Vanløse Kulturhus
Vanløse Kulturhus
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 14. september 2000
10. Vanløse Kulturhus
(KFU 352/2000)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter sagen på baggrund af de neden for anførte bemærkninger samt notat af 6. juli 2000 fra Bygge- og Teknikforvaltningen.
RESUME
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 25. maj 2000 (KFU 219/2000) at anmode forvaltningen om "at rette henvendelse til Bygge- og Teknikforvaltningen, Plandirektoratet med henblik på udarbejdelse af et notat til belysning af ombygningen i relation til planforhold."
I notat af 6. juli 2000 konkluderer Bygge- og Teknikforvaltningen, at "der vides i princippet intet at indvende imod skitseforslagets grundidé, herunder bebyggelsens anvendelse". Projektet forudsættes dog omarbejdet i overensstemmelse med bestemmelser for lokalplanlægningen mv.
Bygge- og Teknikforvaltningen afventer nu et revideret oplæg, der kan danne grundlag for en indstilling til Bygge- og Teknikudvalget.
Bibliotekerne og KUC er i fortsat dialog med bygherren, Holberg Fenger Invest A/S.
SAGSBESKRIVELSE
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 25. maj 2000 (KFU 219/2000) at anmode forvaltningen om "at rette henvendelse til Bygge- og Teknikforvaltningen, Plandirektoratet med henblik på udarbejdelse af et notat til belysning af ombygningen i relation til planforhold."
I notat af 6. juli 2000 konkluderer Bygge- og Teknikforvaltningen, at "der vides i princippet intet at indvende imod skitseforslagets grundidé, herunder bebyggelsens anvendelse". Projektet forudsættes dog omarbejdet i overensstemmelse med bestemmelser for lokalplanlægningen mv.
Bygge- og Teknikforvaltningen, som grundlæggende er positive over for planerne, har bl.a. peget på, at bebyggelsesprocenten er for høj, at en dagligvarebutik ikke må overstige 3.000 kvm., og at der vil blive foretaget en samlet vurdering af lokalplanområdet som centerområde, herunder fordeling af butikker på begge sider af jernbanen.
Siden udarbejdelsen af notat af 6. juli 2000 har der været afholdt nyt møde mellem Bygge- og Teknikforvaltningen og Holberg Fenger Invest A/S samt Henning Larsens Tegnestue A/S, og bygherren arbejder nu på et revideret oplæg, som tager højde for Bygge- og Teknikforvaltningens bemærkninger. Det reviderede oplæg vil danne grundlag for en indstilling til Bygge- og Teknikudvalget, og først i forbindelse hermed vil der kunne foreligge en tidsplan.
Holberg Fenger Invest A/S' planer har været præsenteret lokalt, og ifølge Vanløse Folkeblad fra 8. august 2000 hilser Vanløse Lokalråd planerne velkomne.
Bibliotekerne fortsætter dialogen med Holberg Fenger Invest A/S om den påtænkte udvidelse og renovering af biblioteksdelen, ligesom KUCs fremtidige placering i Vanløse Kulturhus drøftes mellem Holberg Fenger Invest A/S og KUC.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
- Notat af 6. juli 2000 fra Bygge- og Teknikforvaltningen, Plandirektoratet
- Kopi af artikel i Vanløse Folkeblad af 8. august 2000
Ida Munk
/ Mikael Keller-Hansen