Mødedato: 13.12.2001, kl. 15:00

Videreførsel af støtten til Børnekulturstederne

Videreførsel af støtten til Børnekulturstederne

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 13. december 2001

 

5. Videreførsel af støtten til Børnekulturstederne

(KFU 460/2001)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tager statusredegørelserne fra Børnekulturhus Amar, Børnekulturstedet Vesterbro og Børnekulturstedet Karens Minde til efterretning

at Kultur- og Fritidsudvalget forlænger de indgåede kontrakter med et år fra 1. januar 2002 med et tilskud på 200.000 kr. til Børnekulturstedet Vesterbro, 100.000 kr. til Børnekulturstedet Karens Minde og 495.000 kr. til Børnekultursted Amar

at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger forvaltningen til i samarbejde med børnekulturstederne at foretage tilretninger af kontrakterne i relation til opnåede erfaringer i 2001

at der anvises dækning for det samlede beløb på 0,795 mill. kr. på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Børnekultursteder og Børnekultursted Amar).

 

RESUME

Med baggrund i en gennemgang af statusredegørelser og kontraktindhold for børnekulturstederne Amar, Vesterbro og Karens Minde er det indtrykket, at der i 2001, som det også var tilfældet 2000, har været et stabilt højt aktivitetsniveau med et kunstnerisk niveau og input, der har medvirket til en kulturel berigelse af lokalområderne.
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 22. november 2001 vedtog udvalget at overføre et samlet beløb på 0,265 mill. kr. fra folkeoplysningsmidlerne til Kulturudvikling med henblik på en videreførsel af Børnekulturhus Amar og Børnekulturstedet Vesterbro. Overførslen svarer til de midler, som de to børnekultursteder hidtil har modtaget i værestedsstøtte.

Det indstilles derfor, at børnekulturstedernes statusredegørelser tages til efterretning, og at de et-årige kontrakter med børnekulturstederne forlænges med et år.

 

SAGSBESKRIVELSE

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 23. november 2000 (KFU 500/2000) at forlænge kontrakterne med børnekulturstederne Amar, Vesterbro, Karens Minde med et år gældende fra 1. januar 2001.

I kontrakterne for 2001, der blev udformet i samarbejde med børnekulturstederne, blev der i forhold til 2000 foretaget enkelte justeringer vedrørende åbningstider og aktiviteter. I kontrakterne er der fokuseret på konkrete målsætninger og resultatkrav, der omfatter midlernes anvendelse, aktiviteternes kvalitet og kunstneriske indhold, husleje, tilknyttede medarbejdere, deltagende børn og institutioner, supplerende indtægter og løbende evaluering. Der er tillige oplistet en række forudsætninger for tildeling af støtte, heriblandt at børnekulturstederne løbende rapporterer om ændringer/forskydninger i de godkendte aktivitetsplaner, at børnekulturstederne er aktive medspillere i lokalområdet, og at der i september 2001 skulle udarbejdes et foreløbigt regnskab og en statusredegørelse, hvor børnekulturstedets udvikling og resultater blev beskrevet og kort evalueret.

Forvaltningens gennemgang af de indsendte statusredegørelser og foreløbige regnskaber viser, at børnekulturstedernes aktivitetsniveau i 2001 har været på højde med niveauet i 2000, ligesom det kan konstateres, at kontrakterne og de betingelser, der heraf følger, fungerer efter hensigten og udgør et godt vurderingsgrundlag for børnekulturstedernes planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af aktiviteter og kulturelle input til lokalområdets børn, unge og forældre.

Det er indtrykket, at børnekulturstederne bl.a. ved hjælp af flere års driftsstøtte fra kommunen, har fået opbygget et lokalt netværk og en stabil struktur, der gør det muligt at opretholde et stabilt højt aktivitetsniveau med et kunstnerisk niveau og input, der medvirker til en kulturel berigelse af lokalområdet og dets beboere, og også giver børn i andre dele af København kulturelle oplevelser gennem de velbesøgte sommerarrangementer.

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 22. november 2001(KFU 435/2001) vedtog udvalget at overføre et samlet beløb på 0,265 mill. kr. fra folkeoplysningsmidlerne til Kulturudvikling med henblik på en videreførsel af Børnekulturhus Ama'r og Børnekulturstedet Vesterbro. Overførslen svarer til de midler, som de to børnekultursteder hidtil har modtaget i værestedsstøtte.

På den baggrund og i sammenhæng med anbefalingerne i den vedtagne børnekulturelle strategi om decentrale børnekultursteder indstilles, at statusredegørelserne tages til efterretning, at kontrakterne med børnekulturstederne forlænges med et år gældende fra 1. januar 2002, samt at Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med børnekulturstederne foretager en eventuel tilretning af kontrakterne i relation til opnåede erfaringer i 2001.

Det indstilles, at kontraktbeløbene i 2002 bliver 200.000 kr. til Børnekulturstedet Vesterbro, 100.000 kr. til Børnekulturstedet Karens Minde og 495.000 kr. til Børnekulturhus Amar, hvoraf 130.000 kr. anvendes til aflønning af en deltidsansat medarbejder, som det blev besluttet i forbindelse med vedtagelsen af den børnekulturelle strategi den 22. februar 2001.

I mail af 19. november 2001 har Børnekulturstedet Vesterbro orienteret Kulturudvikling om et pludseligt opstået underskud på ca. 40.000 kr. Børnekulturstedets underskud er et resultat af manglende økonomisk styring. Børnekulturstedet har pr. oktober 2001 ansat en regnskabsmedarbejder i nogle få timer ugentligt, og det er forvaltningens forventning, at dette tiltag vil medvirke til, at der ikke sker noget tilsvarende i 2002.

En ansøgning fra Børnekulturstedet Vesterbro om dækning af det opståede underskud indgår i udvalgets behandling af sagen om fordeling af de resterende frie midler i 2001.

MILJØVURDERING

Der er ingen miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Der anvises dækning i 2002 for 0,795 mill. kr. på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver i henhold til følgende:

Børnekultursteder Børnekulturhus Amar

Budget ex. moms 665.000 130.000

Budget incl. moms 715.000 140.000

Disponeret hidtil 0 0

Indstillet denne sag 665.000 130.000

Restbeløb 50.000 10.000

BILAG

1. Statusredegørelse og foreløbigt regnskab fra Børnekulturhus Amar

2. Statusredegørelse og foreløbigt regnskab fra Børnekulturstedet Vesterbro

3. Statusredegørelse og foreløbigt regnskab fra Børnekulturstedet Karens Minde

Ida Munk

/ Merete Evers

 

 

Til top