Bibliotekspakken
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at tilbud om introduktion til Københavns Biblioteker til erhvervsskoler gøres til et fast tilbud i 2017-2019.
-
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der i 2017-2019 årligt gennemføres tre læsekampagner rettet mod børn og unge på Københavns Biblioteker
-
at Kultur- og Fritidsudvalget tager Status om Bibliotekspakken, kvartalsrapport december 2016 til efterretning
Problemstilling
I forbindelse med gennemførelse og implementering af Bibliotekspakken/Styrk Borgerne har Kultur- og Fritidsudvalget bedt om, at alle tilbud, som Københavns Biblioteker ønsker at gøre permanente, godkendes af udvalget. Udvalget har desuden besluttet, at der skal udarbejdes en kvartalsmæssig rapport, som skal sikre løbende orientering omkring indsatser og aktiviteter i Bibliotekspakken.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker at følgende tilbud, som er uarbejdet som en del af Bibliotekspakken, tilbydes fast i 2017-2019 i Københavns Biblioteker:
Bliv klogere på biblioteket
Bliv klogere på biblioteket er et bibliotekstilbud målrettet elever fra SOPU-skolen i København, som blandt andet huser social- og sundhedsuddannelsen og den pædagogiske assistentuddannelse.
Tilbuddet består af en introduktion til Københavns Biblioteker og er udarbejdet i samarbejde med SOPU-skolen for at sikre relevant information til målgruppen. Samtidigt afholdes introduktionen op til en større skriftlig opgave, så eleverne oplever et aktuelt behov for bibliotekets kompetencer og ressourcer.
Eleverne på skolen benytter sig i lav grad af bibliotekerne, hvorfor tilbuddet understøtter den strategiske målsætning om at få ikke-brugere til at benytte biblioteket.
Den første test af konceptet har vist en høj genbesøgelsesprocent, idet ca. 50 % af eleverne har brugt bibliotekernes tilbud (digitalt eller fysisk) indenfor et halvt år efter introduktionen. Samtidigt har ca. 450 elever deltaget i introduktionen i 2016.
Tre årlige læsekampagner
Tal fra de seneste PISA-undersøgelser viser, at omkring 20 % af danske børn går ud af grundskolen som svage læsere.
Samtidigt påviser flere undersøgelser fritidslæsningens store betydning for børns læsekompetencer. De børn, der læser en halv time om dagen uden for skolen, er i gennemsnit et helt klassetrin bedre til at læse end deres klassekammerater.
I 2016 gennemførte Københavns Biblioteker tre fælles læsekampagner, som alle henvender sig til børn i skolealderen.
Sommerbogen er et eksempel på en kampagne, som Københavns Biblioteker gennemførte som en fælles strategisk indsats i 2016. Kampagnen stimulerer børn mellem 7 og 14 år til lystlæsning i sommerferien. Sommerbogen sætter børns egne oplevelser af bøgerne i spil gennem børnenes anmeldelser samt deltagelse i læseklubber på biblo.dk. 464 gennemførte Sommerbogen i 2016, hvilket var en fordobling i forhold til 2015.
Ved at tilvejebringe metoder, som kan bruges til at vælge, planlægge, gennemføre og evaluere fælles, bydækkende læsekampagner for børn og unge, og samtidigt sikre, at der mindst afholdes tre fælles læsekampagner årligt fra 2017-2019, er Københavns Biblioteker med til at sikre flere børns læselyst.
Status på Bibliotekspakken
Der er udarbejdet et nyt format for den kvartalsvise rapportering for Bibliotekspakken (bilag 1). Rapporten beskriver de aktiviteter og projekter, der er gennemført det seneste kvartal, og de aktiviteter, der på nuværende tidspunkt er planlagt for 2017.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt indstillingen godkendes påbegynder Kultur og Fritidsforvaltningen planlægningen af læsekampagner og introduktion til Københavns Biblioteker for elever fra SOPU-skolen i 2017.
Mette Touborg
/Jakob Heide Petersen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2016:
Indstillingen blev godkendt.
Forvaltningen blev anmodet om frem mod budgetseminaret at udarbejde et økonomisk overblik over de projekter, som omtales i statusrapporten.