Mødedato: 14.12.2000, kl. 15:00

Øresundssamarbejdet på Dansescenen - godkendelse af aftale

Øresundssamarbejdet på Dansescenen - godkendelse af aftale

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 14. december 2000

 

8. Øresundssamarbejdet på Dansescenen - godkendelse af aftale

(KFU 518/2000)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur - og Fritidsudvalget godkender vedlagte udkast til aftale om et tilskud på 154.000 kr. til Øresundssamarbejdet på Dansescenen

at der anvises dækning for beløbet på konto 3.62.1 Teatre (Dansescenen - Øresundssamarbejdet) i 2001.

 

RESUME

I budget 2001 er der afsat 154.000 kr. til Øresundssamarbejdet på Dansescenen. I vedlagte udkast til aftale specificeres forudsætningerne for Københavns Kommunes tilskud. I aftalen forudsættes det således, at Dansescenen anvender tilskuddet til samarbejdet med Dansstationen om Salto Festivalen, der er en dansefestival for børn og unge.

Det er planen, at Salto Festivalen skal foregå i oktober 2001 både på Dansescenen og på Dansstationen.

Det samlede budget til den danske del af Salto Festivalen i 2001 er 303.200 kr. Restbeløbet på 149.200 kr. søger Dansescenen finansieret fra anden side.

Det indstilles, at Kultur - og Fritidsudvalget godkender vedlagte udkast til aftale med et tilskud på 154.000 kr. til Øresundssamarbejdet på Dansescenen.

SAGSBESKRIVELSE

I budget 2001 er der afsat 154.000 kr. til Øresundssamarbejdet på Dansescenen. I vedlagte udkast til aftale (bilag 1) specificeres forudsætningerne for Københavns Kommunes tilskud. I aftalen forudsættes det således, at Dansescenen anvender tilskuddet til samarbejdet med Dansstationen om Salto Festivalen, der er en dansefestival for børn og unge.

I den forbindelse forudsættes det videre, at der gennemføres workshopper for børn på Dansescenen i festivalperioden, at det tilstræbes at vise forestillinger for børn i forskellige aldersgrupper, samt at der arbejdes for at skaffe yderligere midler til finansiering af Salto Festivalen.

På børneområdet har Dansescenen, Dansstationen og Skånes Danseteater på forskellig måde de seneste tre år samarbejdet på tværs af Øresund. I årene 1997, 1998, 1999 og 2000 har Københavns Kommune og Malmö Stad hver bevilget 150.000 DKR. om året til samarbejdet om børnedansen. Øresundssamarbejdet på børneområdet har i årene 1997 til 2000 omfattet Salto Festivalen og Ung Dansescenes Juniorkompagni.

Salto Festivalen er Europas største festival med dans for børn og unge. Dansescenen og Dansstationen arrangerer i fællesskab festivalen.

Det er planen, at Salto Festivalen skal foregå i oktober 2001 både på Dansescenen og på Dansstationen. Forestillingerne sælges dels som skoleforestillinger, dels som aftenforestillinger.

I 2001 bliver overskriften for festivalen Unge Danser For Unge. Festivalen skal således henlede opmærksomheden på forskellige juniorkompagnier. Derudover vil der være workshopper for skolebørn og deres lærere i ugen op til efterårsferien. Der arrangeres desuden en international SALTO weekend i Malmø, hvor gæster fra ind- og udland ser forestillinger og møder de optrædende dansere og deres koreografer.

Det samlede budget til den danske del af Salto Festivalen i 2001 er 303.200 kr. Restbeløbet på 149.200 kr. søger Dansescenen finansieret fra anden side.

Det indstilles, at Kultur - og Fritidsudvalget godkender vedlagte udkast til aftale med et tilskud på 154.000 kr. til Øresundssamarbejdet på Dansescenen.


ØKONOMI
Der anvises dækning for beløbet på konto 3.62.1 Teatre (Dansescenen - Øresundssamarbejdet) i 2001:

Budget ex. moms 154.000 kr.

Budget. inkl. moms 165.000 kr.

Indstillet 154.000 kr.

Restbeløb 11.000 kr.


BILAG

1. Udkast til aftale om støtte til Øresundssamarbejdet på Dansescenen

2. Brev af 23. november 2000 fra Dansescenen vedr. Øresundssamarbejdet


Ida Munk

/ Merete Evers


 

 

 

Til top