Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i Tivoli, Vesterbrogade 3
Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i Tivoli, Vesterbrogade 3
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 14. december 2000
14. Opstilling af gevinstgivende spilleautomater i Tivoli, Vesterbrogade 3
(KFU 529/2000)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler Told- og Skattestyrelsen, at man ikke har indvendinger mod opstilling af 200 gevinstgivende spilleautomater i en spillehal i Tivoli, Vesterbrogade 3.
RESUME
Told- og Skattestyrelsen har i henhold til § 9 i Lov om gevinstgivende spilleautomater anmodet Københavns Kommune om en vejledende indstilling til, at der opsættes 200 spilleautomater i en spillehal i Tivoli, Vesterbrogade 3.
Københavns Politi har ikke indvendinger mod den påtænkte etablering.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder ikke, at der er særlige lokale hensyn, der gør, at kommunen ikke kan anbefale den påtænkte etablering.
På den baggrund indstilles det at meddele Told- og Skattestyrelsen, at man ikke har indvendinger mod opstilling af 200 gevinstgivende spilleautomater i en spillehal i Tivoli, Vesterbrogade 3.
SAGSBESKRIVELSE
Den 1. januar 2001 træder lov om gevinstgivende spilleautomater i kraft. Loven gælder for alle gevinstgivende spilleautomater, der opstilles i spillehaller, private spilleklubber, på forlystelsessteder og i restauranter med alkoholbevilling og administreres af Told- og Skattestyrelsen. Kommunen skal i henhold til lovens § 9 afgive en vejledende indstilling.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i sit møde den 26. oktober 2000, at alle ansøgninger om etablering af spillehaller i kommunen skal forelægges udvalget, da der kan være særlige lokale hensyn som f.eks. nærheden til skoler, ungdomsklubber m.v., der bør indgå i vurderingen af, om kommunen kan anbefale etablering af en spillehal.
Tivoli A/S har den 7. december 2000 søgt om tilladelse til at opstille 200 gevinstgivende spilleautomater i en spillehal i Tivoli, Vesterbrogade 3.
Told- og Skattestyrelsen har herefter i brev af 7. december 2000 anmodet om en indstilling fra kommunen senest den 28. december 2000 og samtidig meddelt, at hvis svar ikke afgives inden fristens udløb, betragtes kommunens accept af tilladelse som afgivet.
Københavns Politi har den 8. december 2000 telefonisk meddelt, at man ikke har indvendinger mod den påtænkte etablering, da Tivoli i forvejen er et forlystelsessted. Politiets udtalelse vil blive omdelt på mødet.
Kultur- og Fritidsforvaltningen finder ikke, at der er særlige lokale hensyn, der taler imod den påtænkte etablering.
På den baggrund indstilles det at meddele Told- og Skattestyrelsen, at man ikke har indvendinger mod opstilling af 200 gevinstgivende spilleautomater i en spillehal i Tivoli, Vesterbrogade 3.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
- Ansøgning af 7. december 2000 fra Dansk Tipstjeneste A/S
- Høringsbrev af 7. december 2000 fra Told- og Skattestyrelsen
- Udtalelse fra København Politi (eftersendes)
Ida Munk
/ Mikael Keller-Hansen