Budgetfordelingsmodel for kultur- og medborgerhusene
Budgetfordelingsmodel for kultur- og medborgerhusene
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 12. december 2002
15. Budgetfordelingsmodel for kultur- og medborgerhusene
(KFU 467/2002)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender budgetfordelingsmodellen for kultur- og medborgerhusene for budget 2003.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 12. december 2002
Forvaltningen havde i forbindelse med mødet omdelt henvendelse fra Christianshavns Beboerhus og Karens Minde Kulturhus om sagen, samt forvaltningens notat i denne anledning.
Der blev begæret afstemning om et af Jens Kjær Christensen stillet forslag om, at budgetfordelingsmodellen ikke anvendes for 2003 og at der i stedet for alene tages udgangspunkt i "historikken".
Et mindretal (Helle Sjelle og Jens Kjær Christensen) stemte for forslaget.
Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Martin Geertsen, Leslie Arentoft og Karin Storgaard) stemte imod.
Finn Rudaizky, Mona Heiberg og Klaus Bondam undlod at stemme.
Forslaget blev dermed forkastet.
Der blev herefter begæret afstemning om forvaltningens indstilling.
Et flertal (Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Finn Rudaizky, Mona Heiberg, Martin Geertsen, Leslie Arentoft og Karin Storgaard) stemte for indstillingen.
Ingen stemte imod.
Helle Sjelle, Klaus Bondam og Jens Kjær Christensen undlod at stemme.
Forvaltningens indstilling blev dermed tiltrådt.
Hellen Hedemann, Bjarne Fey, Finn Rudaizky og Mona Heiberg ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "SF og Socialdemokratiet tog forbehold for bevillingen til Vanløse Medborgerhus (Lindersvold), da der er tale om et nyt hus, hvorfor de historiske data ikke nødvendigvis er dækkende for den fremtidige drift."
RESUME
I forlængelse af beslutningen om kommunaliseringen af Byens Huse blev der nedsat en arbejdsgruppe med henblik på at sikre gennemskuelighed mv. i den fremtidige budgetfordeling internt mellem Kultur- og Medborgerhusene fra Byens Huse.
Arbejdet skulle gennemføres i efteråret 2002 og efterfølgende godkendes i Kultur- og Fritidsudvalget.
Der foreligger nu et forslag til budgetfordelingsmodel, som foreslås tiltrådt af Kultur- og Fritidsudvalget.