Medlemsforslag om Christianshavns Lokalhistoriske Forening og Arkiv
Indstilling
Enhedslistens og Socialdemokratiets medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde onsdag den 14. december 2016:
- Kultur- og Fritidsudvalget ønsker, at de lokalhistoriske aktiviteter kan fortsætte på Christianshavn i deres nuværende kommunale lokaler i Vagthuset/Acciseboden Torvegade 75. Kultur- og Fritidsforvaltningen bemyndiges derfor til at leje bygningen med henblik på, at Christianshavns Lokalhistoriske Forening og Arkiv også fremadrettet kan anvende lokalerne mod dækning af de interne lejeomkostninger.
Motivering
Foreningen er kommet i klemme, da Københavns Ejendomme har meddelt den, at der ikke kan tilbydes en forlængelse af lejemålet, idet Københavns Ejendomme i henhold til kommunalfuldmagten i første omgang er forpligtiget til at udbyde lejemålet til forvaltningerne i Københavns Kommune. Forslagsstillerne finder, at det er en væsentlig kulturel opgave, som foreningen varetager for kommunen. I løbet af 10`års lejemål er det lykkedes for foreningen at renovere huset og skabe synlighed og aktiviteter i lokalområdet.
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2016:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte medlemsforslaget.