Mødedato: 13.12.2021, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Tilskudsaftale til HIGH FIVE 2022-2024

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til tilskudsaftale mellem BørneBasketFonden og Københavns Kommune vedrørende foreningssamarbejdet HIGH FIVE.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender tilskudsaftalen mellem BørneBasketFonden og Københavns Kommune vedrørende foreningssamarbejdet HIGH FIVE. 

Problemstilling

Med Budget 2022 er der samlet set afsat 4,91 mio. kr. til HIGH FIVE i perioden 1. januar 2022 - 31. december 2024.

Aftalen skal godkendes af Kultur- og Fritidsudvalget.

Løsning

HIGH FIVE er et foreningssamarbejde på tværs af idrætsgrene, og har som målsætning at øge foreningsdeltagelsen ved at bevæge, aktivere og motivere mere end 33.000 børn i de københavnske folkeskoler, KKFO’er og daginstitutioner i 2022-2024.

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen har ikke været inddraget i udviklingen af projektet. Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet et udkast til en tilskudsaftale (bilag 1), der flugter med foreningernes ansøgning, der indgik i forhandlingerne om Budget 2022.

Om indsatsen
Projektet er nyt og udviklet i fællesskab af BørneBasketFonden, Amager Judo Skole og Ajax København Håndbold og omfatter derudover en række københavnske foreninger inden for basketball, judo og håndbold. Der vil blive inddraget yderligere to idrætsgrene i projektperioden.

Projektet vil blive ledt og koordineret af BørneBasketFonden suppleret med en koordinerende funktion inden for hver idrætsgren.

Indsatsen har følgende målsætninger:

  • Afvikling af bevægelsesforløb for mere end 1.300 klasser for mere end 33.000 børn og unge
  • Deltagelse af mindst 35 folkeskoler i Københavns Kommune
  • 1.500 nye medlemmer i de deltagende foreninger
  • Fem nye lokale foreningsdannelser på skoler og/eller opstart af satellit-afdelinger af de deltagende foreninger

Hvert Åben Skole-forløb omfatter seks ugers aldersrelateret bevægelsesaktivitet i et ugentligt dobbeltmodul (90 min) pr. uge og foregår på skolen. Indholdet af alle forløbene kvalificeres af BørneBasketFonden, så det matcher skolernes læringsmål for de enkelte klassetrin. Dette gøres med hjælp fra DGI og gennem BørneBasketFondens strukturerede samarbejde med Dansk Skole Idræt.

Herudover afvikles en 7. brobygnings-træning ude hos foreningerne for at mindske afstanden mellem skole og forening. Den lokale forankring styrkes desuden ved, at skolerne er medfinansierende, og at tilrettelæggelsen af forløbene på den enkelte skole dermed sker i samarbejde med skoleledelsen. Herudover arbejder flere af projektets parter på at opstarte nye lokale satellitafdelinger ude på skolerne, så en del af de børn, der har fået interesse for sportsgrenene, kan fortsætte i foreningsregi i kendte, trygge rammer.

For daginstitutioner og KKFO’er vil forløbene være mere fleksible og kan fx tilrettelægges som hel-/halvårs-forløb eller som kortere indsatser, der i KKFO’erne fx kan inkludere stævneafvikling på tværs af flere institutioner.

Tilskudsaftalen
Tilskuddet udbetales i tre rater i begyndelsen af hvert år i perioden 2022-2024, fordelt med 1,48 mio. kr. i 2022, 1,56 mio. kr. i 2023 samt 1,87 mio. kr. i 2024. BørneBasketFonden administrerer tilskuddet og aflægger status og regnskab årligt samt en afsluttende evaluering i 2025.

I tilskudsaftalen præciseres det, at der nedsættes en følgegruppe med deltagere fra Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen. Følgegruppen mødes halvårligt med projektejer og følger, drøfter og giver sparring på progressionen i indsatsen. Dermed sikres der både erfaringsudveksling samt løbende koordinering med Samarbejdspuljen (pulje på 1 mio. kr., der støtter Åben Skole forløb med foreninger), Aktive Børn i Forening, Sociale partnerskaber og andre relevante indsatser i kommunen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, sendes tilskudsaftalen til underskrift hos BørneBasketFonden.

 

Mette Touborg

/Thomas Bach

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021:

Kultur- og Fritidsforvaltningen præciserede, at det af aftalen vil fremgå, at medlemsudviklingen i de involverede foreninger måles via CFR (Centralt ForeningsRegister), som er en portal til registrering af foreningers medlemstal. Portalen er udviklet og drevet af DGI, DIF og Firmaidrætten.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top