Mødedato: 14.12.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Den videre drift af Poesiens Hus fra 2017

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til fremtidige scenarier for Poesiens Hus.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger et tilskud på 300.000 kr. til Poesiens Hus i 2017, som anvises fra Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler.

Problemstilling

Københavns Kommunes tilskud til Poesiens Hus udløber ved udgangen af 2016, og ved budgetforhandlingerne for 2017 blev der ikke afsat midler til den videre drift af Poesiens Hus.

Løsning

Poesiens Hus har siden 2015 modtaget et tilskud til aktiviteter på 420.000 kr. årligt.

I forbindelse med bevillingen for 2016 bad Kultur- og Fritidsudvalget den 7. april 2016 forvaltningen om at arbejde videre med en løsning for Poesiens Hus med et tilskud på op til 300.000 kr. årligt.

Poesiens Hus har udarbejdet et notat, som beskriver, hvilke aktiviteter et årligt tilskud på 300.000 kr. kan finansiere (bilag 1). Disse aktiviteter er følgende: 

  • to arrangementer om måneden i Den Frie (oplæsning, poetisk teater, debat m.m.)
  • et arrangement/projekt ca. hver anden måned, realiseret uden for Den Frie (eksempelvis,     Speakers Corner på Rådhuset, deltagelse i festival, poesi i byrummet)
  • to workshops om måneden i Den Frie
  • opretholdelse af et digitalt forum – hjemmeside, facebook.

Der har samtidig været andre overvejelser om den videre drift af Poesiens Hus, herunder at sammentænke Poesiens Hus med litteraturfestivalen Kbh Læser i regi af Hovedbiblioteket.

Kultur- og Fritidsudvalget er i notat af 2. november 2016 blevet præsenteret for fire scenarier for den videre drift af Poesiens Hus (bilag 2):

  1. At der omprioriteres inden for Kultur- og Fritidsforvaltningens budget, så Poesiens Hus kan få et årligt driftstilskud på 300.000 kr. og forsat være placeret i Den Frie med egen adresse.

     

    Placeringen i Den Frie er, ifølge Poesiens Hus, en attraktiv mulighed for, at Poesiens Hus kan udfolde en vision om at være et samlingssted og videnscenter for både digtere og læsere af poesi. Placeringen i Den Frie er et fint eksempel på et forpligtende samarbejde mellem Poesiens Hus og Den Frie, hvor der både er rum for udvikling og det tværkunstneriske og eksperimenterende arbejde, Poesiens Hus ønsker at stå for. Ambitionen er at gøre Poesiens Hus til et samlingspunkt for forskellige kunstneriske og poetiske miljøer, og det forudsætter både plads og samarbejder med andre kunstneriske aktører, herunder Den Frie.      

     

  2. At driften af Poesiens Hus finansieres af budgettet for litteraturfestivalen Kbh Læser, og at litteraturfestivalen dermed nedlægges.

     

    Litteraturfestivalen Kbh Læser har til formål at synliggøre forfattere, litteratur og litteraturens scener. Overføres festivalens budget på 250.000 kr. til Poesiens Hus, nedlægger man en festival, der har formået at nå bredt ud til københavnske borgere, at afholde mange arrangementer for forholdsvis få midler og at indgå partnerskaber med mange forskellige aktører. København vil således miste en både populær og enestående festival for læsning, som hvert år tiltrækker mere end 6000 borgere.  

     

  3. At driften af aktiviteterne i Poesiens Hus finansieres af Hovedbibliotekets driftsbevilling. Hovedbiblioteket gennemfører besparelser på andre områder af biblioteksbetjeningen og overtager ansvaret for aktiviteterne i Poesiens Hus.

     

    Hvis Hovedbiblioteket skal finansiere aktiviteter i Poesiens Hus, må Hovedbiblioteket foretage besparelser på publikumsvendte aktiviteter og services. Poesiens Hus har indholdsmæssigt en anden profil end Hovedbiblioteket, der arbejder med alle litteraturgenrer. Såfremt de nuværende aktiviteter i Poesiens Hus skal være en del af Hovedbiblioteket, kan bibliotekets brede profil betyde, at Poesiens Hus mister sin profil og mister det udviklingspotentiale, der ligger i Poesiens Hus tværkunstneriske arbejde.

     

  4. At Poesiens Hus fortsætter som forening uden driftsstøtte, og der tilbydes mulighed for, på samme vilkår som andre, at afholde arrangementer på Rådhuset og søge lokaler til øvrig virksomhed i kommunens biblioteker og kulturhuse.

     

    Dette vil være en reel lukning af Poesiens Hus.

     

Poesiens Hus har oplyst forvaltningen om, at man meget gerne samarbejder med både Hovedbiblioteket og andre om oplæsning med mere, men Poesiens Hus mener ikke, at virksomheden er sammenlignelig med litteraturfestivalen Kbh Læser, hvorfor man, hvis Poesiens Hus fortsat skal eksistere, foretrækker scenarie 1.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller derfor, at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger 300.000 kr. som driftstilskud til Poesiens Hus i 2017.

Økonomi

Der anvises finansiering fra Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler, der er afsat som en del af servicebevillingen på konto 3.35.64.1.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

 

Mette Touborg
   
                                                  / Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at behandle dagsordenens punkter 21, 22, 23, 24, 25, 27 og 28 under eet.

Endvidere besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at behandle flere ansøgninger fra bl.a. KFU-portalen i forbindelse med punkternes behandling.

 

Et enigt Kultur- og Fritidsudvalg besluttede at bevilge et tilskud på 744.800 kr. til Ungdomshuset (dagsordenens punkt 23); kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

 

Der blev begæret afstemning om følgende forslag til at bevilge konkrete tilskud i forhold til de anførte ansøgninger; kassemæssig dækning for beløbet på 1.654.300 kr. anvises på konto 3.35.64.1.

 

Golden Days                                                                                          300.000 kr.

Culture Box (Pkt. 24)                                                                             300.000 kr.

Kbh. læser IKKE (Pkt. 27)                                                                     110.000 kr.

Heartbeat Radio                                                                                    112.000 kr.

SV 16                                                                                                    100.000 kr.

Winter Pride (Pkt. 22)                                                                           100.000 kr.

Poesiens Hus (Pkt. 21)                                                                         300.000 kr.

Karneval København                                                                              88.000 kr.

10-Dans (Pkt. 25)                                                                                  100.000 kr.                                                                

Warehouse9 (Pkt. 28)                                                                           144.300 kr.                                   

 

Et flertal (Neil Bloem, Rune Dybvad, Lise Thorsen, Taner Yilmaz, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Carl Christian Ebbesen, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte for forslagene.

Et mindretal (Kasper Heumann Kristensen) stemte imod.

Forslagene blev således godkendt.

 

Med hensyn til dagsordenens punkt 28 (Warehouse9) godkendte Kultur- og Fritidsudvalget endvidere indstillingens 2. at-punkt.

Til top