Ansøgning: Tilskud til afvikling af Europamesterskaberne i 10-Dans 2017
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om tilskud på 200.000 kr. i 2017, da der ikke er afsat midler hertil på budgettet.
Problemstilling
Sportsdanserforeningen KAF søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 200.000 kr. til afvikling af Europamesterskaberne i 10-Dans, som afvikles i forbindelse med danseturneringen Copenhagen Open i København den 17.- 19. februar 2017 (ansøgning vedlagt som bilag 1).
Løsning
Danmarks Sportsdanserforbund har fået tildelt Europamesterskaberne i 10-Dans i 2017 og har i den forbindelse anmodet KAF om at afholde mesterskabet i forbindelse med Copenhagen Open på Tivoli Hotel og Kongres Center.
Ansøger fremhæver, at Copenhagen Open er en af Nordeuropas største danseturneringer. I 2017 afvikles den for 39. gang - alle årene med KAF som arrangør. Ved turneringen deltager omkring 1000 dansere fra over 30 nationer, og der forventes 3000 tilskuere over tre turneringsdage.
Det samlede eventbudget er på ca. 890.000 kr. Bidrag fra offentlige tilskudsydere udgør ca. 50 procent af eventbudgettet.
Sport Event Denmark har bevilliget et tilskud på 250.000 kr. til EM i 10-Dans 2017. Bevillingen fra Sport Event Denmark er givet under forudsætning af, at værtsbyen København bevilliger det ansøgte tilskudsbeløb
I februar 2015 var KAF arrangør for EM i standarddans. Også her blev Kultur- og Fritidsudvalget ansøgt om 200.000 kr. Udvalget besluttede at bevilge 100.000 kr. i underskudsgaranti, hvilket gjorde, at eventen kunne gennemføres. I 2016 bevilligede Kultur- og Fritidsudvalget et tilskud til eventen på 200.000 kr.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2016:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at behandle dagsordenens punkter 21, 22, 23, 24, 25, 27 og 28 under eet.
Endvidere besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at behandle flere ansøgninger fra bl.a. KFU-portalen i forbindelse med punkternes behandling.
Et enigt Kultur- og Fritidsudvalg besluttede at bevilge et tilskud på 744.800 kr. til Ungdomshuset (dagsordenens punkt 23); kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Der blev begæret afstemning om følgende forslag til at bevilge konkrete tilskud i forhold til de anførte ansøgninger; kassemæssig dækning for beløbet på 1.654.300 kr. anvises på konto 3.35.64.1.
Golden Days 300.000 kr.
Culture Box (Pkt. 24) 300.000 kr.
Kbh. læser IKKE (Pkt. 27) 110.000 kr.
Heartbeat Radio 112.000 kr.
SV 16 100.000 kr.
Winter Pride (Pkt. 22) 100.000 kr.
Poesiens Hus (Pkt. 21) 300.000 kr.
Karneval København 88.000 kr.
10-Dans (Pkt. 25) 100.000 kr.
Warehouse9 (Pkt. 28) 144.300 kr.
Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Lise Thorsen, Taner Yilmaz, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Carl Christian Ebbesen, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte for forslagene.
Et mindretal (Kasper Heumann Kristensen) stemte imod.
Forslagene blev således godkendt.
Med hensyn til dagsordenens punkt 28 (Warehouse9) godkendte Kultur- og Fritidsudvalget endvidere indstillingens 2. at-punkt.