Mødedato: 14.11.2019, kl. 15:00
Mødested: Amager Bakke/Copenhill, Vindmøllevej 6, 2300 København S

Udmøntning af Festivalpuljen 2020

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle ansøgninger til Festivalpuljen 2020.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, hvilke ansøgninger til Festivalpuljen 2020, der skal imødekommes.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal, med udgangspunkt i Festivalpuljens retningslinjer og økonomiske råderum, tage stilling til en prioritering af 42 indkomne ansøgninger til Festivalpuljen 2020.

Løsning

Med Festivalpuljen ønsker Københavns Kommune at støtte større kultur- og idrætsbegivenheder i byen, da de er med til at gøre København til en attraktiv storby for både borgere og besøgende. Både større og mindre festivaler og events giver unikke oplevelser og skaber platforme, hvor kunsten, kulturen og idrætten kan opleves.

Kriterier
Kultur- og Fritidsudvalget skal vægte ansøgningerne ud fra følgende ni kriterier (i ikke-prioriteret rækkefølge):

  • Kvalitet og originalitet – indholdsmæssigt og udtryksmæssigt.
  • Relevans for København, byens borgere og besøgende – at indhold, form og formidling afspejler byens profil og særkende.
  • Samarbejde med andre aktører/institutioner, gerne i form af konsortier eller samproduktion, med henblik på at styrke begivenhedernes profil og udnytte de kunstneriske og økonomiske ressourcer bedst muligt.
  • Eksperimenterende indhold, form eller formidling.
  • Aktivering - Store kultur- og idrætsevents skal inddrage foreningslivet i planlægning og afvikling af events og sideevents.  
  • Mangfoldighed i bred forstand i forhold til at tiltrække, engagere og aktivere forskellige og nye målgrupper.
  • Tidsmæssig og geografisk spredning af events og festivaler over hele kalenderåret og hele byen, herunder fokus på nye byrum samt bydele under udvikling eller bydele, hvor kulturbegivenheder kan løfte øvrige politiske dagsordener i forhold til eksempelvis børn og unge eller international branding af København.
  • Udvikling og fornyelse - Tilbagevendende festivaler og events skal dokumentere evne og vilje til fornyelse samt faglig, publikumsmæssig og økonomisk udvikling.
  • Bæredygtighed - Festivaler, der tematiserer bæredygtighed og/eller arbejder bæredygtigt i produktion og afvikling af festivalen fx med udgangspunkt i FNs verdensmål. De københavnske festivaler bør afspejle byens ønsker om bæredygtig produktion af kulturbegivenheder, have konkrete målsætninger om bæredygtighed og gerne medvirke i den fælles debat om et bæredygtigt samfund.

Forvaltningen bemærker desuden, at der fra 2020 forventes at være forbud mod brug af engangsplast i forbindelse med afvikling af festivaler og events jf. særskilt indstilling herom.

Historik
I Budget 2017 blev der afsat en pulje på 5 mio. kr. årligt (2017 p/l) til events og festivaler i perioden 2017–2020. Heraf er der i 2020 udmøntet henholdsvis 2,350 mio. kr. til Fonden de Københavnske Filmfestivaler og 180.000 kr. til Culture Box, i alt 2,530 mio. kr.

I Budget 2019 blev der afsat 12,5 mio. kr. (2018 p/l) i 2020 til videreførelse af Festivalpuljen. Det fremgår af aftaleteksten til Budget 2019, at parterne er enige om at afsætte midler til Festivalpuljen med ønsket om bl.a. at støtte begivenhederne ENGAGE festivalen, SWOOP Challenge og Jødisk Filmfestival.

Copenhagen Jewish Film Festival (Jødisk Filmfestival): På møde den 19. juni 2019 bevilgede Kultur- og Fritidsudvalget et tilskud på 150.000 kr. fra Festivalpuljen 2020.

ENGAGE Festival: På møde 19. juni 2019 bevilgede Kultur- og Fritidsudvalget en underskudsgaranti på op til 1 mio. kr. fra de disponible midler 2020.

SWOOP Challenge: Har ikke søgt Festivalpuljen 2020.

Ansøgninger og rådighedsbeløb ved 2. udmøntning af Festivalpuljen 2020
Der er indkommet 42 ansøgninger til Festivalpuljen 2020 til fristen den 1. oktober 2019 (bilag 1 og bilag 3A og 3B).
I alt søges der om 15,61 mio. kr. til festivaler og events i 2020.

Der er i alt 5,1 mio. kr. til rådighed ved 2. udmøntning af Festivalpuljen 2020 (bilag 2).

(1000 kr.)

2020

Festivalpulje 2017-2020

5.250

Festivalpulje 2020

12.750

Restbeløb fra effektivisering

150

Samlet budget

18.150

 

 

Heraf udmøntet

 

Med Budget 2017

2.530

1. udmøntning 19.06.2019

10.520

Udmøntet i alt

13.050

 

 

Til disposition

5.100


Eventvurderinger
Ved idrætsbegivenheder, hvor der ansøges om mere end 1 mio. kr., skal der udarbejdes eventvurderinger. Forvaltningen har derfor udarbejdet en eventvurdering på Copenhagen Games 2020 (bilag 4).

Økonomi

Der anvises kassemæssig dækning fra Festivalpuljen på IM 3.35.64.1

Videre proces

For de ansøgninger, som Kultur- og Fritidsudvalget imødekommer, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde tilskudsaftaler, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

Der vil blive meddelt afslag til de øvrige ansøgere.

 

Mette Touborg  

                                  /Mads Kamp Hansen

         

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. november 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede følgende udmøntning af Festivalpuljen 2020:

 

Blågårds Festival 2020: 50 t.kr.

Brønshøj Sommer Jazz 2020: 50 t.kr.

Copenhagen World Music Festival 2020: 200 t.kr.

JOURNEY 2020: 300 t.kr.

Lavukstock 2020: 25 t.kr.

Roots n Jazz 2020: 75 t. kr.

SV-Festival 2020: 250 t.kr.

Copenhagen Theatre Festival for Young Audiences, COTYA 2020: 50 t.kr.

CPH STAGE 2020: 1050 t.kr.

Floor Wars 2020: 25 t.kr.

60 Seconds Festival 2020: 50 t.kr.

Podcast Festival 2020: 100 t.kr.

Sommertid - Københavns internationale poesifestival 2020: 75 t.kr.

BørnefestiBAL 2020: 75 t.kr.

Copenhagen Cooking and Food Festival 2020: 1.000 t.kr.

Copenhagen Maker Festival 2020: 175 t.kr.

CPH POW 2020: 200 t.kr.

Copenhagen Pride: 250 t.kr.

Copenhagen Games 2020: 750 t.kr.

CPH United: 350 t.kr.

I alt: 5.100 t.kr.

 

Karina Bergmann ønskede følgende tilføjet til beslutningsprotokollen:

"Liberal Alliance står ved budgetaftalen, men finder ikke at alle ansøgere alene af den årsag skal imødekommes på baggrund af deres ansøgninger. I flere tilfælde er der tale om festivaler, hvis indhold og art gør, at festivalen bør kunne afholdes på kommercielle vilkår uden kommunal støtte."

 

Til top