Etablering af tegnefilmsværksted for børn i Skt. Petersborg
Etablering af tegnefilmsværksted for børn i Skt. Petersborg
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 15. maj 2003
4. Etablering af tegnefilmsværksted for børn i Skt. Petersborg
(KFU 152/2003)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltning indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger en underskudsgaranti på 294.230 kr. til etablering af tegnefilmsværksted for børn i Skt. Petersborg i anledning af byens 300 års jubilæum
at der anvises dækning for beløbet på konto 3.64.1 And re Kulturelle Opgaver (Kulturprojekter).
RESUME
Skt. Petersborg fejrer i år 300 års byjubilæum med en kulturfestival, der rækker over hele året og omfatter kulturelle indslag fra hele verden.
Kultur- og Fritidsudvalget besøger byen i anledning af jubilæet den 31. august til 3. september 2003.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i samarbejde med projekt Anima udviklet ideen til etablering af et tegnefilmsværksted for børn i Skt. Petersborg som byen Københavns bidrag til jubilæet. Etableringen omfatter en undervisnings- og workshopdel samt et fast teknisk udstyr i samarbejde med Det Danske Kulturinstitut.
Udgifterne hertil beløber sig til 294.230 kr.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Skt. Petersborg har i år 300 års byjubilæum. Jubilæet fejres med en gigantisk kulturfestival, som rækker over hele året (bilag 1). En væsentlig del af kulturfestivalen er kulturelle indslag fra hele verden, hvor de enkelte lande præsenterer kunst og kultur i samarbejde med russiske partnere. Kulturfestivalen kommer på denne måde til at fungere som indgang til fremtidigt samarbejde og udveksling mellem kunstnere og institutioner i Skt. Petersborg og det enkelte land, ligesom det forventes, at samarbejderne kan bygge bro til mere langsigtede samarbejder inden for andre områder såsom erhverv og uddannelse.
Kultur- og Fritidsudvalget besøger byen i forbindelse med jubilæet den 31. august til 3. september 2003.
Som bidrag til Københavns Kommunes fejring af jubilæet i Skt. Petersborg har Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejdet med to projektideer inden for henholdsvis jazz og børnekultur. Fælles for ideerne har været, at de skulle være karakteristiske for København, markere et styrkeområde inden for byens kulturliv og sikre forankring og videreførelse i Skt. Petersborg. Inden for jazzområdet har de danske samarbejdsparter desværre vurderet, at de ikke har haft ressourcer til at indgå i projektet.
På den baggrund har forvaltningen i samarbejde med projekt ANIMA udarbejdet forslag til etablering af et tegnefilmsværksted for børn i Skt. Petersborg (bilag 2). Projektet er valgt, fordi det bygger på erfaringer fra et velfungerende og afprøvet koncept, som er udviklet mellem ANIMA og Københavns Kommune. Projektet er ambassadør for de bedste traditioner inden for formidling af kunst og kultur til børn, og projektet giver gennem etableringen af et permanent udstyr i Skt. Petersborg mulighed for et langsigtet arbejde med børnene.
Projektbeskrivelse
Projektet er opdelt i to dele: etablering af et permanent tegnefilmsudstyr i Skt. Petersborg i samarbejde med det nyåbnede danske kulturinstitut i byen samt afholdelse af workshops for animatorer og lærere og gennemførelse af et konkret undervisningsforløb med russiske børn over 14 dage i august-september 2003. Tegnefilmsværkstedet vil blive åbnet i forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets besøg i byen.
Der er i Rusland en stor tradition for animation, og landet har mange dygtige animatorer. Gennem samarbejdet med henholdsvis Illusion Studio og Lesta Studio i Skt. Petersborg vil projektet bruge de danske erfaringer med at skabe en direkte kontakt mellem kunstnerne og børnene. Et væsentligt aspekt i projektet er endvidere at anvende de danske erfaringer for arbejdet med børn og kultur, som adskiller sig væsentligt fra de mere elitære traditioner, som har præget arbejdet i Rusland.
De langsigtede perspektiver i projektet giver mulighed for løbende udveksling mellem russiske og danske børn af film, kulturel fortolkning af samme temaer, eksempelvis H.C. Andersen osv. Dette vil ske gennem samarbejde mellem tegnefilmsværkstedet i Skt. Petersborg og ANIMA, som permanent gennemfører projektforløb med københavnske børn.
Øvrige
samarbejdspartnere
Københavns Kommunes bidrag til fejringen af Skt. Petersborg vil indgå som en del af det samlede danske program, der er koordineret og iværksat af Internationalt Kultursekretariat under Kultur- og Udenrigsministeriet. Det øvrige program omfatter bl.a. genopretning af den indre slotsgård på Eremitageslottet, Nordisk børneteaterfestival, Dansk filmfestival og præsentation af dansk design og arkitektur (bilag 3).
Der er endvidere mulighed for, at Århus Amt og Århus Kommune i samarbejde med Animationsværkstedet i Viborg og billedskolerne i Århus Amt senere på året vil udvide samarbejdet omkring tegnefilmsværkstedet i Skt. Petersborg til også at omfatte byens billedskoler. En sådan udvidelse vil styrke det samlede projekt, men er endnu ikke afklaret.
Økonomi
Projektet samlede udgifter er 294.230 kr., heraf 159.230 kr. til indkøb af teknisk udstyr, som overdrages til Det Danske Kulturinstitut i Skt. Petersborg, således at udstyret permanent kan anvendes i byen. Der er søgt fondsmidler til dækning af disse udgifter, men endnu ikke opnået tilsagn om støtte.
Indstilling
På baggrund af ovenstående indstilles det, at der bevilges en underskudsgaranti på 294.230 kr. til etablering af tegnefilmsværksted for børn i Skt. Petersborg.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
Der anvises dækning for beløbet på 294.230 kr. på konto 3.64.1 Andre kulturelle Opgaver (Kulturprojekter) jf. nedenstående opstilling:
Budget ekskl. moms 2.327.000 kr. *)
Budget inkl. moms 2.502.000 kr.
Disponeret hidtil 849.000 kr.
Denne
indstilling 294.230 kr.
Restbeløb 1.358.770
kr.
*) Dette forudsætter BR-godkendelse af overførsler fra regnskab 2002, jf. KFU-mødet
den 27. mart
s 2003 (KFU 99/2003).
BILAG
1. Foreløbigt program for byjubilæet
2. Projektbeskrivelse af 1. november 2002 for etablering af tegnefilmsværksted i Skt. Petersborg.
3. Oversigt over danske initiativer i Skt. Petersborg, Internationalt Kultursekretariat marts 2003.
Carsten Haurum
/Merete Evers