op mod 800 mio. kr. De fleste af beløbene er periodiseret over flere år - fra og med 2014.

Flere af forslagene indgår også i de Årlige Handlingsplaner for 2014 for de 6 byudviklingsområder, der forelægges Økonomiudvalget den 20.-21. august 2013 (budgetseminar).

Forslag til budget 2014 Anlægsudgift
mio. kr., 2014 p/l)
Behandlet i KFU Henvist til budget 2014
Skoleidrætshal med tilskuerfaciliteter i Ørestad Syd
(Årlige Handlingsplaner 2014, Ørestad)
81,0 (36,0) 25/8-2011 Ja
Permanent skøjtebane på Genforeningspladsen 38,1 11/12-2012 Ja
Vinterbadning Islands Brygge - tilbygning havnebad 28,0 23/5-2013 Ja
Ny idrætshal på Bavnehøj 45,7 13/6-2013 Ja
Ny skøjtehal på Østre Gasværksgrunden(Årlige Handlingsplaner 2014, Nordhavn) 100,0 27/6-2013 Ja
16 nye kunstgræsbaner i København 146,5 27/6-2013 Ja 
Nyt bibliotek og teatersal, Smedestræde 2 109,5 (156,0) 15/8-2013 -
Kulturcenter Kildevæld 28,5 15/8-2013 -
Skoleidrætshal Lundehusskolen 44,7 15/8-2013 -
Skoleidrætshal Energicenter Voldparken 53,3 15/8-2013 -
Kampsportens Hus på Nørrebro 75,0 (40,0) 15/8-2013 -
Blåt Støttepunkt på Refshaleøen - ”Hovedvagten” 1,0 15/8-2013 -
Bevægelsesrum i Halmlageret på Carlsberg
(Årlige Handlingsplaner 2014, Carlsberg)
5,0 15/8-2013 -
Næridrætsanlæg ved Scandiagade i Sydhavn
(Årlige Handlingsplaner 2014, Sydhavn)
5,0 15/8-2013 -
Maritimt idrætscenter i Sydhavn
(Årlige Handlingsplaner 2014, Sydhavn)
30,0 15/8-2013 -
I alt  791,3    

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-
               Carsten Haurum

                                                     /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. august 2013:

Dagsordenens punkt 13, 14 og 15 blev behandlet under eet.

Indstillingen blev godkendt.
Til top