B-sag: Ansøgning om støtte til Copenhagen Bike Festival 2021
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om 600.000 kr. til Copenhagen Bike Festival 2021.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 600.000 kr. i 2021, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Problemstilling
Copenhagen Bike Community søger Kultur- og Fritidsudvalget om 600.000 kr. i 2021 til afvikling af Copenhagen Bike Festival 2021.
Der er ikke afsat midler til formålet på budget 2021.
Løsning
Den socialøkonomiske virksomhed Copenhagen Bike Community ApS ønsker at afvikle cykelfestival i perioden 16.-19. september 2021. Visionen er en årligt tilbagevendende begivenhed i København med fokus på grøn omstilling og København som cyklernes by. Blandt de involverede parter i ’Copenhagen Bike Festival’ er bl.a. Danmarks Cyklistforbund, DCU – Danmarks Cykle Union og DAI – Dansk Arbejderidrætsforbund.
Arrangørerne lægger op til, at festivalens første to dage indeholder workshops og seminarer for professionelle aktører i ind- og udland indenfor byplanlægning, arkitektur og transport samt interesseorganisationer, virksomheder og politikere med betydning for grøn omstilling, trivsel, sundhed og cykelbranchen.
I festivalens anden halvdel planlægger arrangørerne en lang række events i hele byen med cykling i centrum. Det er fx familierettede events, arrangementer med fokus på byens (mindre kendte) seværdigheder, DM for cykelbude, DM i ecykling og optog med ladcykler.
Der henvises til ansøgningen (bilag 1) for yderligere detaljer.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Thomas Bach
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. april 2021:
Karina Vestergård Madsen og Jens Kjær Christensen anmodede om, at sagen behandles som A-sag.
Sagen blev behandlet efter dagsordenens punkt 13 (Ansøgning om støtte til elektrisk hejseværk til Amager Ro- og Kajakklub).
Indstillingen om afslag blev godkendt. Ansøger henvises til at søge Festivalpuljen 2022.