Orientering om MADs fratrædelse fra brugsaftale for lejemålet Ingerslevsgade 44
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til den videre anvendelse af ejendommen Ingerslevsgade 44, efter foreningen Komitéen for MAD Symposium har meddelt, at de som følge af situationen med COVID-19 ikke ønsker at indgå en brugsaftale om etablering og drift af aktiviteter i ejendommen.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Kultur- og Fritidsforvaltningen meddeler Københavns Ejendomme, at forvaltningen ikke ønsker at forlænge den eksisterende lejeaftale, og derved overdrager ejendommen den 31. august 2020.
Problemstilling
Den 25. juni 2020 meddelte Kommitéen for MAD Symposium Kultur- og Fritidsforvaltningen, at MAD ikke ønsker at overtage brugen af ejendommen på Ingerslevsgade 44 og dermed ikke ønsker at indgå en brugsaftale om madaktiviteter i ejendommen. MAD har fremsendt en skriftlig begrundelse for beslutningen, som fremgår af bilag 1 (FORTROLIGT). Da bilaget indeholder forretningsmæssige forhold, behandles MADs skriftlige begrundelse fortroligt.
Med MADs udmelding står forvaltningen uden bruger til lejemålet. Den nuværende reservation af lejemålet løber til 31. august 2020.
Løsning
På baggrund af MADs udmelding, har Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke en bruger, der kan afholde udgifterne forbundet med lejemålet efter reservationslejen udløber.
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller derfor, at forvaltningens reservation af lejemålet ophører den 31. august 2020.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har ultimo juli modtaget en henvendelse fra foreningen ”Det Runde Bord” om at benytte køkkenfaciliteterne i Madhuset.
Det Runde Bord er en frivillig forening primært bestående af professionelle kokke og socialarbejdere fra omsorgsverdenen, erhvervsfolk fra bl.a. fødevarebranchen og en lang række af andre kompetente ildsjæle.
Det Runde Bord formidler gratis overskudsmad via innovative løsninger (og samarbejder) til socialt udsatte. Foreningen modtager en del overskudsvarer og har derudover mindre fondstilskud og § 18-midler til at dække udgifterne.
I Coronatiden har foreningen leveret flere hundrede daglige måltider til udsatte i København.
Foreningen har indtil nu kunnet benytte tomme restaurationskøkkener, men mangler med genåbningen et nyt sted at være.
Kultur- og Fritidsforvaltningen har den 5. august 2020 indgået en midlertidig brugsaftale med foreningen, så foreningen kan benytte køkkenfaciliteterne i madhuset i resten af august, hvor Kultur- og Fritidsudvalget betaler reservationsleje for lejemålet. Foreningen betaler forbrugsudgifter og administrationsbidrag, så der er ikke nye udgifter for Kultur- og Fritidsudvalget ved aftalen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for forvaltningen.
Videre proces
Godkender Kultur- og Fritidsudvalget indstillingen, vil forvaltningen meddele Københavns Ejendomme, at Kultur- og Fritidsforvaltningen fraflytter ejendommen den 31. august 2020.
Herefter forventes Københavns Ejendomme at udbyde ejendommen.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2020:
Der blev begæret afstemning om følgende forslag:
Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at forlænge den nuværende lejeaftale med 1 måned frem til den 30. september 2020, med henblik på at undersøge mulighederne for at en anden aktør i en midlertidig periode kan overtage lejemålet til lovlige kommunale formål, indtil der kan findes en relevant aktør indenfor madområdet. Kassemæssig dækning for beløbet på 75.000 kr. anvises på udvalgets disponible midler.
Et flertal (Jonas Bjørn Jensen, Tue Hækkerup, Henrik Appel Esbensen, Christopher Røhl Andersen, Karina Vestergård Madsen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild og Maria Frej) godkendte forslaget.
Et mindretal (Flemming Steen Munch og Karina Bergmann) stemte imod.
Forslaget blev dermed godkendt.
Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Et flertal i udvalget har bevilget sammenlagt 420.000 kr. i reservationsleje for at reservere en bygning til en kommunal madskole. Selvom ansøger er sprunget fra, vælger politikerne nu at bevilge penge, indtil man har fundet en ny ansøger, der kan drive projektet. Det mener vi er under al kritik."