Mødedato: 14.12.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning: støtte til København læser IKKE

Se alle bilag
Dansk Forfatterforening ansøger Kultur-og Fritidsudvalget om 110.000 kr. til pilotprojektet "København læser IKKE".

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 110.000 kr. til projektet "København læser IKKE", da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget.

Problemstilling

Københavns Biblioteker har afholdt festivalen KBH Læser siden 2008. Nu vil Dansk Forfatterforening supplere med projektet "København Læser IKKE" for at få flere borgere, der normalt ikke læser, til at læse.  

Løsning

Kampagnen "København læser IKKE" arbejder med nye muligheder for læsning i byens udsatte boligområder. I samarbejde med Nørrebro Bibliotek, Valby Bibliotek og Sydhavns Bibliotek vil Dansk Forfatterforening formidle den gode læseoplevelse til borgere, der normalt ikke læser.

"København Læser IKKE" sætter fokus på den gode litteraturformidling som et vigtigt værktøj til at få flere til at læse.

Kampagnen er inspireret af projektet "Guidet Fælleslæsning" i Aarhus, hvor potentielle læsere kan være med til fælleslæsning på bibliotekerne. Med "København Læser IKKE" tilbydes også workshops med "guided reading", hvor københavnske forfattere vil være læseguides under fælles læsning af korte tekster, der introducerer de besøgende til nye spændende læseoplevelser.

 Der er tale om et pilotprojekt, som ansøgerne vil udbrede på baggrund af erfaringerne fra dette projekt.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

 

Mette Touborg   

 

 

                                                                    /Merete Ewers Dewilde

 

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at behandle dagsordenens punkter 21, 22, 23, 24, 25, 27 og 28 under eet.

Endvidere besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at behandle flere ansøgninger fra bl.a. KFU-portalen i forbindelse med punkternes behandling.

Et enigt Kultur- og Fritidsudvalg besluttede at bevilge et tilskud på 744.800 kr. til Ungdomshuset (dagsordenens punkt 23); kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Der blev begæret afstemning om følgende forslag til at bevilge konkrete tilskud i forhold til de anførte ansøgninger; kassemæssig dækning for beløbet på 1.654.300 kr. anvises på konto 3.35.64.1.

Golden Days                                                                                          300.000 kr.

Culture Box (Pkt. 24)                                                                             300.000 kr.

Kbh. læser IKKE (Pkt. 27)                                                                     110.000 kr.

Heartbeat Radio                                                                                    112.000 kr.

SV 16                                                                                                    100.000 kr.

Winter Pride (Pkt. 22)                                                                           100.000 kr.

Poesiens Hus (Pkt. 21)                                                                         300.000 kr.

Karneval København                                                                              88.000 kr.

10-Dans (Pkt. 25)                                                                                  100.000 kr.                                                                

Warehouse9 (Pkt. 28)                                                                           144.300 kr.                                   

Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Lise Thorsen, Taner Yilmaz, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Carl Christian Ebbesen, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte for forslagene.

Et mindretal (Kasper Heumann Kristensen) stemte imod.

Forslagene blev således godkendt.

Med hensyn til dagsordenens punkt 28 (Warehouse9) godkendte Kultur- og Fritidsudvalget endvidere indstillingens 2. at-punkt.

Til top