Mødedato: 13.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Rytmisk Centers udviklingsmuligheder

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i dialog med Rytmisk Center undersøgt udviklingsmuligheder for centeret.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager orienteringen om Kultur- og Fritidsforvaltningens dialog med Rytmisk Center til efterretning.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 10. juni 2021 et medlemsforslag om udviklingsmuligheder for Rytmisk Center. Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om at undersøge sagen i dialog med centeret.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i dialog med Rytmisk Center. Der har bl.a. været afholdt møde hos Rytmisk Center i sommeren 2021, hvor muligheder og udfordringer blev drøftet.

Rytmisk Center er en af de største udbydere af musikundervisning i København under folkeoplysningsloven og tilbyder musikundervisning for borgere i alle aldre og på alle niveauer. Herudover danner Rytmisk Center rammen om koncerter, musikklubber, musikdebatter, talentudvikling, workshops, talks m.m.

Rytmisk Center huser årligt omkring 6.000 kursister og holder til i en bevaringsværdig fabriksbygning på Vesterbrogade 107E i midten af Sundevedsgade Kareen.

Den omfangsrige byfornyelsesproces, som pågår i området, har været medvirkende til, at Rytmisk Center i en årrække har arbejdet med en vision om at udvide og åbne Rytmisk Center mod lokalområdet.

Den grundlæggende idé er at åbne stuen og 1. sal for offentligheden, så der skabes rum for nye aktiviteter, spillested, udstillingssted mv. Dette kan ske gennem en ombygning, hvor bl.a. en transparent facade er med til at synliggøre livet og aktiviteterne i bygningen. Herudover ønsker Rytmisk Center at medvirke til skabelsen af et nyt byrum i form af en musisk-kulturel plads ud mod Enghavevej, som også kan blive ny hovedindgang til Rytmisk Center.

På Kultur- og Fritidsforvaltningens møde med Rytmisk Center blev det drøftet, at det næste skridt i forhold til et videre arbejde med projektet kan være at igangsætte en udviklingsplan for området, der indtænker Rytmisk Center. Dette vil kræve, at der afsættes midler til en udviklingsplan i forbindelse med de kommende forhandlinger om overførselssag eller budget.

I en sådan udviklingsplan kan der ses nærmere på, hvad der kan ske på grunden/pladsen ud mod Enghavevej med afsæt i de muligheder, som lokalplanen giver. Udviklingsplanen kan med fordel udarbejdes i samarbejde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen og andre interessenter og med en ekstern rådgiver tilknyttet i forhold til konkretisering af ideer.

En udviklingsplan, som beskrevet ovenfor, vil kunne understøtte Rytmisk Centers proces med at søge fondsmidler til ombygningen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-

 

Mette Touborg                                        

                                                              /   Mads Kamp Hansen 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021:

Karina Vestergård Madsen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Birgitte Kehler Holst og Karina Bergmann anmodede om, at sagen behandles som A-sag.

Sagen blev behandlet efter dagsordenens punkt 33 (Ansøgning fra HUSET 2450, dansegulv i Sjælør Kirke).

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om et budgetnotat på udviklingsplanen.

Til top