Boblehal ved Hafnia-Hallen
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter det videre arbejde med etablering af boblehal ved Hafnia-Hallen.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på sit møde den 14. oktober 2021 at reservere 0,9 mio. kr. i 2021 til klargøring og opstilling af boblehal ved Hafnia-Hallen i 2021 samt 0,2 mio. kr. i 2022 til drift af hallen. Da det først er realistisk at etablere banen med henblik på vintersæsonen 2022-23, skal udvalget tage stilling til sagens videre forløb.
Løsning
CPH Beachvolley har købt en oppustelig boblehal, der skal anvendes til beachvolley. Hallen ønskes opsat ved Hafnia-Hallen på et areal, hvor der i dag er anlagt beachvolley-baner. Det er tanken, at hallen opstilles om efteråret og tages ned om foråret, så det også bliver muligt at anvende beachvolley-banerne om vinteren.
Siden beslutningen i Kultur- og Fritidsudvalget, har forvaltningen, Hafnia-Hallen og Copenhagen Beach arbejdet på at afklare forudsætningerne for at kunne rejse hallen. I samarbejde med S/I Hafnia-Hallen har CPH Beachvolley indhentet rådgivningsbistand fra Rambøll, der har erfaring med opsætning af boblehaller. Der er nu fundet en mulig placering af hallen jf. bilag 2.
For at kunne opføre hallen, skal der indgås en række aftaler og indhentes forskellige tilladelser, hvorefter selve opsætningen kan igangsættes jf. bilag 1. Det er vurderingen, at dette arbejde ikke kan afsluttes i vintersæsonen 2021-22, hvorfor der sigtes efter en opsætning af hallen i efteråret 2022.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre på baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser og tilkendegivelser.
Mette Touborg/
Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at afsætte finansiering til boblehallen, med henblik på at hallen opsættes i efteråret 2022 (0,9 mio. kr. fra udvalgets disponible midler).
Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser.