Mødedato: 14.11.2019, kl. 15:00
Mødested: Amager Bakke/Copenhill, Vindmøllevej 6, 2300 København S

Revideret ansøgning fra Ragnhildgadefonden om støtte til Copenhagen Muay Thai

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en revideret ansøgning om 305.975,13 kr. fra Ragnhildgadefonden til støtte til Copenhagen Muay Thai.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 305.975,13 kr. i 2019 til Ragnhildgadefonden/Copenhagen Muay Thai, da der ikke er afsat midler til formålet i budgettet.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede på sit møde den 30. oktober 2019 en ansøgning fra Ragnhildgadefonden om 1.010.795 kr. i støtte til at afholde Copenhagen Muay Thais restancer til Ragnhildgadefonden. På baggrund af udvalgets beslutning har Ragnhildgadefonden indsendt en revideret ansøgning og budget.

Der henvises til ansøgningen med budget (bilag 1).

Løsning

Ragnhildgadefonden søger Kultur- og Fritidsudvalget om 305.975,13 kr. til at afholde Copenhagen Muay Thais restance for 2019 til Ragnhildgadefonden.

Copenhagen Muay Thai har yderligere restancer for årene 2017-2018, der fortsat vil være udækket, men som forventes at kunne udlignes i de kommende driftsår.

Copenhagen Muay Thai har ingen indtægter, hvorfor Ragnhildgadefonden har oppebåret udgifterne til betaling af Copenhagen Muay Thais husleje og a conto forbrug.

Copenhagen Muay Thai er en kampsportsklub beliggende på Ragnhildgade. Klubben har 130 medlemmer i alle aldersgrupper. Udover at være en brugerdrevet kampsportsklub yder Copenhagen Muay Thai også en kriminalitetsforebyggende indsats, idet størstedelen af klubbens medlemmer er kriminalitetstruede i middel eller svær grad.

Ragnhildgadefonden overtog pr. 1. januar 2017 ansvaret for grunden på Ragnhildgade 1. Fonden fremlejer lokaler til Copenhagen Muay Thai, Askovfonden, kulturhuset Bolsjefabrikken, spillestedet Mayhem og værkstedet Træsyndikatet. Alle andre brugere, end Copenhagen Muay Thai, har en form for indtægt.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis ansøgningen imødekommes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

Mette Touborg

                                                      /Mads Kamp Hansen                    

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. november 2019:

Der blev begæret afstemning om et forslag om at reservere et beløb på 305.975,13 kr. i 2019 som engangstilskud til fonden; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1. Kultur- og Fritidsforvaltningen vender tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget med en belysning af en fremadrettet og langsigtet løsning.

Et flertal (Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for forslaget.

Et mindretal (Flemming Steen Munch og Karina Bergmann) stemte imod.

Forslaget blev dermed godkendt.

 

Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi er imod at dække foreninger og fondes faste driftsudgifter som husleje, el, vand og varme."

 

 

 

 

 

 

Til top