Brugsaftale for Aftenskolernes Hus
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til opdeling af ejendommen Tomsgårdsvej 35 og indgåelse af midlertidig brugsaftale med Foreningen Aftenskolernes Hus.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at ejendommen Tomsgårdsvej 35 opdeles i to selvstændige lejemål, med henblik på at KEID indgår erhvervslejekontrakt med AOF for 1. sal.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at forvaltningen indgår en midlertidig brugsaftale med foreningen Aftenskolernes Hus for den resterende del af ejendommen Tomsgårdsvej 35.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at anlægstilskuddet til Aftenskolernes Hus øges med 1,84 mio. kr. svarende til momskompensation for tilskuddet.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 14. oktober 2021:
Sagen blev af tidsmæssige grunde udsat til den 13. december 2021.
Problemstilling
Med Budget 2020 blev det besluttet, at der skal etableres et Aftenskolernes Hus i ejendommen Tomsgårdsvej 35. Foreningen Aftenskolernes Hus står for at ombygge og renovere ejendommen Tomsgårdsvej 35. Efterfølgende skal foreningen desuden stå for driften af ejendommen.
Før ombygning og renovering af ejendommen kan påbegyndes, skal Kultur- og Fritidsforvaltningen indgå en brugsaftale med foreningen Aftenskolernes Hus, som er bygherre på projektet.
Foreningen Aftenskolernes Hus har ønsket, at ejendommens første sal udlejes til AOF, der vil benytte etagen til kontor. For at muliggøre dette, skal ejendommen opdeles, således at KEID kan indgå en erhvervslejekontrakt for etagen med AOF. Kultur- og Fritidsudvalget skal godkende opdeling af ejendommen.
Løsning
Med Budget 2020 blev det besluttet at etablere et Aftenskolernes Hus i den del af ejendommen Tomsgårdsvej 35, som Kultur- og Fritidsforvaltningen rådede over. Efterfølgende fraflyttede Socialforvaltningen den anden halvdel af ejendommen, og på den baggrund godkendte Borgerrepræsentationen den 14. maj 2020 en ændring af businesscasen, således at der etableres et samlet Aftenskolernes Hus på 1.800 kvadratmeter i ejendommen.
Aftenskolernes Hus skal danne rammerne om aftenskolernes mange forskellige aktiviteter og skabe et sammenhængende kultur-, bevægelses- og undervisningsmiljø, hvor københavnere kan møde aftenskolerne. Aftenskolernes Hus vil blandt andet rumme musiklokaler, værksteder, motionsfaciliteter, undervisnings- og foredragssal samt køkken.
Etablering af kontorlokaler
Det er hensigten med Aftenskolernes Hus, at ejendommen tillige skal huse kontorfaciliteter for aftenskoler, der måtte ønske dette. AOF har udtrykt ønske om at flytte aftenskolens administration til 1. sal i Tomsgårdsvej 35. Da sekretariatsdrift ikke er en lovlig kommunal opgave, skal der opkræves markedsleje for de lokaler, der anvendes til kontor. For at muliggøre dette, skal ejendommen Tomsgårdsvej 35 opdeles i to adskilte lejemål, hvor KEID udlejer 1. salen til AOF på markedsvilkår, mens den resterende del af ejendommen forbliver på en intern standardlejekontrakt og via en brugsaftale stilles vederlagsfrit til rådighed for foreningen Aftenskolernes Hus. Foreningen Aftenskolernes Hus bakker op om denne løsning.
Den interne leje for ejendommen Tomsgårdsvej 35 er beregnet til 1,4 mio. kr. årligt. Lejen vil blive genberegnet efter opdeling af lejemålet. Lejen finansieres af forenings- og aftenskolepakken.
Midlertidig brugsaftale med foreningen Aftenskolernes Hus
Før ombygning og renovering af ejendommen kan påbegyndes, skal Kultur- og Fritidsforvaltningen indgå en brugsaftale med foreningen Aftenskolernes Hus, som er bygherre på projektet.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil indgå en midlertidig brugsaftale, der ophører, når ejendommen er klar til ibrugtagning. Efter ombygning og renovering af ejendommen, vil KEID udstede en ny standardlejeaftale for ejendommen til Kultur- og Fritidsforvaltningen. På den baggrund kan Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejde en ny treårig brugsaftale med foreningen Aftenskolernes Hus, der fastlægger rammerne for driften af Aftenskolernes Hus. Kultur- og Fritidsudvalget vil blive forelagt den nye aftale til godkendelse.
Ændring af tilskudsstørrelse og status på byggesagen
En ombygning og renovering af hele Tomsgårdsvej 35 til Aftenskolernes Hus er estimeret til at koste 9,3 mio. kr. ekskl. moms. Heraf er 300.000 kr. finansieret via businesscasen og 9 mio. kr. finansieres via forenings- og aftenskolepakken. De 9 mio. kr. skal udbetales som anlægstilskud til foreningen Aftenskolernes Hus.
Kultur- og Fritidsudvalget blev den 22. oktober 2020 orienteret om ændret praksis vedrørende momsrefusion i forbindelse med tilskud, som betyder, at der ikke længere udbetales momskompensation sammen med tilskuddet. Da de faktiske anlægsudgifter inklusive moms for Aftenskolernes Hus overstiger 9,3 mio. kr., er det nødvendigt at øge anlægstilskuddet med 1,84 mio. kr. svarende til momskompensationen for tilskuddet. Det samlede anlægstilskud fra forenings- og aftenskolepakken bliver dermed 10,84 mio. kr. Ændringen har ingen økonomiske konsekvenser, da forskellen dækkes af momskompensation for tilskuddet.
Der er opnået byggetilladelse til ombygning og renovering. Projektet har været udsat på grund af corona, da det har været vanskeligt at forudse situationen for aftenskolerne, og fordi lokalerne blev benyttet til corona-testcenter. Med udgangspunkt i den midlertidige brugsaftale kan Kultur- og Fritidsforvaltningen udbetale anlægstilskud til foreningen Aftenskolernes Hus, så ombygning og renovering kan igangsættes. Projektering og udbud vil blive igangsat umiddelbart herefter. Projektet forventes at tage 8-10 måneder.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen gå i dialog med foreningen Aftenskolernes Hus med henblik på at udarbejde en midlertidig brugsaftale gældende fra den 15. oktober 2021.
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil desuden bestille opdeling af lejemålet hos KEID, med henblik på at KEID indgår erhvervslejekontrakt med AOF for 1. sal.
Mette Touborg
/ Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. december 2021:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.