Etablering af Ny Amager Strandpark (fællesindstilling Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen)
Etablering af Ny Amager Strandpark (fællesindstilling Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen)
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 12. december 2002
18. Etablering af Ny Amager Strandpark (fællesindstilling Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen)
(KFU 451/2002)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Økonomiforvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler, at Økonomiudvalget og Bygge- og Teknikudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at Ny Amager Strandpark etableres på baggrund af anbefalingerne i rapporten fra juli 2000,
Økonomiforvaltningen anbefaler, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at den samlede anlægssum på 213.000.000 kr. (i 2000-priser) fordeles som beskrevet i finansieringsaftalen mellem Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Københavns Amt og Trafikministeriet, hvorefter Københavns Kommunes andel udgør 165.500.000 kr., fordelt med 112.500.000 kr. i anlægsbidrag og 53.000.000 kr. i form af bidrag fra salg af et område til boligformål,
at Københavns Kommune sammen med Frederiksberg Kommune og Københavns Amt stifter et interessentselskab, der skal forestå anlæg og drift af Ny Amager Strandpark,
at Københavns Kommune udpeger 4 medlemmer til bestyrelsen for interessentselskabet,
at Københavns Kommune fremsender vedlagte fredningsforslag til Fredningsnævnet for København, hvorefter et mindre område udtages af den nugældende fredning, idet det forudsættes, at den nye Amager Strandpark fredes,
at der udarbejdes et forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 for området, der skal omfatte boligbebyggelsen.
Økonomiforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at Økonomiudvalget, Bygge- og Teknikudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at interessentselskabet sekretariatsbetjenes af Vej & Park, samt at der etableres en følgegruppe på embedsmandsplan for projektet med deltagelse af Frederiksberg Kommune og Københavns Amt samt Kultur- og Fritidsforvaltningen, Bygge- og Teknikforvaltningen og Økonomiforvaltningen.
Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at Økonomiudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at der inden for den samlede anlægssum på 213 mio. kr. afsættes 13 mio. kr. til nedrivning og reetablering af badeanstalten Helgoland.
Bygge- og Teknikforvaltningen anbefaler, at Bygge- og Teknikudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at der udarbejdes et forslag til tillæg til lokalplan nr. 326 med henblik på anlæg af strandparken samt et forslag til en ny selvstændig lokalplan for boligbebyggelsen.
Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at Kultur- og Fritidsudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at det tilkendegives overfor Sundby Sejlforening, at Københavns Kommune er indstillet på at indgå aftale om en forlængelse på 20 år af den nugældende lejeaftale, der løber frem til 31. december 2010, når den nødvendige justering af Sundby Sejlforenings lejemål som konsekvens af boligbyggeriet er endeligt fastlagt.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 12. december 2002
Indstillingen blev tiltrådt.
Jens Kjær Christensen tog forbehold med henvisning til Enhedslistens ændringsforslag i Bygge- og Teknikudvalget om at reducere antallet parkeringspladser med 1.000.
RESUME
Københavns Kommune nedsatte i 2000 en arbejdsgruppe, der skulle tilvejebringe et beslutningsgrundlag for etablering af Ny Amager Strandpark. I arbejdsgruppen deltog endvidere Københavns Amt, Tårnby Kommune, Trafikministeriet, Københavns Havn, Ørestadsselskabet, Sundby Lokalråd og Rivieraudvalget.
Arbejdsgruppen anbefaler i sin rapport fra juli 2000, at Ny Amager Strandpark udformes med en kystlinie med to pynter og med en lagune mellem den nuværende strand og den nye, frembyggede strandkyst, samt at der etableres et boligområde i den nordlige ende af strandparken. Den nye strandpark skal først og fremmest udformes som et åbent naturområde med mulighed for aktiv udnyttelse af strand, klitter og græsarealer. Arbejdsgruppen anbefaler endvidere, at den nye strandpark finansieres ved anlægsbidrag fra de offentlige interessenter og ved indtægter fra salg af et område i den nordlige ende af strandparken til boligformål.
Anlægget af Ny Amager Strandpark anslås at koste 213.000.000 kr. (i 2000-priser) inkl. reetableringen af Helgoland Badeanstalt. Efter forhandlinger med Frederiksberg Kommune, Københavns Amt og Trafikministeriet er der enighed om en finansieringsaftale, hvorefter Københavns Kommune afholder 165.500.000 kr., fordelt med 112.500.000 kr. i anlægsbidrag og 53.000.000 kr. i form af bidrag fra salg af et område til boligformål.
Der er endvidere enighed blandt de nævnte interessenter (ekskl. Trafikministeriet) om at stifte et interessentselskab, der skal forestå anlæg og drift af Ny Amager Strandpark. Interessentselskabet ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, hvoraf Københavns Kommune udpeger 4.
Københavns Kommune varetager sekretariatsfunktionen for interessentselskabet. Det er sekretariatet, der varetager den daglige bygherrefunktion i både anlægs- og driftsfasen. Det foreslås, at sekretariatet placeres i Vej & Park. Udgifterne til sekretariatet afholdes indenfor den samlede anlægssum.
Driftsudgifterne forbundet med udbygningen af strandparken, der anslås til 2,5 mio. kr. om året, fordeles mellem interessenterne (ekskl. Trafikministeriet) efter samme fordelingsnøgle som anvendt for anlægsbidragene.
Det planlagte boligområde indgår som en væsentlig del af finansieringen af Ny Amager Strandpark. Herudover skal det ses som et led i Københavns Kommunes overordnede boligpolitiske strategi om at fastholde børnefamilier bl.a. ved nyt kvalitetsbyggeri ved byens herlighedsværdier.
Boligområdet omfatter dels arealer syd for Sundby Sejlforening, dels en mindre del af den nuværende Amager Strandpark, der er fredet. Der er derfor udarbejdet forslag til ændring af grænsen for fredningsområdet Amager Strandpark, hvorefter det pågældende område udtages af den nugældende fredning, idet det forudsættes, at hele den nye strandpark fredes.
Det foreslås, at der udarbejdes et forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 for området, der skal omfatte boligbebyggelsen. I kommuneplan 2001 er området fastlagt som et 01*-område (offentlige grønne anlæg) med en særlig bestemmelse om, at der kan opfyldes i overensstemmelse med VVM-redegørelsen for området, samt om at et nærmere markeret område er reserveret til boligbyggeri, og at de bebyggelsesregulerende bestemmelser fastlægges i den videre planlægning.
I forbindelse med udarbejdelsen af kommuneplantillægget vil det blive afklaret med Hovedstadens Udviklingsråd, om det også er nødvendigt at udarbejde en VVM-redegørelse for så vidt angår de miljømæssige konsekvenser af anvendelsen af området som strandpark, herunder trafikbetjening og parkeringsanlæg.
Ny Amager Strandpark er omfattet af lokalplan nr. 326 "Prøvestenen og Ny Amager Strandpark", der er endeligt bekendtgjort den 30. juni 2000. I henhold hertil forudsætter etableringen af den nye strandpark, at nærmere bestemmelser om udformningen er fastsat i supplerende lokalplan. VVM-procedure om bl.a. opfyldningen til strandparken blev gennemført parallelt med lokalplanforslaget. Lokalplanen indeholder ikke bestemmelser om boligbyggeri og er dermed ikke i overensstemmelse med Kommuneplan 2001, hvoraf det fremgår, at et nærmere angivet areal syd for Sundby Sejlforening reserveres til boligbyggeri. De bebyggelsesregulerende bestemmelser fastlægges i den videre planlægning.
Det foreslås, at der udarbejdes et forslag til tillæg til lokalplan nr. 326 med henblik på at muliggøre den nye strandpark, og at der udarbejdes et forslag til en selvstændig lokalplan for boligbebyggelsen, idet den også omfatter ikke-fredede arealer uden for lokalplanområdet.
Det er forudsat, at badeanstalten Helgoland, der er et af Amager Strands vartegn, i forbindelse med anlægget af strandparken skal nedrives og reetableres ud for den nye strandkyst.
Det er hensigten, at Sundby Sejlforening skal indgå som en integreret del af den nye strandpark, og det anbefales derfor, at Sundby Sejlforenings nugældende lejeaftale forlænges med en periode på 20 års uopsigelighed.
De nuværende skole- og nyttehaver, der i dag er placeret syd for Sundby Sejlforenings havn, skal anvises alternativ placering, da arealet indgår i det kommende boligbyggeri. Som mulig placering kan peges på et helt nyt nyttehaveområde, der kan etableres på Greisvej eller ved udbygning af kolonihaverne på Amager Fælled.