Mødedato: 13.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om støtte til Harvest 2021

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra foreningen Jazz på Balders Plads om at overføre et tilskud på 75.000 kr. til festivalen Harvest 2021.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. At Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at den tidligere bevilling på 75.000 kr. til Roots & Jazz på Balders Plads 2021 i stedet kan benyttes til festivalen Harvest 2021.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede den 26. november 2020 et tilskud på 75.000 kr. fra Festivalpuljen 2021 til foreningen Jazz på Balders Plads og projektet Roots & Jazz 2021.

Foreningen blev nødt til at aflyse sommerfestivalen på grund af Coronarestriktioner, og tilskuddet til Roots & Jazz 2021 er derfor ikke blevet udbetalt.

I løbet af efteråret valgte foreningen Jazz på Balders Plads i stedet at afholde en ny festival kaldet Harvest.

Foreningen søger derfor om muligheden for, at det tidligere afsatte tilskud fra Festivalpuljen 2021 på 75.000 kr. i stedet benyttes til at dække udgifter forbundet med afholdelsen af Harvest.  

Løsning

Foreningen Jazz på Balders Plads havde på grund af Corona ikke mulighed for at afholde festivalen Roots & Jazz på Balders Plads i løbet af sommeren 2021, som de ellers havde fået bevilget et tilskud til.

For at holde relationen til både publikum og øvrige samarbejdspartnere ved lige, valgte foreningen i stedet at afholde en ny festival kaldet Harvest. Harvest blev afholdt den 14. og 15. oktober 2021.

Foreningen beskriver Harvest som en urban kulturevent og høstfest med roots, songwriter og jazzmusik.

I modsætning til det oprindelige udendørs projekt Roots & Jazz på Balders Plads blev Harvest afholdt som en indendørs festival på Teaterøen.

Her præsenterede foreningen bl.a. udvalgte navne, der skulle have deltaget i den oprindelige festival Roots & Jazz på Balders Plads i sommeren 2021.

På Harvest blev der i alt præsenteret 27 musikere og udbetalt honorarer på i alt 104.947 kr. Festivalens samlede underskud er på 108.465 kr.

Foreningen har ikke været i dialog med Kultur- og Fritidsforvaltningen om planlægning og afholdelsen af Harvest. Det tidligere bevilgede tilskud til Roots & Jazz på Balders Plads kan derfor ikke benyttes til Harvest uden godkendelse fra Kultur- og Fritidsudvalget.

Foreningen ansøger derfor om, at det tidligere afsatte tilskud fra Festivalpuljen 2021 på 75.000 kr. i stedet kan benyttes som et øremærket tilskud til at dække nogle af de honorarudgifter, der var forbundet med afholdelsen af Harvest.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen udbetale tilskuddet til festivalen Harvest 2021.

Mette Touborg

                                                          /Merete Evers Dewilde

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top