Mødedato: 13.01.2005, kl. 15:00

Redegørelse om mulighederne for at understøtte den rytmiske musiks udvikling i København.

Redegørelse om mulighederne for at understøtte den rytmiske musiks udvikling i København.

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 13. januar 2005

 

 

10.      Redegørelse om mulighederne for at understøtte den rytmiske musiks udvikling i København.

(KFU  10/2005)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget

at forvaltningen via Fritid & Idræts konsulentfunktion bidrager med rådgivning og vejledning af vækstmiljøet i København, og at mulighederne for at lave et mere formelt samarbejde mellem den rytmiske musik i København og konsulentfunktionen i Fritid & Idræt om talentudvikling undersøges

at forvaltningen i forbindelse med udarbejdelse af kontrakter med de regionale spillesteder forpligter spillestederne til at arbejde for vækstlaget

at forvaltningen i forbindelse med indgåelse af kontrakter med Kultur- og medbor-gerhusene medtænker vækstmiljøets muligheder for adgang til scenefaciliteter mv.

at forvaltningen finder ledig tid i Kultur- og medborgerhuse til præsentation af den rytmiske musik i København overfor musikindustrien (Showcases).

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 13. januar 2005

Indstillingen blev tiltrådt.

 

 

RESUME

På møde i Kultur- og Fritidsudvalget den 22. april 2004 drøftedes den rytmiske musiks situation og udviklingspotentialer. På baggrund af drøftelsen besluttede udvalget, at forvaltningen skulle udarbejde en redegørelse med henblik på en konkretisering af mulighederne for at understøtte den rytmiske musiks udvikling i København.

I redegørelsen gennemgås støtteordninger, øvelokalemuligheder og kommunalt støttede spillesteder mv., som er med til at understøtte den rytmiske musiks udviklingsmuligheder i København.

Forvaltningen finder sammenfattende, at den støtte, der i dag gives den rytmiske musik, kan forbedres gennem øget fokus på mulighed for scenetid i de kommunalt støttede spillesteder, medborgerhuse mv. samt gennem forvaltningens rådgivningsfunktion. Det indstilles derfor, at dette samarbejde gennemføres.

 


 


Til top