Mødedato: 15.05.2014, kl. 17:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Nedbringelse af nattelivsgener i Indre By

Se alle bilag
På baggrund af drøftelse i Kultur- og Fritidsudvalget den 24. april 2014 forelægges revideret indstilling om kommunens arbejde for at nedbringe generne fra nattelivet i Indre By.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at intentionerne bag restaurationsplanen ikke er en generel begrænsning af 05-bevillinger, men at 05-bevillinger alene søges begrænset på de gadestrækninger i Indre By, der er særligt belastede,

2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender køreplan for arbejdet med at søge antallet af bevillinger på særligt belastede gadestrækninger begrænset, og

3. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status for arbejdet med implementering af restaurationsplanens initiativer til efterretning.

Problemstilling

I dele af Indre By oplever beboere store problemer forbundet med byens natteliv.

Der er blandt beboere, Bevillingsnævnet og politiet enighed om, at et af de redskaber, der bør anvendes, er en begrænsning af antallet af tilladelser til at holde åbent mellem 24 og 05 - de såkaldte 05-tilladelser.

Af restaurationsplan for København fremgår, at der ønskes en generel nedbringelse af 05-tilladelserne med et særligt fokus på belastede strækninger i Indre By.

I forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelse af spørgsmålet den 24. april 2013 præciserede udvalget, at intentionerne i restaurationsplanen ikke er at begrænse bevillinger generelt, men at 05-bevillinger på sigt alene skal begrænses i udvalgte steder i Indre By, og at restaurationsplanen fortolkes i overensstemmelse hermed.

Udvalget ønskede at tydeliggøre, at sigtet med Restaurationsplanen var at nedbringe generne ved nattelivet - ikke at begrænse restaurations- og nattelivet i København.

Kultur- og Fritidsudvalget bad herefter forvaltningen om at fremlægge indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på drøftelse af Bevillingsnævnets konkrete redskaber til at begrænse antallet af bevillinger på udvalgte gader i Indre By.

Løsning

I den gældende restaurationsplan for København nævnes en række initiativer for at nedbringe gener fra nattelivet.

De ting, der nævnes, er en kombination af nedbringelse af antallet af bevillinger - i særdeleshed nattilladelse til kl. 05 - og indsatser i forhold til renhold, støj mm.

Såvel Bevillingsnævnet som politiet er enige i, at der bør være færre 05-tilladelser i Indre By. En ændring af den hidtidige bevillingspraksis i Indre By skal dog underbygges af saglig dokumentation, besluttes af Bevillingsnævnet og offentliggøres, så potentielle restauratører ved, hvad de kan regne med fremover.

Konkrete strækninger og områder nævnt i restaurationsplanen
I restaurationsplanen nævnes nedenstående konkrete eksempler på vejstrækninger og områder hvor:
 
1. kommunen er kritisisk overfor nye bevillinger, hvis den nye bevillinger vil medføre flere gener: Områder i Indre By, f.eks. Vestergade og Gothersgade.
 
2. kommunen i videst mulige omfang ønsker friholdt for bevillinger: "Rene boligenklaver" som eksempelvis Nyboder, Amalienborg og dele af Gammelholm.

3. kommunen gerne ser flere bevillinger: De nye bydele; Holmen, Islands Brygge, Sluseholmen, Amerika Plads samt nye bydele i Valby, Ørestad, Nordhavn, Sydhavn, Carlsberg samt den Hvide Kødby.
 
Konkret om afslag på ansøgninger om 05-tilladelser
I henhold til Restaurationsplanen er der en række scenarier, hvorefter der kan gives aflslag på nye bevillinger. Scenarierne er beskrevet nærmere i bilag 1, og kan oplistes som følger: 

1. Københavns Politi nedlægger veto i den konkrete sag.
2. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der er væsentlige miljø- eller bygningsmæssige problemer ved stedet.
3. Restaurationen er placeret i et område, der ønskes friholdt for bevillinger.
4. Restaurationen er placeret på en vejstrækning eller i et defineret område, der efter politiets/kommunens vurdering er blevet så belastet, at et stop for nattilladelser vil afhjælpe problemerne.

På baggrund af udviklingen i Indre By, er det forvaltningens opfattelse, at der på strækninger i Indre By er opnået et mætningspunkt. En opfattelse politiet også har tilkendegivet i Bevillingsnævnet.

Selvom den enkelte restauratør overholder betingelserne for nattilladelse, har det samlede omfang af natteliv ført til omfattende gener i områderne. Disse gener har dog ikke i fornødent omfang tidligere været registreret og dokumenteret fra hverken politiet eller Teknik- og Miljøforvaltningens side.

Med restaurationsplanen – herunder ”Gult kort” ordningen – er der sat fokus på en langt bedre registrering og dokumentation fremadrettet.

Ligeledes har Københavns Politi i Bevillingsnævnet tilkendegivet, at man arbejder på fremadrettet at kunne fremlægge øget grad af dokumentation for udviklingen i nattelivet i Indre By.

Bevillingsnævnet er dog fortsat forpligtet til at vurdere hver ansøgning konkret. Før der foreligger dokumentation samt er foretaget en varsling af den ny praksis overfor restauratørerne, er det derfor ikke muligt generelt at give restauratører afslag på 05-tilladelser på en berørt strækning  - hvis ellers de opfylder betingelserne for bevilling.

Forvaltningen har  - på baggrund af udvalgets drøftelser på mødet den 24. april 2014 – derfor iværksat en intensiveret handlingsplan for at kunne forelægge dokumentation på Bevillingsnævnets møde den 18. juni 2014.

Når resultatet foreligger, vil Bevillingsnævnet  - såfremt der er belæg for opfattelsen af at visse strækninger har nået et mætningspunkt - kunne iværksætte en varsling af restauratørerne.

Handlingsplanen omfatter:
  • Øget dialog med Københavns Politi om frembrigelse af dokumentation.
    Forvaltningen er i dialog med Københavns Politi om hvilke muligheder politiet har for registrere de generelle gener, som opleves i dele af Indre By som følge af et intensiveret natteliv. Politiet vil bidrage med særlige kompetencer, hvad angår situationen på gadeplan. Med udgangspunkt i politiets registre og med vurderinger fra de udkørende betjente vil politiet levere tal og konklusioner, der vil være et væsentligt bidrag ved Bevillingsnævnets vurdering af grundlaget for en ændring af praksis.
  • Øget dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen. Det gælder både renhold og støj.
    Forvaltningen er i tæt dialog med Center for byens drift og Center for byens udvikling omkring en mere systematisk og omfattende registrering af gener i byen - særligt Indre By.
    Det gælder både de områder som er omfattet af "Gult kort" ordningen, såvel som de generelle renholdelses problemer mv. som opleves i byen. Denne registrering vil på sigt blive mere systematisk i takt med at det nye CMR system bliver udbygget.
  • Egen observation fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.
    Som et nyt initiativ vil Kultur- og Fritidsforvaltningen foretage egen observation i nattelivet, som kan indgå i en samlet vurdering af belastningen. Disse observationer vil sammen med øvrig data, som forvaltningen kan frembringe, indgå i den samlede vurdering og dokumentation af de belastede områder.
      
Bevillingsnævnet vil herefter have en referanceramme for, som også kan bruges fremadrettet til at sætte ind, hvis andre strækninger er på vej til at blive så belastede, at der eventuelt også her bør gives afslag på nattilladelser og bevillinger.

 Øvrige initiativer, der skal nedbringe gener fra nattelivet

Afslutningsvis bemærkes, at Københavns Kommune på tværs af forvaltningerne arbejder aktivt med at nedbringe generne fra nattelivet. Det sker på baggrund af restaurationsplan og udmøntningen af midler afsat i budget '14. Initiativerne er bl.a. beskrevet i statusnotat om implementering af restaurationsplan (bilag 2).

Initiativerne vedrører følgende områder: 

  • Øget antal støjtilsyn i nattelivet
  • Øget registrering af konkrete problemer med støj, affald mv.
  • Øget renholdelsesindsats i form af eks. spuling og opsætningen af urinaler.
  • Øget dialog mellem myndigheder, beboere og restauratører.
  • Øget registrering af oplevet diskrimination i nattelivet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Det er planen, at der afholdes møder med TMF og politiet inden mødet i Kultur- og Fritidsudvalget den 15. maj 2014.
Det er videre sigtet, at begge parter kan levere dokumentation i et sådant omfang, at Bevillingsnævnet kan drøfte og behandle dette på nævnets møde den 18. juni 2014.


Carsten Haurum
                                                /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 15. maj 2014:

Der blev begæret afstemning om følgende af Lilian Parker Kaule stillede ændringsforslag:
I indstillingens 1. at-punkt erstattes ordene: "05-bevillinger alene søges begrænset" med "begrænse nattelivsgener". 
Et mindretal (Lilian Parker Kaule) stemte for ændringsforslaget.
Et flertal (Peter Thiele, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Yildiz Akdogan, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten og Mia Nyegaard) stemte imod.
Ændringsforslaget blev dermed forkastet. 

Der blev begæret afstemning om følgende ændringsforslag: Kultur- og Fritidsudvalget udfolder restaurationsplanens eksemplificering under punktet: "1. kommunen er kritisk overfor nye bevillinger, hvis den nye bevilling vil medføre flere gener" med følgende gader: "Larsbjørnstræde, Studiestræde, Teglgårdsstræde og Skt. Peders Stræde."

Et flertal (Peter Thiele, Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Yildiz Akdogan, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten og Mia Nyegaard) stemte for ændringsforslaget.
Ingen stemte imod.
Lilian Parker Kaule undlod at stemme.
Ændringsforslaget blev således godkendt.

Den således ændrede indstilling blev godkendt.
Til top