Thorvaldsens Museum
Thorvaldsens Museum
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 15. januar 2004
Sager til beslutning
6. Thorvaldsens Museum
(KFU 7/2004)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- o g Fritidsudvalget bevilger 292.000 kr. til Thorvaldsens Museum til rekonstruktion af et billedfelt i frisen rundt om museet
at der anvises dækning for beløbet på konto 3.64.1 Andre Kulturelle Opgaver.
RESUME
Thorvaldsens Museum har ansøgt om 292.000 kr. til rekonstruktion af et billedfelt i frisen rundt om museet, således at farvepudstradition og teknik, der er knyttet hertil, kan bevares for eftertiden.
Den nuværende frise er udført af Axel Salto i årene 1952-59 sammen med kunstnerne Jens Urup, Hans Christian Høier og Ib Asbjørn Olesen.
Arbejdet med rekonstruktion af et billedfelt udføres af Peder Bøllingtoft fra Konservatorskolen, Det Kongelige Danske Kunstakademi og Hans Frederiksen fra Nationalmuseet i samarbejde med den nu 82-årige Jens Urup, som er den eneste af de 4 kunstnere, der lever i dag.
Forvaltningen finder det af væsentlig betydning at rekonstruktionsprojektet gennemføres, således at farvepudstraditionen og den specielle teknik, der anvendtes i 1950'erne, søges bevaret for eftertiden og dermed også for fremtidige restaureringer af den unikke frise.
SAGSBESKRIVELSE
Thorvaldsens Museum har den 24. juni 2003 ansøgt om 292.000 kr. til rekonstruktion af et billedfelt i farvepuds i frisen rundt om museet.
Den første billedfrise på Thorvaldsens Museum blev fremstillet af Jørgen Sonne fra 1846 til 1850 i indfarvet cementpuds og med overliggende freskomaleri. Teknikken, der blev anvendt, viste sig uegnet til det danske klima. I 1952 – 1959 blev den oprindelige frise nedtaget, og Axel Salto erstattede den med en ny frise baseret på en mere holdbar portlandcement og farvepudsteknik.
Det omfattende arbejde udførte Axel Salto sammen med kunstnerne Jens Urup, Hans Christian Høier og Ib Asbjørn Olesen. Jens Urup er eneste overlevende af de 4 kunstnere, og han har erklæret sig villig til at videregive sine erfaringer med den anvendte farvepudsteknik m.v.
Peder Bøllingtoft fra Konservatorskolen, Det Kongelige Danske Kunstakademi og Hans Frederiksen fra Nationalmuseet vil i samarbejde med den 82-årige Jens Urup rekonstruere et billedfelt i farvepuds og herunder bevare den tekniske viden for eftertiden.
Projektet går i korthed ud på en rekonstruktion af et udsnit af den nedbrudte scene med Schweizerløven (billedfeltet til venstre for hovedindgangen) i fuld størrelse og i de teknikker, der blev brugt i 1950'erne.
Hele projektet er nærmere beskrevet i ansøgningen (bilag 1).
Frisen står ikke umiddelbart foran en udskiftning. Der regnes med, at der først i løbet af de næste 15 – 20 år er behov for udskiftning af dele af frisen. Der er altså alene tale om et bevaringsteknisk projekt.
Thorvaldsens Museum arbejder til stadighed på at tilvejebringe økonomi til rensning og konsolidering af de resterende 3 udvendige facader på museet. Den 4. facade blev renset i 2001. Det bevaringstekniske projekt erstatter ikke denne rensning. Tværtimod supplerer de 2 projekter hinanden på bedste vis.
Forvaltningen finder det af væsentlig betydning at rekonstruktionsprojektet gennemføres, således at farvepudstraditionen og den specielle teknik, der anvendtes i 1950'erne, søges bevaret for eftertiden og dermed også for fremtidige restaureringer af den unikke frise.
På den baggrund indstilles det, at Thorvaldsens Museum bevilges 292.000 kr.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ikke miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Der anvises dækning på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver
Rest ex. moms 439.000 kr.
Indstillet Thorvaldsens Museum 292.000 kr.
Rest ex. moms 147.000
kr.
Rest incl. moms 158.000 kr.
BILAG
1. Ansøgning af 24. juni 2003 fra Thorvaldsens Museum.
Carsten Haurum
/Merete Evers