Afskaffelse af krav og regler
Indstilling og beslutning
1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslag til krav og regler, som ønskes afskaffet, effektiviseret eller fritagelse fra, jf. bilag.
Problemstilling
Arbejdet med at afbureaukratisere indebærer, at alle fagforvaltninger får mulighed for at identificere statslige og/eller kommunale krav og regler, som udgør en barriere for medarbejderes/institutioners fokus på kerneydelsen, og/eller som hindrer nytænkning af opgaveløsningen.
Kultur- og fritidsudvalget skal ligesom de øvrige fagudvalg komme med forslag til afbureaukratisering.
Løsning
Kultur- og fritidsforvaltningen har efter en intern proces identificeret en række statslige såvel som kommunale krav/regler, som ønskes afskaffet, effektiviseret eller fritagelse fra:
- 5 statslige regler og krav, som der med konkrete projekter kan søges midlertidig fritagelse fra (bilag 1)
- 14 kommunale regler og krav, som foreslås afskaffet af Borgerrepræsentationen (bilag 2)
- 0 regler og krav besluttet af KFU (bilag 3)
Fritagelse fra statslige krav og regler
Udfordringsretten under Økonomi- og Indenrigsministeriet blev lanceret i 2009 og har til hensigt at give kommunerne mulighed for - midlertidigt - at udfordre statslig detailregulering/lovgivning samt udpege områder med behov for regelforenkling og afbureaukratisering. Med Udfordringsretten kan institutioner og fagområder midlertidigt fritages fra gældende krav og regler og dermed få mulighed for at afprøve nye måder at løse opgaver på. I sidste ende handler udfordringsretten om at forbedre kvaliteten af den offentlige sektor.
Afskaffelse af kommunale krav og regler
I overensstemmelse med tillidsdagsorden og i forlængelse af tidligere indsatser med at forenkle og afbureaukratisere har fagforvaltningerne mulighed for at identificere og indmelde kommunale krav og regler, som ønskes afskaffet eller effektiviseret af Borgerrepræsentationen eller af de enkelte fagudvalg.
Kultur- og fritidsudvalget skal godkende, at de foreslåede regler og krav søges afskaffet eller effektiviseret via en ansøgning til udfordringsretten eller via Borgerrepræsentationen.
Økonomi
Videre proces
Carsten Haurum
/Susanne Hovgaard Heunicke
Beslutning
Med hensyn til nr. 3 (folkeoplysningsloven - mulighed for delvis brugerbetaling) blev det præciseret, at formålet med ordningen i givet fald alene vil være at sikre, at nye projekter, der i dag ikke kan realiseres, fremover vil kunne realiseres.
Med hensyn til nr. 10 (opslag af ledige stillinger) blev det præciseret, at der alene er tale om personer, der i forvejen er ansat i en midlertidig stilling.
Med hensyn til nr. 13 (Ligestillingsvurdering), 17 (årlige redegørelse for integrationsindsatsen) og 18 (tilbagemeldinger på sundhedspolitiken) tilsluttede Kultur- og Fritidsudvalget sig forvaltningens indstilling, men annmodede samtidig om at forvaltningen udarbejder et oplæg til udvalget om, hvordan de KFU-interne drøftelser af emnerne vil kunne tilrettelægges fremadrettet.
Indstillingen blev godkendt med disse bemærkninger.