Multiidrætslegeplads på Ellebjerg Skole
Multiidrætslegeplads på Ellebjerg Skole
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 15. januar 2004
Sager til beslutning
13. Multiidrætslegeplads på Ellebjerg Skole
(KFU 5/2004)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag
på ansøgning fra foreningen Idræt og Socialt Arbejde til etablering af en
multiidrætslegeplads.
RESUME
Foreningen Idræt og Socialt Arbejde (ISA) søgte
i januar 2003 tilskud på 616.000 kr. til etablering af et udendørs sports- og
fritidsområde ved Ellebjerg Skole.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit
møde den 30. januar 2003 (KFU 33/2003), at Kultur- og Fritidsforvaltningen
skulle undersøge mulighederne for, at projektet kunne tilgodeses fra andre
forvaltninger m.fl.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har
efterfølgende drøftet projektet med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen,
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen samt Lokale- og Anlægsfonden.
Det er i mellemtiden lykkedes ISA at få
tilskud på 400.000 kr. til 1. etape af projektet.
ISA overvejer p.t. at gå videre med at søge
de resterende ca. 1 mill. kr., der skal bruges for at realisere hele projektet.
SAGSBESKRIVELSE
Foreningen Idræt og Socialt Arbejde (ISA) søgte
i januar 2003 tilskud på 616.000 kr. til etablering af et udendørs sports- og
fritidsområde ved Ellebjerg Skole.
Det var tanken, at multiidrætslegepladsen skulle udformes som et udendørs sports- og fritidsområde ved Ellebjerg Skole. Der blev lagt vægt på at skabe et oplevelseslandskab, hvor terrænforskelle og beplantning skulle blive en del af oplevelsen.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit
møde den 30. januar 2003 (KFU 33/2003) at udsætte sagen "med henblik på nærmere
undersøgelser, herunder at forvaltningen undersøger mulighederne for støtte via
folkeoplysningsområdet nærmere, samt at forvaltningen retter henvendelse til
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
om sagen ligesom eksterne aktører inddrages i relevant omfang".
Forvaltningens undersøgelser
Indledningsvis skal bemærkes, at der ikke er mulighed for at yde folkeoplysningsmidler til projektet, da disse midler ikke kan ydes som anlægsstøtte.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har ikke mulighed for at yde tilskud til projektet.
Der har været kontakt til Lokale- og Anlægsfonden (LOA), der har oplyst, at det er fast praksis fra Fondens side at kræve, at anlæg af denne type skal være offentligt tilgængelige. Grundet dårlige erfaringer med et lignende projekt i NordVest, hvor skolen blev plaget af hærværk og brugte sprøjter, har ISA takket nej til støtte fra LOA under disse forudsætninger.
Projektet har nu modtaget i alt 400.000 kr. i støtte.
Heraf har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen ydet 200.000 kr. fra "Legepladspuljen", og Kvarterløft Kgs. Enghave har bidraget med 200.000 kr.
Dette har givet mulighed for at påbegynde projektet i en reduceret udgave. Der etableres nu et gårdmiljø i Ellebjerg Skoles "storegård", hvor der bliver mulighed for klatreaktiviteter.
Projektet ønskes udvidet med en kondibane med bander, hvor der kan dyrkes forskellige former for idræt. Denne del af projektet skønnes at koste 1 mill. kr.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har tilkendegivet at ville yde midler fra "Legepladspuljen" i de kommende år. Det vil dog være usandsynligt, at hele udgiften til det samlede projekt vil kunne dækkes deraf.
ISA overvejer derfor, om der skal arbejde videre med at søge midler til næste etape af projektet.
Forvaltningens vurdering
Indledningsvis skal bemærkes, at der ikke er afsat "frie" midler i budget 2004.
Herudover skal bemærkes, at Sydhavnen er én af de bydele, der har færrest idrætstilbud i forhold til bydelens antal af børn og unge. Set i lyset heraf er idrætsprojekter rettet mod børn og unge et godt initiativ.
Forvaltningen finder i øvrigt, at idrætslegepladser placeret på skoler bør være åbne for offentligheden for at kunne modtage støtte fra Kultur- og Fritidsudvalget.
Hvis projektet i sin helhed blev realiseret, ville det primært være en "opgradering" af skolens idrætsfaciliteter. Udgifterne til et sådant projekt bør efter forvaltningens vurdering ikke støttes af Kultur- og Fritidsudvalget.
Med baggrund i ovenstående bemærkninger indstilles det, at ansøgningen fra ISA afslås.
MILJØVURDERING
Indstillingen
har ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Ind
stillingen
har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
Ingen
Carsten Haurum
/Mads Kamp Hansen