Mødedato: 13.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Grønnegårds Teatrets placering

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges orientering om Grønnegårds Teatrets fremtidige placering.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager det videre arbejde med Grønnegårds Teatrets placering til efterretning.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at forudsætningerne for opfyldelse af mål i Grønnegårds Teatrets lille storbyteater-aftale er ændret.

Problemstilling

Grønnegårds Teatrets hidtidige lejemål og spillested i Design Museum Danmarks have er ikke blevet forlænget. Grønnegårds Teatret står derfor uden fast spillested fra sommeren 2022.

Opsigelsen medfører, at teatret vil have vanskeligt ved at opfylde målene i lille storbyteater-aftalen, og forventningerne til målene skal derfor tilpasses den aktuelle situation.

Løsning

Grønnegårds Teatret er lille storbyteater i København i perioden 2021-2024. Teatret skal, ifølge aftalen (bilag 1), mindst producere en ny forestilling årligt med mindst 40 opførelser samt arbejde for en konsolidering af egenkapitalen, med henblik på flere mulige egenproduktioner. Teatret modtager 1,5 mio. kr. i årligt tilskud.

Grønnegårds Teatret har hver sommer siden 1982 spillet i Design Museum Danmarks have, hvor der er plads til ca. 1.000 publikummer pr. forestilling, og hvor teateroplevelsen suppleres af en udflugtsoplevelse. Haven og de omkringliggende bygninger har faciliteter til omklædning, og scenografien står beskyttet i haven, når der ikke spilles.

Den aktuelle situation

I sommeren 2022 forventer Grønnegårds Teatret at spille i Odd Fellowpalæets have, hvor der er plads til 600 publikummer pr. forestilling. Det lavere publikumstal medfører en lavere billetindtægt og dermed også en begrænsning af muligheden for at konsolidere teatrets økonomi.

Grønnegårds Teatret spiller hovedforestillingen ca. 52 dage hver sommer, og, hvis der spilles familieforestilling, yderligere ca. 24 forestillinger i samme periode. Derudover har teatret prøver i ca. 3-4 uger i den færdige scenografi og skal bruge ca. 4-5 uger til opbygning og nedtagning af scenografi. Der er således behov for eksklusiv adgang til et spillested fra ca. 7. maj - ca. 1. september hver sommer.

Grønnegårds Teatret afsøger nu mulighederne for et nyt permanent spillested med plads til omkring 1.000 publikummer pr. forestilling, omklædningsfaciliteter for de medvirkende skuespillere og mulighed for aflåsning af området, så scenografien, teknisk udstyr og bænke ikke beskadiges i spilleperioden. Det er endvidere meget væsentligt, at den særlige publikumsoplevelse med udflugt kan bevares, og at der er tilgængelige publikumsfaciliteter – toiletter m.v.

Forvaltningen har sammen med Grønnegårds Teatret set på mulighederne på Bellahøj Friluftsscene. Her er udfordringen, at der vil skulle etableres scenetårne, lejes containere til omklædning og toiletfaciliteter samt betales for vagter i scenografien hver nat, men der arbejdes videre med yderligere oplysning og budgettering af muligheden. Såfremt Grønnegårds Teatret skulle placeres på Bellahøj, vil det medføre, at andre aktiviteter ikke umiddelbart kan finde plads der i sommerperioden. Teatret stiller sig dog åben over for, at andre scenekunstnere ville kunne spille i Grønnegårds kulisser, hvis muligt. 

Da man i dag skal leje området ved Bellahøj Scene på dagsbasis af Teknik- og Miljøforvaltningen, vil en løsning, hvor Grønnegårds Teatret placeres på Bellahøj Friluftsscene desuden kræve, at man ændrer bestemmelserne for brugen af området, både hvad angår de økonomiske aspekter og i forhold til antallet af aktivitetsdage. I dag er der et loft på ca. 20 aktivitetsdage om året.

Grønnegårds Teatret afsøger også muligheden for at etablere sommerteater i haven ved Kommunehospitalet, som ejes af Jeudan og udlejes til Københavns Universitet. Her er udfordringerne de samme som på Bellahøj i forhold til aflåsning og etablering af teknisk udstyr, garderobe, toiletfaciliteter samt cafe. 

Teatret forventer at søge fondsfinansiering i forbindelse med en kommende flytning.

Ændring af aftale

Grønnegårds Teatret har ikke brug for at få ændret målene i teatrets lille storbyteater-aftale lige nu, men opnåelse af målet om konsolidering af egenkapitalen er udfordret af den nuværende situation, hvor forudsætningerne er væsentligt ændret.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen fortsat bistå Grønnegårds Teatret med at finde nyt spillested.

Forvaltningen vil desuden orientere Kulturministeriet ved Slots- og Kulturstyrelsen, med henblik på senere at kunne få godkendt ændringer i lille storbyteater-aftalen, såfremt det bliver nødvendigt.

Kultur- og Fritidsudvalget vil blive orienteret igen, så snart der er nyt om en varig løsning for placering af teatret, og hvis der bliver behov for ændring af aftalen.

Mette Touborg/

                                                          Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021:

Følgende repræsentant fra Grønnegårds Teatret havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen:

  • Steen Stig Lommer

 

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen. Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med sagen på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser.

Til top