Ansøgning fra HUSET 2450 om at flytte tilskud fra 2021 til 2022 til etablering af dansegulv i Sjælør Kirke
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, hvorvidt det tildelte tilskud på 100.000 kr. i 2021 til Foreningen HUSET 2450 skal flyttes til budgetåret 2022.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at bevillingen på 100.000 kr. til HUSET 2450 til etablering af et dansegulv i Sjælør Kirke flyttes fra 2021 til 2022.
Problemstilling
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 19. januar 2021 besluttede udvalget at bevilge HUSET 2450 100.000 kr. til renovering af den tidligere kirkesal i Sjælør Kirke.
Foreningen HUSET 2450 oplyser, at det har taget længere tid end planlagt at få den samlede finansiering af renoveringen af lokalet, der tidligere har været anvendt som kirkesal, på plads, og at de derfor ikke kan nå at anvende bevillingen på 100.000 kr. i 2021, jf. ansøgning (bilag 1).
I Budget 2022 blev partnerne enige om at bevilge HUSET 2450 en yderligere bevilling på 500.000 kr. i 2022. HUSET 2450 vil gerne flytte de 100.000 kr. til 2022, så de kan anvende alle tilskudsmidlerne fra Københavns Kommune i 2022.
Løsning
Tilskuddet på 100.000 kr. skal, sammen med den yderligere bevilling på 500.000 kr. i 2022, anvendes til at omdanne den tidligere kirkesal i Sjælør Kirke til et danseegnet lokale, som kan bruges til kunst og kulturtilbud i Sydhavnen. Finansieringen går til gulv, malerarbejde, lydvægge, elinstallationer, akustikplader og administration.
Foreningen HUSET 2450 er et tværfagligt samarbejde, der består af KFUM-Spejderne, Børnekulturstedet Karens Minde og dansekompagnierne Gazart og Recoil Performance Group.
Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering
Efter Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning og under afklaring af sagen har forvaltningen foretaget en vurdering af, hvorvidt en bevilling til istandsættelse af en dansesal i Sjælør Kirke ligger inden for kommunalfuldmagtsreglerne.
Lokalet, der er en tidligere kirkesal, er privat ejet, og Foreningen HUSET 2450 har endnu ikke fastsat de organisatoriske rammer for foreningen og dens aktiviteter.
Tilskud til private aktører skal øremærkes lovlige kommunale formål. Som udgangspunkt kan anlægstilskud ikke øremærkes. Forvaltningen har derfor anmodet Ankestyrelsen om en fornyet udtalelse, med henblik på at få mulighed for at øremærke anlægstilskud til lovlige kommunale formål. Forvaltningen afventer Ankestyrelsens svar.
Såfremt Ankestyrelsen ikke kan godkende det øremærkede anlægstilskud, vil bevillingen på 100.000 kr. gå tilbage til Kultur- og Fritidsudvalget og HUSET 2450 vil i stedet kunne ansøge om tilskud til øremærkede aktiviteter i huset. Bevillingen på 500.000 kr. er en del af aftalen om Budget 2022, og vil derfor i givet fald skulle tilbageføres til kassen, såfremt Ankestyrelsen ikke godkender anmodningen om øremærkning af tilskud.
Forvaltningen og HUSET 2450 har arbejdet på, at HUSET 2450 etableres som en folkeoplysende forening for at sikre, at foreningens vedtægter understøtter en organisering og aktiviteter, der kan støttes af Københavns Kommune. Dette arbejde pågår fortsat.
Med en renovering af Kirkesalen i Sjælør Kirke vil foreningen kunne udnytte de kvadratmeter, der er i Sjælør Kirke til aktiviteter for flere børn og unge i Sydhavnen med fokus på bevægelse og kunst, jf. den oprindelige ansøgning (bilag 2)
Ved at flytte bevillingen på 100.000 kr. fra 2021 til 2022, vil der være en bedre mulighed for at projektet vil kunne realiseres.
Økonomi
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at flytte reserveringen af 100.000 kr. til 2022, vil midlerne blive anvist fra de disponible midler, kassemæssig dækning på konto 3.35.64.1 i 2022. De reserverede midler på 100.000 kr. i 2021 tilbageføres til disponering på konto 3.35.64.1.
Videre proces
Hvis ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen udarbejde en ny aftale for det samlede tilskud, når der foreligger en tilladelse fra Ankestyrelsen.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.