Mødedato: 13.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udmøntning af de idrætssociale indsatser

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til udmøntning af de idrætssociale indsatser, jf. Budget 2022 samt reviderede retningslinjer for kontingentstøtteordningen for børn og unge. 

Indstilling

Kultur og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget udmønter de varige midler, der med Budget 2022 blev afsat til forvaltningens idrætssociale indsatser, i overensstemmelse med denne indstilling.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender de reviderede retningslinjer for kontingentstøtteordningen for børn og unge.

Problemstilling

Med Budget 2022 blev der afsat varige midler til en række af forvaltningens idrætssociale indsatser, som har til formål at introducere, inkludere og fastholde socialt udsatte børn og deres forældre i kultur- og idrætslivet. Det drejer sig om følgende indsatser: FerieCamp, FritidsGuiderne KBH, kontingentstøtteordningen for børn og unge, sociale partnerskaber med 10 foreninger samt børne- og ungekulturpiloterne. Midlerne udmøntes nu i henhold til budgetnotaterne.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har gennem de sidste mange år inkluderet udsatte børn og deres forældre til det københavnske kultur- og fritidsliv. Forvaltningen arbejder med en række virkningsfulde indsatser og metoder, der tilsammen udgør Kultur- og Fritidsforvaltningens idrætssociale forandringsmodel, der består af fire elementer:

  1. Introduktion til kultur- og foreningsaktiviteter via FerieCamp,
  2. Guidning til kultur- og foreningslivet via FritidsGuiderne KBH,
  3. Økonomisk muliggørelse via Kontingentstøtteordningen, og
  4. Fastholdelse i et aktivt foreningsliv via Sociale partnerskabsaftaler med 25 udvalgte foreninger, og Børne- og Ungekulturpiloterne på Amager

FerieCamp er gratis kultur- og idrætsaktiviteter for børn og unge i alderen 3-17 år i de store skoleferier. Med Budget 2020 blev FerieCamp ændret til en mere fleksibel geografisk model, hvor de forskellige FerieCamps ikke er fastlagt til givne områder af København, men hvor beliggenhed, karakter og antal tilrettelægges med udgangspunkt i målgruppens aktuelle behov. Behovet bliver vurderet af forvaltningen sammen med bl.a. lokale aktører som SSP, SOF, boligsociale helhedsplaner, foreninger mm. Med Budget 2022 er der afsat 2,25 mio. kr. årligt til dele af indsatsen. Bevillingen til den resterende del af indsatsen på 3 mio. kr. årligt udløber med udgangen af 2023.

FritidsGuiderne KBH hjælper børn og unge i alderen 3-17 år i gang med en fritidsaktivitet. Indsatsen leverer råd og vejledning om foreningstilbuddene i København, hjælper med at finde den rette fritidsaktivitet, koordinerer prøvetimer, inddrager forældre og følger efter behov barnet afsted til aktiviteten de første gange med hjælp fra en frivillig FritidsGuide, der er rekrutteret og klædt på til opgaven. Til indsatsen er afsat 2,1 mio. kr. i 2022 og herefter 1,8 mio. kr. årligt.

Kontingentstøtteordningen giver børn og unge i alderen 3-17 år støtte til deltagelse i folkeoplysende foreninger og i kulturtilbud på Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner. Med Budget 2022 er der også afsat midler til et digitalt styringssystem til håndtering af ansøgninger og overblik over de børn og unge, der er tildelt støtte. Til indsatsen er afsat 2,7 mio. kr. i 2022 og herefter 2,4 mio. kr. årligt.

Reviderede retningslinjer for kontingentstøtteordningen

Forvaltningen har de seneste fire år tilegnet sig en række erfaringer med kontingentstøtteordningen. Disse erfaringer giver anledning til at præcisere retningslinjerne samt revidere dem på udvalgte områder. I bilag 1 findes de nuværende retningslinjer, og i bilag 2 findes de reviderede retningslinjer.

Justeringerne består primært af sproglige justeringer og præcisering af de dele af retningslinjerne, som foreningerne løbende har stillet uddybende spørgsmål til.

Dertil foreslår forvaltningen nedenstående indholdsmæssige ændringer:

  • At der fremadrettet også kan ydes støtte til børn og unges deltagelse i aktiviteter hos aftenskoler, der benytter visitkortmodellen. Visitkortmodellen giver aftenskolerne mulighed for også at lave hold for børn og unge og få tilskud på samme vilkår som andre børne- og ungeforeninger.
  • At max 30 % af foreningens/kulturtilbuddets børne- og ungemedlemmer må modtage kontingentstøtte. Hidtil var det 30% af det samlede antal medlemmer i foreningen/kulturtilbuddet.
  • At forvaltningen i særlige tilfælde kan give dispensation til at overskride grænsen på de ovennævnte 30%, fx hvis der er tale om en forening, som har det som sit primære formål at inkludere børn fra trængte familier.
  • At barnet kan få støtte til at starte i en anden forening/kulturtilbud, hvis det stopper i en forening/kulturtilbud, hvor det allerede har fået tildelt kontingentstøtte. Herved får målgruppen mulighed for at skifte aktivitet på lige vis som andre børn. Barnet/den unge kan dog max få tildelt kontingentstøtte to gange årligt.

Sociale Partnerskaber er aftaler med 25 folkeoplysende foreninger, der gør en særlig indsats for at rumme, inkludere og fastholde udsatte børn og unge. Formålet med de sociale partnerskaber er overordnet set at sikre stabile, rummelige foreningstilbud for børn og unge i de udsatte byområder. Foreningerne modtager årligt 0,2 mio. kr. til ansættelse af en ressourceperson, der skal sikre inklusion af børn og unge i foreningen, understøtte de frivillige og indgå i lokale samarbejder om målgruppen. De 25 foreninger, der pt. indgår i ordningen, løfter dette på forskellig vis, afhængig af den enkelte forenings situation, beliggenhed, historik mm. Således fokuserer nogle foreninger primært på rekruttering af børn og unge, mens det centrale for andre foreninger er fastholdelsen af de udsatte børn. For en del af de foreninger, der har været med i ordningen over en årrække, er metodeudvikling også et vigtigt indsatsområde.

Med Budget 2022 blev bevillingen, der stod til udløb 31. december 2021, gjort varig. Med bevillingen har der været indgået sociale partnerskaber med følgende ti foreninger: Amager Judo Skole, BK Union, BK Skjold, BK Vestia, Copenhagen Floorball Club, Global Kidz, Hovedstadens Basketball Fællesskab, Hovedstadens Svømmeklub, Rollespilsfabrikken og Stevnsgade Basketball. Forvaltningen anbefaler, at aftalerne med disse foreninger forlænges til og med 2024, såfremt foreningerne selv ønsker det. Forvaltningen udarbejder således nye tilskudsaftaler og handleplaner med foreningerne for de kommende tre år.

Med tilskudsaftalerne får foreningerne en forhåndsgodkendelse på tilskud for tre år. Kultur- og Fritidsforvaltningen følger løbende foreningernes indsatser via sparring, netværksmøder og halvårlige statusmøder i hver forening. Såfremt forvaltningen vurderer, at en forening ikke lever op til formålet og kravene forbundet med det sociale partnerskab indenfor den treårige periode, vil forvaltningen indstille overfor Kultur- og Fritidsudvalget, at foreningen får frataget det sociale partnerskab. I dette tilfælde igangsætter forvaltningen en ansøgningsrunde, der giver mulighed for, at en ny forening kan få tildelt socialt partnerskab.

Såfremt der ved de kommende års budgetforhandlinger bliver afsat varige midler til de resterende 15 partnerskaber, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen fremlægge en model og proces for fordeling af midlerne fra 2025 og frem.

Bevillingerne til de resterende sociale partnerskaber udløber henholdsvis med udgangen af 2023 med en bevilling på 1,3 mio. kr. årligt (fem foreninger), medio 2024 med en bevilling på 1 mio. kr. årligt (fem foreninger) og med udgangen af 2024 med en bevilling på 1,3 mio. kr. (fem foreninger).   

Børne- og Ungekulturpiloterne er en indsats, der uddanner børn og unge til kulturiværksættere og -ambassadører, og giver børn og unge en oplevelse af, at de kan påvirke deres omgivelser og spille en rolle i det samfund, der omgiver dem både i skolen og i fritiden. Målgruppen er primært børn og unge i alderen 10-18 år fra og omkring Urbanplanen. Til indsatsen er afsat 0,5 mio. kr. årligt.

Organisering

FerieCamp, FritidsGuiderne, kontingentstøtteordningen og de Sociale Partnerskaber er bydækkende indsatser, hvorfor de er forankret i Idrætsudvikling. Da børne- og ungekulturpiloterne har fokus på Amager og ikke er bydækkende som de andre indsatser, forankres indsatsen fremover i Kultur S.

Løbende udvikling

De idrætssociale indsatser udvikler sig løbende på baggrund af målgruppens behov, nye og eksisterende samarbejder med interne og eksterne partnere, ligesom ny viden løbende bliver inkluderet i videreudviklingen af indsatserne. Da der er tæt sammenhæng mellem de bydækkende idrætssociale indsatser, sker den løbende metodeudvikling og behovsvurdering i et tæt samspil mellem indsatserne. Resultaterne af børnesundhedsprofilen, som blev foretaget for første gang i efteråret 2021, vil fremadrettet spille en vigtig rolle i behovsvurderingen.

For at sikre at ressourcerne bliver anvendt, hvor behovet aktuelt er størst, anbefaler forvaltningen, at indsatserne bliver samtænkt økonomisk. Forvaltningen kan dermed arbejde mere fleksibelt og behovsorienteret i forhold til metodeudviklingen af det idrætssociale område og gøre en særlig indsats, hvor behovet er størst, samtidig med at grundleverancen og kernedriften på de prioriterede idrætssociale indsatser bliver opretholdt.

Alle elementer i forandringsmodellen – introduktion, guidning, økonomisk muliggørelse og fastholdelse - bevares således, samtidig med at der sikres fleksibilitet afhængig af behov og efterspørgsel.

Bevillingsudløb på dele af indsatserne

I forbindelse med udvalgets temadrøftelse af de idrætssociale indsatser på udvalgsmødet den 12. november 2020 udtrykte Kultur- og Fritidsudvalget ønske om forankring af hele det idrætssociale område. Det bemærkes dog, at der med Budget 2022 udelukkende blev afsat varige midler til dele af FerieCamp og 10 af de i alt 25 sociale partnerskaber med foreninger. Med udgangen af 2023 udløber restbevillingen på FerieCamp, ligesom bevillingen til sociale partnerskaber med fem foreninger udløber i 2023 og sociale partnerskaber med 10 foreninger udløber i 2024.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen arbejde videre med indsatserne i henhold til udvalgets beslutning.

 

Mette Touborg/

                             Thomas Bach

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen blev anmodet om at udarbejde et budgetnotat til Budget 2023, hvor de resterende idrætssociale indsatser, der udløber i henholdsvis 2023 og 2024, samles og gøres varige, således at der kan anlægges en samlet tilgang på det idrætssociale område.

Til top