Mødedato: 13.08.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, udvalgsværelse D (1. sal, vær. 103)

Kulturaktiviteter på Bellahøj Friluftsscene

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til et forslag om af afsætte midler til kulturaktiviteter på Bellahøj Friluftsscene i 2021. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om der skal afsættes midler til en pulje til kulturelle aktiviteter med kunstnerisk indhold på Bellahøj Friluftsscene.

Problemstilling

På baggrund af et medlemsforslag godkendte Kultur- og Fritidsudvalget på sit møde den 30. april 2020 følgende procedureforslag:

"at Kultur- og Fritidsforvaltningen, på baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser, anmodes om at undersøge forholdene og mulighederne for kulturaktiviteter på Bellahøj Friluftsscene nærmere og vende tilbage med en indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget i det første møde efter sommerferien.”

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen har været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om mulighederne for kulturelle aktiviteter på Bellahøj Friluftsscene.

Bellahøj Friluftsscene er i dag åben for alle og for alle typer af arrangementer. Kapaciteten er omkring 2.000 tilskuere. Arrangører betaler markedsleje for kommercielle aktiviteter. Teknik- og Miljøforvaltningen står for administrationen af scenen. Bellahøjparken er naturfredet og fortidsmindefredet, og derfor er der en række forhold, der skal tages forbehold for ved arrangementer på scenen, bl.a. hindrer naturfredningen, at der opsættes belysning ved friluftsscenen.

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at den igangværende renovering forventes at være færdig, så Bellahøj Friluftsscene er klar til åbning i september 2020.  

For at imødekomme Kultur- og Fritidsudvalgets ønske om at skabe kulturaktiviteter, der kommer lokalområdet til gode og samtidig åbner bydelen op for resten af byen, foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at Kultur- og Fritidsudvalget afsætter midler til en pulje til musik- og scenekunstarrangementer på Bellahøj Friluftsscene i 2021. Forvaltningen foreslår, at arrangementerne skal være gratis at deltage i.  

For at sikre arrangementer, der både har et højt kunstnerisk indhold og appellerer bredt til forskellige aldersgrupper og interesser, foreslår forvaltningen, at Københavns Musikudvalg og Københavns Scenekunstudvalg prioriterer ansøgningerne til puljen efter en række fastlagte kriterier.

Det foreslås, at der afsættes midler til en pulje, hvorfra der kan gives tilskud til otte kulturarrangementer på Bellahøj Friluftsscene i 2021, heraf fire musikarrangementer og fire scenekunstarrangementer.

Kultur N vil stå for den koordinerende administration og dialog med henholdsvis arrangørerne og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Kultur N har samlet forslag til aktiviteter på scenen samt eksempler på arrangementer, der allerede har været afholdt på Bellahøj Friluftsscene samt arrangører, der har udvist interesse for at gennemføre arrangementer på scenen (bilag 1).

Forvaltningen vil også gå i dialog med Det Kongelige Teater og teatrene i Scenekunstpakken 2021-2024 om mulighederne for at spille på Bellahøj Friluftsscene.

Forvaltningen har sendt forslaget om en pulje til kulturelle aktiviteter på Bellahøj Friluftsscene til Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Udvalget vil drøfte forslaget på sit møde den 20. august 2020.

Økonomi

Der kan afsættes 450.000 kr. i 2021 til en pulje til kulturelle aktiviteter på Bellahøj Friluftsscene. Kassemæssig dækning kan anvises fra konto 3.35.64.1.

Pulje: Bellahøj Friluftsscene 2021

kr.

Musik

4 arrangementer á 25.000 kr.

100.000

Scenekunst

4 arrangementer á 25.000 kr.

100.000

Administration

Kultur N

250.000

Samlet

 

450.000


Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der skal afsættes midler til en pulje, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen afklare rammerne for, hvilke arrangementer der kan afholdes på Bellahøj Friluftsscene. Forvaltningen vil ligeledes afklare på hvilken måde, der kan indgås aftaler om salg af mad og drikke i tilknytning til arrangementerne.  

 

Mette Touborg

                                                          /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2020

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at afsætte i alt 200.000 kr. i 2021 fra de disponible midler til kulturelle aktiviteter med kunstnerisk indhold på Bellahøj Friluftsscene. De 100.000 kr. skal uddeles af Musikudvalget, og 100.000 kr. skal uddeles af Scenekunstudvalget. 

Kultur- og Fritidsudvalget bemærkede, at forvaltningen også vil gå i dialog med Det Kongelige Teater om anvendelse af Bellahøj Friluftsscene, ligesom der blev udtrykt ønske om at gå i dialog med Udviklingsplatformen. 

Til top