Vanløse Kulturhus
Vanløse Kulturhus
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 13. januar 2005
5. Vanløse Kulturhus
(KFU 11/2005)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger 250.000 kr. ekstra til driften af Vanløse Kulturhus i 2005
at Kultur- og Fritidsudvalget henviser spørgsmålet om en forøget driftsbevilling til Vanløse Kulturhus i 2006 og frem til budgetforhandlingerne
at der anvises dækning for beløbet i 2005 på konto 3.64.1 Andre Kulturelle Opgaver (Kulturprojekter).
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2005
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
På Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 16. december 2004 blev spørgsmålet om køkkenindretning og drift af Vanløse ny kulturhus rejst.
Forvaltningen har gennemgået medborgerhusets planer for flytning af det eksisterende køkken fra Lindersvold. Gennemgangen viser, at køkkenet er nedslidt, men at det med få udskiftninger kan overflyttes. På den baggrund finder forvaltningen, at eventuelle nyanskaffelser afholdes af medborgerhuset inden for den forventede bevilgede ramme på 335.000 kr. til indkøb af inventar.
En gennemgang af medborgerhusets budget viser, at husets drift i 2005 fortsat er belastet af det oparbejdede underskud fra 2003. Herudover ønsker medborgerhuset en permanent opnormering. Forvaltningen indstiller, at der bevilges 250.000 kr. ekstra i 2005 til driften af Vanløse Kulturhus, således at driften af det nye kulturhus ikke belastes af tidligere dispositioner. Spørgsmålet om en permanent rammeudvidelse mhp. en opnormering af personalet henvises til budgetforhandlingerne for 2006.