Copenhagen SailGP (Megaeventpuljen)
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender nærværende indstilling som udvalgets høringssvar til Økonomiudvalget i forbindelse med udmøntning at midler fra Megaeventpuljen til Copenhagen SailGP 2020.
Problemstilling
Kongelig Dansk Yacht Klub (KDY) har ansøgt Københavns Kommune om 6.120.000 kr. i tilskud til afvikling af Copenhagen SailGP i Københavns Havn i 2020 (bilag 1).
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer overordnet, at SailGP som event er interessant for København, da den understøtter kultur- og fritidspolitikken på området og leverer et unikt og helt nyt koncept til København.
Eventens primære styrker i et kultur- og fritidsperspektiv vurderes at være;
-
Københavns borgere kan opleve en række af verdens bedste sejlere konkurrerer tæt på land i Københavns Havn
-
Mulighed for, via en tilbagevendende megaevent, at benytte forventet stor mediedækning og brandinvestering til at sætte fokus på Københavns Havn, det rene vand og København som miljømæssig frontrunner
-
Potentialer for at udbrede sejlsporten til nye målgrupper
Kort om eventen
SailGP er en årligt tilbagevendende, international grand prix serie i højteknologiske sejlbåde. Konkurrencedelen af eventen udgøres af syv landshold, som konkurrerer i ens, nyudviklede F50 katamaraner med en topfart på 100 km/t. Bådene dyster meget tæt på land, hvorfra tilskuere kan overvære eventen.
I 2019, eventens første år, blev SailGP afviklet i New York og San Francisco, Sydney, Marseille samt Cowes i Storbritannien. Fra 2020 bliver det med deltagelse af en dansk båd med danske elitesejlsportsudøvere, der slutter sig til en samlet trup med syv landshold.
Arrangøren beskriver eventen som sejlsportens Formel 1 - dog med væsentlig mindre miljømæssig belastning. Der er indgået aftale med UNFCCC (FNs klimakonvention) Sport for Climate Action, hvor målsætningen er en CO2-neutral event senest i 2025.
SailGP kommer med et eget koncept for aktivering af børn og unge - INSPIRE-programmet - med en målsætning om at øge interessen for sejlsporten, teknologi og bæredygtighed.
Copenhagen SailGP afvikles i Nordhavn (Oceankaj, v. krydstogtsmolen), og det tekniske område etableres på Refshaleøen. Arrangøren forventer 10.000 besøgende om dagen til konkurrencen samt til tech-området. Dertil forventes 3.000-6.000 tilskuere fra private både på vandet.
SailGP-serien er ikke et mesterskab, der formelt er tilknyttet et forbund, men eventen er sanktioneret af såvel det internationale forbund som af Dansk Sejlunion. Dette indebærer blandt andet, at atleterne konkurrerer under det internationale dopingreglement.
Arrangøren har overfor forvaltningen klargjort, at det forventes, at København annonceres som værtsby for SailGP 2020 den 11. november 2019 - altså før, der ligger en afklaring omkring et eventuelt kommunalt tilskud, samt før afklaring på øvrige ansøgninger om støtte.
Organiseringen bag SailGP
KDY og SailGP Denmark er arrangører af eventen i København. KDY er den største sejlklub i Danmark, og har været arrangør af flere internationale stævner. SailGP Denmark er et privat selskab, der stiftes specifikt til driften af det danske hold og eventen i København. De to parter vil have hovedansvar for den danske del af afviklingen, herunder tilladelser, kontakt med relevante myndigheder, lokale leverandører (ex Live Nation) mv.
Bag SailGP-serien står virksomheden F50 League LLC, der er ”supplier/leverandør” til alle events i hele verden. Eventen leverer således bådene, 100 containere med udstyr, værksteder, mediesetup og op til 400 medarbejdere. F50 League LLC/SailGP er ejet af den globale virksomhed Oracle Racing Inc.
Samlet set vurderes det som et erfarent og solidt organisatorisk setup, der står bag SailGP, og det forventes, at arrangørerne vil kunne levere en professionel event til trods for den relativt korte tidsfrist.
Økonomi og budgetCopenhagen SailGPs samlede udgiftsbudget er på 38 mio. kr.
Indtægtsbudgettet er på 21,8 mio. kr., hvoraf Københavns Kommune ansøges om et direkte tilskud på 6,12 mio. kr. Hertil har ansøger valgt at inkludere en post til indirekte tilskud (value in kind) på 1,3 mio. kr. fra København. Arrangøren har meddelt forvaltningen, at dette vedrører ydelser, der i international sammenhæng medfører en udgift, men som i Danmark er gratis - og derfor inkluderes i budgettet som indirekte tilskud. Det gælder fx politi, beredskab, tilladelser samt eventuelle rabatter på arealleje/faciliteter. Forvaltningen har oplyst, at dette afviger fra den måde, budgetter i øvrigt præsenteres for de politiske udvalg.
De øvrige indtægter udgøres af fondsansøgninger, øvrige offentlige bidragsydere (herunder Sport Event Denmark og Erhvervsfremmebestyrelsen), sponsorater og billetsalg samt øvrigt salg. Hovedorganisationen SailGP afholder de resterende udgifter på budgettet, ca. 16 mio. kr.
Det bemærkes, at der endnu ikke foreligger afgørelser/tilsagn fra fonde eller øvrige offentlige instanser, hvorfor disse poster vurderes behæftet med risiko. For eksempel forventer Sport Event Denmark, der ifølge budgettet er ansøgt om 3 mio. kr. i støtte, først at behandle et eventuelt tilskud til Copenhagen SailGP ultimo januar 2020, og kan ikke på nuværende tidspunkt sætte beløb på et eventuelt tilskud. Arrangøren angiver i ansøgningen, at den internationale hovedorganisation SailGP forventes at dække et eventuelt underskud.
Ifølge Wonderful Copenhagens beregninger udgør den samlede estimerede turismeomsætning for Copenhagen SailGP 24,5 mio. kr. Det bemærkes, at Wonderful Copenhagen tager forbehold for, at udregningen baserer sig på et relativt lille datagrundlag grundet den begrænsede erfaring med eventen. Den direkte turismeomsætning udgøres primært af det store antal medarbejdere, der kommer til København i flere uger i forbindelse med eventen.
Eventrådets vurdering
Copenhagen SailGP blev forelagt Københavns Kommunes Eventråd på møde den 28. august 2019. På baggrund af præsentationen gav Eventrådet følgende kommentarer:
- Eventen leverer et interessant verdensklasseprodukt
- Rådet anser eventen som primært en brandingaktivitet
- Eventen åbner interessante muligheder for aktivering med henblik på miljø
- Rådet anser det som positivt, at eventen er årligt tilbagevendende
- Rådet ser positivt på afholdelse af events i havnen
Rådet bemærkede endvidere at:
- Rådet vurderer, at den forventede ansøgte økonomi i 2020 og fremefter er for høj
og ikke står mål med effekterne - Rådet anbefaler, at der tages dialog med arrangør om eventuel afholdelse af eventen
fra 2022 og fremefter, dog med en reduceret økonomi - Rådet anbefaler, at man overvejer at dele eventen med resten af Danmark. Evt.
med afvikling skiftevis i København og et andet sted i Danmark
Forvaltningen bemærker, at det ansøgte tilskud fra Københavns Kommune er reduceret med ca. 5 mio. kr. siden Eventrådets behandling af sagen.
Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering
Med SailGP får København sin første megaevent på vandet. SailGP er en spektakulær og publikumsvenlig event, der vil understøtte målsætningen i kultur- og fritidspolitikken om at aktivere Københavns Havn og visionen om København som en blå storby med kant, hvor events i verdensklasse udspiller sig midt i byen og tæt på borgeren.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, som Eventrådet, at en af eventens absolutte styrkepositioner ligger i de store brandingpotentialer. Organisationen bag investerer massivt i brandopbygning, og særligt SailGPs fokus på klima og bæredygtighed som bærende værdier ligger i tråd med kommunens visioner på området. Ifølge ansøger er det målet at benytte eventens platform til at positionere København som seriens mest grønne og bæredygtige værtsby. Dertil kommer eventens iboende fokus på havnen og fortællingen om København som attraktiv og liveable storby, hvor det rene vand udgør en scene for store events, men også for det levede, rekreative hverdagsliv (badning, sejlsport mv.).
I et idrætsmæssigt perspektiv ser forvaltningen gode perspektiver for markedsføring af sejlsporten i Danmark gennem afviklingen af SailGP. SailGP har, trods sin korte historie, formået at skabe en konkurrenceform og et brand, som har været med til at tiltrække en række af sportens største stjerner. På den kommende danske båd i SailGP vil bl.a. to danske OL-medaljevindere deltage på holdet, og det forventes at båden vil kunne blande sig i toppen af konkurrencen.
SailGP arbejder med aktivering via deres Copenhagen Inspire Legacy Program, hvor børn og unge inviteres til at stifte kendskab med sejlsporten på forskellig vis. Ifølge arrangøren er det målet at involvere skoler og sejlklubber i hele København og omegn i forbindelse med byens eventuelle værtskab. Der vurderes at være potentiale for at udbrede sejlsporten til nye målgrupper. Udover sejlads har aktiveringen fokus på viden, uddannelse, nye teknologier, klima og bæredygtighed.
Forvaltningen anbefaler, at tilskuddet gives til etableringen og afviklingen af eventen i dens første år i København med forventning om, at eventen bliver en tilbagevendende begivenhed med signaturpotentiale for byen. Det forventes, at tilskudsbehovet for SailGP vil falde støt i takt med, at eventen får positioneret sig, og at eventen i løbet af få år forventes at være helt uafhængig af offentlig finansiering.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Der er til Megaeventpuljen afsat 12,5 mio. kr. i 2019 og 15,0 mio. kr. årligt i 2020-2022. Der er tidligere bevilget midler fra Megaeventpuljen til VM i Kano og Kajak (2,3 mio. kr.), VM i Idrætsgymnastik (6 mio. kr.) C40 borgmestertopmøde (8,6 mio. kr.) og VM Banecykling (2 mio. kr.). Derudover er der bevilget 7 mio. kr. til Tour de France - værtsbyaktiviteter.
Videre proces
Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar indgår som bilag til indstillingen til Økonomiudvalget den 3. eller den 10. december 2019 med henblik på beslutning om udmøntning.
Såfremt Økonomiudvalget giver tilsagn, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.
Mette Touborg
/Thomas Bach
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. november 2019:
Kultur- og Fritidsudvalget forkastede indstillingen.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om, på baggrund af udvalgets tilkendegivelser, at udarbejde et udkast til høringssvar til Økonomiudvalget og udsende dette til udvalgets medlemmer med henblik på eventuelle kommentarer.