SMARTbetaling implementering og koncept
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om projekterne i forbindelse med SMARTbetaling og planerne for, hvordan Kultur- og Fritidsforvaltningen vil tilbyde mere smarte betalingsløsninger og udfase kontanter.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender implementeringsplanen for SMARTbetaling for 2017.
Problemstilling
SMARTbetaling skal gøre det muligt for københavnerne at betale med andet end pengesedler og mønter og udfase betaling med kontanter. Med en reduceret betaling med kontanter effektiviseres de interne, administrative arbejdsgange, og med flere digitale løsninger får forvaltningen bedre ledelsesinformation.
SMARTbetaling blev vedtaget i budget2016 som en del af effektiviseringsstrategien, og udmøntning af anlægsmidlerne blev besluttet af Kultur- og Fritidsudvalget den 28. april 2016.
Løsning
SMARTbetaling er organiseret som et program, der består af en samling af projekter. Projekterne er nu planlagt og klar til at blive implementeret med fokus på at nå i mål med at tilbyde smartere betalingsløsninger og effektivisere de interne arbejdsgange. Projekterne er samtidig med til at understøtte den serviceudvikling, forvaltningen er i gang med.
Projekterne finder frem til de digitale løsninger ved at afdække mulighederne på markedet. Som udgangspunkt anvendes standardløsninger, der tilpasses Københavns Kommunes setup. Der indgås samarbejder med leverandører med fokus på at anskaffe løsninger, der er en bredere interesse for på markedet og ikke kun i Københavns Kommune.
De centrale projekter er:
- SMARTE betalingsløsninger
- Selvbetjeningsmiljø til køb af entrébilletter til svømmehaller
- Selvbetjeningsløsning til køb af arrangementbilletter i kulturhuse, spillesteder m.v.
- Betalingsløsning til borgere uden betalingskort
Nedenfor gives en kort beskrivelse af projekterne, og af hvordan servicen udvikles, og de administrative opgaver forandres.
SMARTE betalingsløsninger
Skal gøre det muligt at anvende tidssvarende og sikre betalingsløsninger på biblioteker, borgerservice, kulturhuse, svømmehaller mv. samt i selvbetjeningsløsninger. Det sker bl.a. ved at udvide antallet af betalingskort og tilbyde betaling via MobilePay. Betalingen for forvaltningens services vil i højere grad ske selvbetjent.
Samtidig med, at det bliver muligt for københavnerne at bruge de nye betalingsløsninger, gennemføres initiativer, der understøtter en højere grad af selvbetjent betaling – også i den selvbetjente åbningstid.
Selvbetjeningsmiljø til køb af entrébilletter til svømmehaller
Skal tilbyde besøgende i kommunens svømmehaller en digitalt understøttet adgangsløsning. I løsningen vil det blive muligt at købe entrébilletter i et selvbetjeningsmiljø i svømmehallen og online f.eks. hjemmefra. I svømmehallen veksles entrébilletten til et armbånd via en automat. Brugerne scanner selv armbåndet, når de går ind. Løsningen kan bruges til køb af alle billettyper, som veksles til armbånd.
Løsningen gør det muligt at etablere selvbetjent adgang til svømmehallerne. Det vil sige, at der på sigt ikke vil være personale i skrankerne som i dag for at tage imod betaling. Det vil ikke være muligt at betale med kontanter i selvbetjeningsautomaterne. Når den nye betalingsløsning til borgere uden betalingskort er klar til brug, vil de i stedet kunne bruge denne. Projektet vil sikre, at man i en overgangsperiode kan købe entrébilletter betjent af en medarbejder, eventuelt i et begrænset tidsrum i åbningstiden.
Selvbetjeningsløsning til køb af arrangementsbilletter i kulturhuse, spillesteder m.v.
I dag er det muligt at købe billetter online til arrangementer, der afholdes i regi af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Det sker via flere forskellige billetoperatører. Fremover vil salg af arrangementsbilletter ske via nogle få udvalgte billetoperatører. Det vil give bedre ledelsesinformation om arrangementerne f.eks. om antal solgte billetter, belægning, køn, alder og geodata. Informationen kan bruges til at prioritere kommende arrangementer og målrette markedsføringen. Det vil samtidig blive muligt at købe billetter i døren og betale med kredit- eller debetkort eller MobilePay som alternativ til kontanter.
Betalingsløsning til borgere uden betalingskort
Når kontanterne udfases, skal borgere, der ikke har mulighed for at få eller fastholde et kredit- eller debetkort, fortsat have mulighed for at betale for diverse services og varer. Målgruppen er primært børn, ældre og udsatte borgere. Med den kommende betalingsløsning til borgere uden betalingskort, vil disse borgere blive tilbudt et betalingskort, der kan bruges på udvalgte steder i kommunen. Betalingskortet vil både kunne fås som et fysisk kort og som en applikation, der kan bruges på en smartphone. Der kan sættes penge ind på kortet via en selvbetjeningsløsning eller ved at tanke op med kontanter f.eks. i Borgerservice.
Økonomi
SMARTbetaling er vedtaget i budget 2016, og anlægsmidlerne er udmøntet. SMARTbetaling blev vedtaget i budget2016 som en del af effektiviseringsstrategien, og udmøntning af anlægsmidlerne blev besluttet af KFU den 28. april 2016.
Den samlede økonomi baseret på budgetforslag og udmøntningsindstilling fremgår af tabel 1 nedenfor.
Tabel 1: Forslagets samlede økonomi
Kr. 1000 2016 p/l |
2016 |
2017 |
2018 |
2019 |
Varige driftsændringer |
|
|
|
|
KFF: SMARTbetaling driftsændringer |
-2.350 |
-3.600 |
-5.000 |
-5.000 |
BUF: SMARTbetaling driftsændringer |
-200 |
-750 |
-1.000 |
-1.000 |
SUF: SMARTbetaling driftsændringer |
0 |
-250 |
-500 |
-500 |
Anlægsmidler |
||||
KFF: SMARTbetaling anlæg |
4.880 |
5.680 |
1.250 |
200 |
BUF: SMARTbetaling anlæg |
1.800 |
1.200 |
600 |
0 |
SUF: SMARTbetaling anlæg |
300 |
150 |
0 |
0 |
Midlertidige driftsmidler |
||||
Implementeringsomkostninger |
380 |
260 |
75 |
0 |
Driftsmidler KFF |
||||
Driftsomkostninger |
1.325 |
2.750 |
3.075 |
3.075 |
Samlet varig driftsændring (brutto) |
-1.225 |
-1.850 |
-3.425 |
-3.425 |
Videre proces
Den overordnede tidsplan for de centrale projekter i SMARTbetaling i 4. kvartal 2016 og 2017 er skitseret neden for:
Projekter |
||||
SMARTE betalingsløsninger |
||||
Entrébilletter til svømmehaller |
||||
Arrangementsbilletter |
||||
Betalingsløsning til borgere uden betalingskort |
||||
4. kvartal 2016 |
1. kvartal 2017 |
2. kvartal 2017 |
3. kvartal 2017 |
4. kvartal 2017 |
Mette Touborg
/Cecile Christensen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. december 2016:
Indstillingen blev godkendt, idet Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal raffinere betalingsmåder for borgere uden kort.