Status på planlægningen af Københavns værtskab for EURO 2020 i 2021
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på arbejdet med Københavns værtskab for EURO 2020 i 2021 til efterretning.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget blev den 17. december 2020 forelagt en status på Københavns arbejde med planlægningen af EURO 2020 (vedlagt som bilag 1.). December-indstillingens status for EM på hjemmebane er mere eller mindre uændret. Med nærværende indstilling orienteres udvalget om væsentlige nye tiltag og sagsgange med betydning for sommerens værtskab.
Løsning
Generelt forløber arbejdet med eventforberedelserne af EURO 2020 planmæssigt. DBU's covid-19 arbejde ledes i sammenhæng med eventens øvrige sikkerhedsindsats og i tæt samarbejde med bl.a. sundhedsmyndighederne, Kulturministeriet og Københavns Kommune.
Alle EM-aktiviteter vurderes i lyset af den aktuelle covid-19 situation og perspektiverne for sommeren 2021, med henblik på at sikre at både DBUs og Københavns Kommunes værtsbyforpligtelser og øvrige EM-aktiviteter kan afvikles i overensstemmelse med de restriktioner, som vil være gældende til juni.
Regeringen kom den 25. marts 2021 med en udmelding om, at de fire gruppekampe i Parken kan afholdes med minimum 11.000-12.000 tilskuere, og at en ekspertgruppe skal vurdere, om det er muligt at udvide kapaciteten yderligere. Lignende beregninger på publikumskapaciteten til fodboldfestival på Ofelia Plads, til storskærmsvisninger i byrummet, herunder på Rådhuspladsen, og til alle de øvrige EM-aktiviteter, som er tilrettelagt for at sikre en mangfoldig og inkluderende fodboldfest i alle Københavns bydele, er fortsat under udarbejdelse. Beregninger og beslutninger tages i forskellige tempi for at kunne udvikle sig parallelt med og i kølvandet af Folketingets løbende udmeldinger om gradvis genåbning af kultur- og idrætslivet.
Milepælsplan for foråret er som følger:
- Primo/medio april 2021 fremlægger DBU det (mest sandsynlige) covid-19 scenarie for, hvordan de fire EM-kampe i Parken til juni 2021 kan afvikles, herunder hvor stort et publikum det danske værtskab forventes at kunne byde velkommen på Parkens tribuner. Senere i april måned forventes UEFA at træffe endelig beslutning om, hvorvidt det fortsat er realistisk at bibeholde ambitionen om at afvikle EM i alle 12 værtsbyer.
Aktuelt er der ingen planer om at afvige fra det aftalegrundlag, som er indgået mellem UEFA og værtsbyerne, ligesom der pt. ingen grund er til at antage, at København ikke kan fortsætte samarbejdet om EURO 2020 i 2021 med UEFA.
- DBU's beregninger for antal besøgende til den officielle EURO Football Village på Ofelia Plads og til EM-storskæmsvisninger i byrummet forventes udmeldt senere på foråret.
I forventningen om et fortsat behov for, over sommeren, at sikre afstandskrav mm. afsøges pt. mulighederne for at inddrage yderligere byrum i det officielle værtskab for at øge tryghed, f.eks. ved at sprede tilskuere/fans på flere forskellige lokationer.
Uanset hvilke covid-19 scenarier, som måtte gælde for sommeren med betydning for kapacitetsudnyttelse, er det DBU's vurdering, at det danske værtskab vil leve op til de aftalemæssige forpligtelser overfor UEFA og DBU's aftaler med Københavns Kommune.
Covid-19 - organisering og budgetpåvirkning
Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen mødes jævnligt med DBU for at følge arbejdet med eventen og for at sikre samarbejde og koordinering på alle relevante områder. Også internt i Københavns Kommune afholdes regelmæssige, tværgående møder på både direktions- og medarbejderniveau, hvor projektplanlægningen og Københavns Kommunes værtsbyambitioner og -forpligtelser drøftes og håndteres.
Covid-19 afviklingsperspektiverne for det danske EM-værtskab påvirker uvilkårligt DBU's eventbudget, herunder de budgetposter som Københavns Kommunes tilskud er øremærket til. Omfanget af meromkostningerne vil bl.a. afhænge af de til den tid gældende covid-19 restriktioner (eksempelvis forsamlingsforbud, byens samlede testkapacitet, behovet for værnemidler, mulighederne for myndighedsgodkendelse af anvendelse af antigentests, corona-pas eller lignende i forbindelse med en bredere genåbning af kultur- og idrætslivet m.m.).
DBU har overfor de offentlige aftalepartner, herunder Københavns Kommune, understreget, at omfanget af de vurderede, nødvendige tilpasninger betragtes som ekstraordinære forhold, som DBU af gode grunde ikke har taget højde for i det oprindelige eventbudget, og som forventes at få både økonomiske og organisatoriske konsekvenser for DBU.
Til udvalgets orientering fremgår af Københavns Kommunes tilskudsaftaler med DBU,
- at hvis forudsætningerne i forhold til krav til sikkerhed, og de deraf følgende omkostninger, ændres væsentligt fra tidspunktet for tildelingen af værtskabet frem til afviklingen af kampene i forbindelse med EURO 2020 samt
- at hvis DBU oplever væsentligt forøgede omkostninger som følge af udskydelsen af EURO 2020 til 2021,
orienterer DBU Københavns Kommune om konsekvenserne heraf i forhold til planlægning og økonomi. På baggrund heraf kan parterne indlede drøftelser af muligheden for, at Københavns Kommune yder et særligt tilskud til dækning af projektets meromkostninger. Københavns Kommune er ikke forpligtet til at yde et sådan særligt tilskud.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt der skulle opstå behov for en fælles tilgang til håndtering af krav om øgede sikkerhedsforanstaltninger og/eller covid-19 foranstaltninger, forelægges Kultur- og Fritidsudvalget en særskilt sag derom.
Når planerne for det danske EM-værtskab er koordineret og afstemt med Politiet, Københavns Beredskab, relevante sundhedsmyndigheder, UEFA m.fl., forelægges Kultur- og Fritidsudvalget en opdateret, endelig status for EM på hjemmebane.
Mette Touborg
/Thomas Bach
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. april 2021:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.