Mødedato: 13.06.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning fra Copenhagen Opera Festival 2013

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra Copenhagen Opera Festival 2013.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag til Copenhagen Opera Festival 2013, da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget.

Problemstilling

Copenhagen Opera Festival søger Kultur- og Fritidsudvalget om støtte på 500.000 kr. i 2013.

Løsning

Copenhagen Opera Festival 2013 foregår i perioden 29. juli - 4. august 2013. Festivalens hovedscene får en publikumskapacitet på op til 5000 mennesker og bliver placeret mellem de to haller ved Torvehallerne på Israels Plads. Hovedscenen bliver bygget op således, at det er muligt at skabe både varierede gratis- og betalingsarrangementer. Derudover benytter festivalen bl.a. Nyhavn, Arbejdermuseet og Børssalen.

Hos Copenhagen Opera festival har de en plan om langsigtet udvikling. De ønsker gradvist over de kommende år, at udvikle projekter som både i form og indhold, kan tiltrække nye publikummer, bryde grænser og udvide spændvidden i aktiviteterne generelt. Formålet er over de kommende år at yde en kvalificeret og helhjertet indsats for det fremtidige musikalske miljø i Danmark. Derfor arbejder festivalen bl.a. på at tilgodese nye publikumsgrupper - herunder det yngste publikum.

Festivalen har 6. fokusområder som der arbejdes med over de kommende år.

Festivalcentrum
Et festivalcentrum i hjertet af København skal være med til at sikre, at festivalen kan sprede nærvær og glæde i byrummet i København. Stor aktivitet og synlighed skal gøre sangen uundgåelig for de mennesker som færdes i København.

Høj kvalitet
En høj kvalitet ser festivalen som afgørende for den fortsatte eksistensberettigelse. Samtidig ønsker festivalen at udforske rum og rammer for operakoncerten. Blandt de medvirkende kan nævnes Det Kongelige Teater, Malmö Opera orkester og kor, Concerto Copenhagen, Skånske Opera og solister som bl.a. Peter Lodahl og Sofie Elkær m.fl.

Mangfoldighed
Copenhagen Opera Festival vil på flere måder gøre operaen mere mangfoldig. Ved Torvehallerne vil der alle dage være morgensang ved kendte kor. Der skal også gives plads til det spirende professionelle operamiljø. Der bliver således arrangeret eftermiddagskoncerter med afgangselever fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Operafestivalen vil blandt andet også sende solister og kor ud på gader og stræder, så folk som færdes i gaderne i København har mulighed for at opleve opera uventet. 

Børn og unge
Copenhagen Opera Festival ønsker at sætte fokus på børn og unge. Det vil de gøre ved, dels at arrangere operaaktiviteter som kan involvere børn og unge direkte. Derudover vil der også være forestillinger som "Rødhætte" og "Mørkebarnet" som er deciderede forestillinger til børn og unge.

International gæsteoptræden 
For at styrke den internationale profil og skabe international netværksdannelse, arbejdes der på at tilvejebringe gæsteoptrædener med anderkendte internationale solister, ensembler, dirigenter m.v. Som eksempler kan nævnes Bayer Kultur eller Alfredo Bernardini. 

Event extension
Copenhagen Opera Festival ønsker også at være mere end et musikalsk indslag i sommerbilledet. De ønsker således, at introducere et koncept som de kalder Mestersangerne. Mestersangerne skal bestå af pensionerede operasangere som skal besøge landets børnehaver og vuggestuer for at lade børnene opleve sangen.

Copenhagen Opera Festival 2013 har opnået en garanti på 100.000 kr. fra Københavns Kommunes Musikudvalg som også opfordrede arrangørerne til at søge om støtte ved Kultur- og Fritidsudvalget samt lokaludvalgene. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.


Carsten Haurum
                                                /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. juni 2013:

Festivalchef Michael Bojesen fra Copenhagen Opera Festival havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen.

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget støtter festivalen med 500.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1
Et mindretal (Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Birthe Skaarup og Susanne Møller) stemte for forslaget.
Et flertal (Peter Thiele, Muhammad Aslam, Taner Yilmaz, Simon Strange og Allan Ahmad) stemte imod.

Forslaget blev således forkastet.

Der blev herefter begæret afstemning om et forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller, at et tilskud til Copenhagen Opera Festival finanseres via Københavns Kommunes tilskud til Operaen.
Et mindretal (Peter Thiele og Allan Ahmad) stemte for ændringsforslaget.
Et flertal (Muhammad Aslam, Taner Yilmaz, Simon Strange, Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Birthe Skaarup og Susanne Møller) stemte imod.

Forslaget blev således forkastet.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede hereftaer at henvise finansieringen af Copenhagen Opera Festival til forhandlingerne om budget 2014.

Peter Thiele, Muhammad Aslam, Taner Yilmaz, Simon Strange og Allan Ahmad ønsekde følgende tilført beslutningsprotokollen: "Partierne ser gerne at der afsættes flere midler til festivaler, således at vi kan støtte fede og ambitiøse begivenheder som f.eks. Operafestivalen. På det nuværende niveau kan kommunen desværre ikke give mere til festivalen end vi allerede gør. Derfor foreslås partierne at budgetforhandlingerne tilfører flere penge til festivalpuljen."

Pia Allerslev, Leslie Arentoft, Birthe Skaarup og Susanne Møller ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"VKO finder det meget beklageligt, at flertallet ikke ønsker at støtte Copenhagen Opera Festival, når det nu er det selvsamme flertal der har skåret i festivalpuljen. Vi har pengene i Kultur- og Fritidsudvalgets pulje med frie midler, og vi undrer os over, at det åbenbart kun er få genrer, der kan få tilskud herfra."
Til top