Mødedato: 13.12.2001, kl. 15:00

Oprettelse af "Lokalkulturpuljen"

Oprettelse af "Lokalkulturpuljen"

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 13. december 2001

 

8. Oprettelse af "Lokalkulturpuljen"

(KFU 466/2001)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget opretter "Lokalkulturpuljen" pr. 1. januar 2002 med et årligt budget på 500.000 kr.

at Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder retningslinier for "Lokalkulturpuljen"

at der anvises dækning for 309.000 kr. på konto 3.64.1. Andre kulturelle opgaver. Frie midler (4 lokalpuljer) og for 191.000 kr. på konto 3.64.1Andre kulturelle opgaver. Frie midler (Københavns Kulturfond).

 

RESUME

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 26. april 2001 - i forbindelse med drøftelser vedrørende tilbageføring af bydelene - principielt at oprette en lokalpulje under Kultur- og Fritidsudvalget pr. 1. januar 2002 "med henblik på at fortsætte kulturaktiviteter i alle bydele, som ikke kan søges i Kulturfonden ".

Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet et forslag til retningslinier for en lokalpulje, "Lokalkulturpuljen", med et samlet budget på 500.000 kr.

 

SAGSBESKRIVELSE

Forhistorie

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 26. april 2001 - i forbindelse med drøftelser vedrørende tilbageføring af bydelene - principielt at oprette en lokalpulje under Kultur- og Fritidsudvalget pr. 1. januar 2002 "med henblik på at fortsætte kulturaktiviteter i alle bydele, som ikke kan søges i Kulturfonden ".

Kultur- og Fritidsudvalget/Magistratens 1. afd. har tidligere (1993-1998) administreret en bydelspulje. Denne pulje havde som formål at støtte kulturelle aktiviteter, der var forankret i lokalområderne i Københavns Kommune. Et yderligere formål var at støtte det lokale, tværkulturelle samarbejde i bydelene. Puljen havde i 1997 et budget på 872.000 kr. og et forbrug på 541.267 kr. I 1998 havde puljen et budget på 815.144 kr. og et forbrug på 485.144 kr. Bydelspuljen blev nedlagt med virkning fra 1. januar 1999.

Forslag til retningslinjer

Forvaltningen har på baggrund af udvalgets beslutning på mødet den 26. april 2001 udarbejdet nedenstående forslag til retningslinier for puljen.

  • Der kan søges om støtte til kulturelle aktiviteter, arrangementer eller projekter, der er forankret i et lokalområde/en bydel i Københavns Kommune. Eksempelvis kulturdage, festivaler, foredrag, teater, musik, dans eller tværgående arrangementer.
  • Aktiviteten skal gennemføres via et samarbejde mellem to eller flere lokale foreninger, organisationer, institutioner.
  • Projektet skal foregå i Københavns Kommune og være åbent for offentligheden.

  • Der stilles ikke krav om deltagelse af professionelle kunstnere eller arrangører

  • Der stilles ikke aldersmæssige krav til projektets målgruppe
  • Der ydes ikke støtte til produktion af film, bøger, video eller til indspilning af musik.
  • Der ydes ikke støtte til anlægsarbejde.
  • Tilskuddet ydes i form af en underskudsgaranti

  • Der er månedlig ansøgningsfrist den 1. i hver måned, eller førstkommende hverdag herefter
  • Ansøger (personer/institutioner/foreninger) skal have adresse i Københavns Kommune

Forvaltningens bemærkninger

Med henblik på at udvikle og støtte et lokalt, tværkulturelt samarbejde i lokalområderne anbefaler forvaltningen at der stilles krav om samarbejde mellem to eller flere lokale foreninger, organisationer, institutioner.

Da mange lokalprojekter er forholdsvis små og har en planlægningsmæssig begrænset tidshorisont, er det nødvendigt med en månedlig ansøgningsfrist, således at lokalprojekter ikke mister muligheden for hurtigt kendskab til, hvorvidt et projekt opnår støtte. Ansøgningerne foreslås, som ansøgningerne til Københavns Kulturfond, forelagt Kultur- og Fritidsudvalget 10 gange årligt.

Med henblik på at forenkle ansøgningsproceduren har forvaltningen udarbejdet forslag til ansøgningsskema (bilag 1).

Til brug for henholdsvis en synliggørelse af udvalgets lokalkulturpolitiske tiltag og en udbredelse af kendskabet til "Lokalkulturpuljen" finder forvaltningen det hensigtsmæssigt at udarbejde og distribuere en pjece om puljen. Udgiften hertil vil beløbe sig til ca. 5.000 kr. kr., hvilket beløb vil anvist af den samlede puljes midler.

Det skal bemærkes, at Jens Kjær Christensen på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 8. november 2001 anmodede forvaltningen om en indstilling om overførsel af 1 mio. kr. fra Københavns Kulturfond til en pulje vedrørende lokale kulturaktiviteter.

Når forvaltningen desuagtet kun har indstillet en pulje på 500.000 kr., skyldes det bl.a., at den tidligere bydelspulje havde et årligt forbrug på ca. 500.000 kr., selvom bevillingen var betydeligt større, samt at Kultur- og Fritidsudvalget i lighed med tidligere år har afsat 26.000 kr. i støtte til hvert lokalråd i Københavns Kommune til kulturelle sommeraktiviteter.

MILJØVURDERING

Der er ikke foretaget en miljømæssig vurdering.

ØKONOMI

Der kan anvises dækning for 309.000 kr. på konto 3.64.1. Andre kulturelle opgaver. Frie midler (4 lokalpuljer), hvor der er afsat 309.000 kr. i 2002 og for 191.000 kr. på konto 3.64.1Andre kulturelle opgaver. Frie midler (Københavns Kulturfond), hvor der er afsat 3,8 mio. kr. i 2002.

BILAG

1. Forslag til ansøgningsskema

 

Ida Munk

/Merete Evers

 

 

Til top