Ansøgning fra Københavns Roklub om ny motionsbåd
Ansøgning fra Københavns Roklub om ny motionsbåd
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 14. september 2000
7. Ansøgning fra Københavns Roklub om ny motionsbåd
(KFU 359/2000)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget ikke bevilger tilskud til en ny motionsbåd til Københavns Roklub.
RESUME
Københavns Roklub, der har lejemål i Sydhavnen, ansøger om midler til indkøb af ny motionsbåd.
Roklubben, der siden 1996 har deltaget aktivt i udviklingen af idrætten i lokalområdet, gennemfører bl.a. opsøgende arbejde blandt unge fra hårdt belastede miljøer.
Københavns Roklub anfører, at arbejdet med denne målgruppe er omkostningskrævende, samt at anskaffelse af nyt ro-materiel er dyrt. Derfor ansøger klubben om 82.000 kr. til indkøb af en motions fire-åres inrigger med åre.
Da Kultur- og Fritidsudvalget ikke råder over midler til dette formål, indstilles ansøgningen til afslag.
Kultur- og Fritidsforvaltningen videresender ansøgningen til hhv. FOS og KI.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Roklub, der i 2001 kan fejre 100 års jubilæum, har lejemål i Tømmergraven i Sydhavnen. Fra at være en almindelig roklub har klubben gennem årene udviklet sig til være et stort motionscenter med forskellige idrætsaktiviteter. Rosporten er dog stadigvæk hovedaktivitet.
I 1996 blev klubben kontaktet af lokalrådet i Sydvestkvarteret og opfordret til at deltage i udviklingen af lokalområdets idrætsmiljø. Dette arbejde har klubben siden deltaget aktivt i, blandt andet ved at gennemføre opsøgende arbejde blandt unge fra hårdt belastede miljøer i nærområdet.
Københavns Roklub anfører, at arbejdet med denne målgruppe er omkostningskrævende, samt at anskaffelse af nyt ro-materiel er dyrt. Derfor ansøger klubben i brev af 4. juli 2000 om 82.000 kr. til indkøb af en motions fire-åres inrigger med åre.
Da Kultur- og Fritidsudvalget ikke råder over midler til dette formål, indstilles ansøgningen til afslag.
Kultur- og Fritidsforvaltningen videresender ansøgningen til hhv. FOS og KI., der efter aftale med forvaltningen vil tage kontakt til Københavns Roklub m.h.p. drøftelse af konkrete støttemuligheder.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
1. Ansøgning af 4. juli 2000 fra Københavns Roklub
Ida Munk
/ Mikael Keller-Hansen