Mødedato: 14.04.2021, kl. 15:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Udendørs fitnessanlæg

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til placering af udendørs fitnessanlæg på et asfalteret område ved Vanløse Idrætspark.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at et udendørs fitnessanlæg placeres på et asfalteret område på Klitmøllervej 16 i Vanløse.

Problemstilling

Med Budget 2018 blev der afsat 700.000 kr. i anlæg til et udendørs fitnessanlæg.

I det bagvedliggende budgetnotat indgik fire forslag til placeringer: henholdsvis søerne ved overgangen til brokvartererne, Utterslev Mose, Svanemøllen Strand og Damhusengen (bilag 3).

Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt de nævnte placeringer og har vurderet, at disse, af årsager beskrevet i indstillingen, ikke er optimale ud fra en vurdering af de respektive planmæssige forhold samt projektets omfang og økonomi.

Der er derfor behov for at vurdere en alternativ placering.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår, at det udendørs fitnessanlæg i stedet placeres på et asfalteret areal på Klitmøllervej 16 i Vanløse (bilag 1). Det ca. 4.000 m2 store areal, som lokalt kaldes ”Asfalten”, ligger ved siden af Vanløse Idrætspark og er Kultur- og Fritidsforvaltningens eget areal.

Der er generelt gode erfaringer med at kombinere idrætsanlæg og -faciliteter med udendørs fitnessanlæg, som det fx er gjort ved Grøndal MultiCenter, Sundby Idrætspark, og Valby Vandkulturhus (bilag 2). Med afsæt i erfaringerne herfra vurderes det, at fitnessanlægget i givet fald vil beslaglægge et areal på ca. 300-500 m2, og der vil blive trukket på erfaringer fra etableringen af disse anlæg i det videre arbejde med kvalificering af det nye anlæg.

Asfaltområdet i Vanløse rummer i dag en udendørs rullehockeybane, der bruges af den lokale rullehockeyklub Copenhagen Vikings. Foreningen har også en dertilhørende klubhus- og omklædningsfacilitet på arealet. ”Asfalten” indeholder også basketkurve, en etableret graffitivæg og generelt anvendes området i dag af forskellige foreninger og institutioner, der løbende afholder aktiviteter på pladsen af forskellig art.

”Asfalten” anvendes også af den lokale skole til frikvarter, og skolen har under Covid-19 haft udendørs undervisning på arealet. Dertil har den lokale daginstitution sin bus parkeret på arealet, og Borgercenter Handicap har opbevaringscontainere stående.

Området har et aktivt idræts- og foreningsliv, og der er et stort lokalt fokus på asfaltområdet. Det udendørs fitnessanlæg kan medvirke til at aktivere området og skabe et lokalt samlingspunkt for alsidig bevægelse, træning og sociale møder på tværs af foreningslivet og den uorganiserede idræt. Fitnessanlægget vil også kunne anvendes af den nærliggende skole. Der ses ligeledes mulighed for gode synergieffekter med Vanløse Idrætspark ved siden af, hvor området samlet set vil kunne tilbyde et bredt udvalg af idrætsaktiviteter for både de, der i forvejen udøver idræt i Vanløse idrætspark, men også øvrige lokale beboere og aktører i området.

Blandt de lokale foreninger er der udtrykt et ønske om flere faciliteter til brug for forskellige typer idræt og bevægelse.

Lokaludvalget

Arbejdsgruppen for kultur- og fritid i Vanløse Lokaludvalg tilkendegiver, at man igennem en række år har arbejdet for at udvikle asfaltpladsen, så den bedre kan udnyttes til idræts- og motionsaktiviteter af lokale skoler, institutioner, foreninger og uorganiseret idræt. Arbejdsgruppen tilkendegiver, at det er væsentligt, at en kommende indretning af pladsen med motions- og idrætsfaciliteter sker i tæt dialog med de lokale aktører og brugere.

Det videre arbejde med kvalificeringen af fitnessanlægget

I det videre arbejde med projekteringen og udførelse af fitnessanlægget vil Kultur- og Fritidsforvaltningen kvalificere den præcise placering på asfaltarealet samt den konkrete udformning af anlægget. Dette vil ske i dialog med Vanløse Lokaludvalg og øvrige lokale aktører, så anlægget udformes og placeres med øje for den lokale kontekst og de allerede eksisterende aktiviteter på området.

Midlerne til fitnessanlægget ligger i 2022.

Undersøgelse af øvrige placeringer

Kultur- og Fritidsforvaltningen har undersøgt de placeringsmuligheder, som indgik i det bagvedliggende budgetnotat, henholdsvis Søerne, Utterslev Mose, Svanemøllen Strand og Damhusengen (bilag 3).

Ved Søerne var en placering mulig ved Søpavillonen for enden af Peblinge Sø. Arealet ligger dog op til H.C. Andersens Boulevard, som er meget befærdet og plaget af støj og luftforurening. Hvis fitnessanlægget skulle placeres her, ville det med stor sandsynlighed betyde, at det omkringliggende parkområde skulle genetableres, hvilket vil betyde en fordyrelse af projektet.

Utterslev Mose er fredet med det formål at sikre området som parkområde, samt at opretholde og muliggøre forbedring af områdets biologiske, landskabelige og rekreative værdi. Området rundt om mosen er privat ejet, hvorfor det umiddelbart vurderes ikke at være en farbar løsning at placere fitnessanlægget her.

Svanemøllen Strand har kommuneplanramme O1, hvilket betyder, at der kan etableres faciliteter, som understøtter områdets anvendelse til sports- og fritidsanlæg. Det eneste område ved Svanemøllen Strand, som er ejet af Københavns Kommune, og hvor der umiddelbart er plads til fitnessanlægget, er dog et areal syd for badebroen (bilag 3). Dette område bliver brugt intensivt i sommermånederne, og etablering af et fitnessanlæg på området vil derfor mindske pladsen og sætte et område, der i forvejen bliver brugt intensivt, under yderligere pres. Derfor vurderes det ikke at være hensigtsmæssigt.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om en placering ved Damhusengen. Vurderingen er, at det af hensyn til fredningen af engen ikke var muligt. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejde videre i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning samt gå i videre dialog med Vanløse Lokaludvalg. Giver dette anledning til særlige udfordringer eller problemstillinger, vil sagen blive fremlagt for Kultur- og Fritidsudvalget på ny. 

Mette Touborg

/Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. april 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top