Mødedato: 13.08.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, udvalgsværelse D (1. sal, vær. 103)

Udmøntning af midler til borgerdrevne grønne aktiviteter

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til udmøntning af midler til borgerdrevne grønne aktiviteter i Kultur Ø.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forvaltningens plan for anvendelse af afsatte midler til
    borgerdrevne grønne aktiviteter og fremme af bynatur i Kultur Ø.

Problemstilling

Den 19. december 2019 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at 886 t. kr. af udvalgets disponible midler overføres til Kultur V og Kultur Ø, med henblik på at understøtte borgerinitierede og borgerdrevne fællesskaber der fremmer grønne aktiviteter og styrker bynatur og urban biodiversitet i hverdagen. 

Da midlerne til Kultur V allerede er udmøntet, skal Kultur- og Fritidsudvalget alene tage stilling til udmøntning af de afsatte midler til Kultur Ø.

Løsning

Det fremgik af sagen, som Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 19. december 2019, at Kultur- og Fritidsforvaltningen vil inddrage relevante grønne aktører for at få inspiration til at udarbejde en plan for det videre arbejde i de to bydele.

Begge bydele har på baggrund af omfattende dialog med aktører og brugergrupper omkring bydelenes kulturhuse og tilknyttede netværk af grønne initiativtagere og kulturentreprenører udarbejdet planer for, hvordan målene i indstillingen kan realiseres. Bydelene har opstillet kriterier for prioritering af midlerne i overensstemmelse med indstillingens fokus på bynatur, fællesskab og synergi, og har på den baggrund udvalgt projekter, som lever op til kriterierne.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at midlerne til Kultur Ø udmøntes således:

  • Grønne læsehaver ved Union – til menneskelæsning og fællesskab
    (Nørrebro) med 180.000 kr.
  • Grønt troldefællesskab på Østerbro og i Nordhavn med 143.000 kr.
  • Grøn Toftegårds Plads (Valby) med 120.000 kr.

Projekterne er uddybet i bilag 1.

Ved en beklagelig kommunikationsfejl i Kultur- og Fritidsforvaltningen, har Kultur V efter dialog med aktører og brugergrupper allerede udmøntet midler til en række initiativer indenfor formålet:

  • Narnia - Den vilde bivej i Banegaarden med 50.000 kroner
  • Navne- og nummerskilte til plantekasser i Kulbaneparken med 10.000 kroner
  • Skovhaven i Valbyparken med 6.500 kroner
  • Humlehave og humlehule i Værkstedshallerne med 50.000 kroner
  • De Fabylonske Haver i Værkstedshallerne med 22.750 kroner
  • Trolde af Thomas Dambo og Rollespilsfabrikken med 75.000 kroner
  • Klimafestivalen Year One med 50.000 kroner

Kultur- og Fritidsudvalget er den 6. juli 2020 blevet orienteret om dette. Da der er tale om en begunstigende forvaltningsakt er tilsagnene bindende. Projekterne er uddybet i bilag 2.

Kultur- og Fritidsudvalget skal derfor kun tage stilling til udmøntning af midlerne tildelt til Kultur Ø.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Godkendes indstillingen, vil forvaltningen udarbejde tilskudsaftaler, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier. Projekterne forventes at blive igangsat i august-september 2020.

 

Mette Touborg

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2020

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om en principiel drøftelse af sagen på mødet den 24. september 2020

Til top