B-Sag: Ansøgning Fra Fonden Fabrikken for Kunst og Design om tilskud til dækning af underskud i 2021
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra Fonden Fabrikken for Kunst og Design om et tilskud på 300.000 kr. i 2021 til dækning af underskud som følge af corona.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen fra Fonden Fabrikken for Kunst og Design om et tilskud på 300.000 kr. i 2021 til dækning af underskud som følge af corona, da der ikke er afsat midler til formålet på budget 2021.
Problemstilling
Fonden Fabrikken for Kunst og Design søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 300.000 kr. i 2021 til dækning af underskud som følge af corona.
Der er ikke afsat midler til formålet på budget 2021.
Løsning
Der henvises til ansøgningen (bilag 1).
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen afklare sagen og, i givet fald, i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/ Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021:
Franciska Rosenkilde og Birgitte Kehler Holst anmodede om, at sagen behandles som A-sag.
Sagen blev behandlet efter dagsordenens punkt 33 (Ansøgning fra HUSET 2450, dansegulv i Sjælør Kirke).
Der blev begæret afstemning om et forslag om, at der bevilges en underskudsgaranti på 300.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Et flertal (Kristian Nielsen, Henrik Appel Esbensen, Jonas Bjørn Jensen, Karina Vestergård Madsen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Birgitte Kehler Holst, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for forslaget.
Et mindretal (Karina Bergmann) stemte imod.
Kasandra Behrndt-Eriksen undlod at stemme.
Forslaget blev dermed godkendt.