Mødedato: 12.12.2002, kl. 16:00

Etablering af "Åben Lydscene" under Rådhuspladsen

Etablering af "Åben Lydscene" under Rådhuspladsen

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 12. december 2002

 

9. Etablering af "Åben Lydscene" under Rådhuspladsen

(KFU 466/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller – med forbehold for, at Bygge- og Teknikudvalgets høringssvar ikke giver anledning til bemærkninger – at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter,

at der bevilges 0,565 mio. kr. til dækning af udgifter til etablering af "Åben Lydscene" under Rådhuspladsen

at der anvises dækning for beløbet på 0,565 mio. kr. på budget 2003 på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Kulturprojekter)

at der i 2003 afsættes 25.000 kr. på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Ejendomsdrift, konto 6.50.1 Administrationsbygninger til driften af lydscenen

at der anvises dækning for beløbet på 25.000 kr. på budget 2003 på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid, konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Kulturprojekter)

at der træffes principbeslutning om at afsætte 25.000 kr. (2003-prisniveau) fra og med budget 2004 til dækning af driftsudgifterne til "Åben Lydscene" under Rådhuspladsen

at ansøgere til lydscenen godkendes af Kultur- og Fritidsforvaltningen efter indhentet tilladelse fra Bygge- og Teknikforvaltningen (Vej og Park) samt Politiet.

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget besluttede den 7. februar 2001 at rette henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på, at Kultur- og Fritidsudvalget tager sagen om lydgalleriet op og finder finansiering hertil.

Under efterfølgende drøftelser har Bygge- og Teknikforvaltningen meddelt, at den ikke har ressourcer til at opbygge et lydgalleri, men gerne stiller lokaler til rådighed for Kultur- og Fritidsforvaltningen. På den baggrund har Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet forslag til etablering af "Åben Lydscene" under Rådhuspladsen.

Forslaget går ud på, at lydgalleriet genetableres som en åben lydscene, der som udgangspunkt stilles til rådighed for alle, der ønsker at præsentere lydværker.

Etableringsudgifterne andrager 0,565 mio. kr. og de årlige driftsudgifter 25.000 kr.

Det foreslås, at etableringsudgifterne midlertidigt finansieres i 2003 på konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Kulturprojekter). Det forventes, at beløbet endeligt finansieres ved en budgetoverførsel af udisponerede kulturmidler i 2002 til budget 2003. Endvidere foreslås afsat 25.000 kr. årligt til driften af anlægget.

Endelig foreslås det, at Kultur- og Fritidsforvaltningen foretager godkendelse af ansøgninger om brug af "Åben Lydscene" efter indhentet tilladelse fra Bygge- og Teknikforvaltningen (Vej og Park) samt Politiet.

 

SAGSBESKRIVELSE

I 1996 etablerede Galleri Tusk "Lyd/Galleri" under Rådhuspladsen. Projektet blev bl.a. støttet af Kulturby 96, og kommunen har vederlagsfrit udlejet lokalerne.

På grund af problemer med lejeren har Bygge- og Teknikforvaltningen tilbagekaldt den midlertidige tilladelse til lån af lydrummet. Det har ikke siden været muligt at afholde lydarrangementer under Rådhuspladsen.

Bygge- og Teknikudvalget besluttede den 7. februar 2001 (BTU 67/2001) (bilag 1) at rette henvendelse til Kultur- og Fritidsudvalget med henblik på, at Kultur- og Fritidsudvalget tager sagen om lydgalleriet op og finder finansiering hertil.

Der har efterfølgende været drøftelser mellem de to forvaltninger, og Bygge- og Teknikforvaltningen har meddelt, at den ikke har ressourcer til at opbygge et lydgalleri, men gerne stiller lokaler til rådighed for Kultur- og Fritidsforvaltningen. På den baggrund har Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet vedlagte forslag til etablering af "Åben Lydscene" under Rådhuspladsen (bilag 2).

Vision

Ideen med en "Åben Lydscene" er, at den skal være åben for forskellige lydkunstnere, og ikke kun være forbeholdt en aktør. "Åben Lydscene" er en helt unik mulighed for lydkunstnere for at præsentere lydværker i helt specielle omgivelser og med et meget stort potentielt publikum.

 

Formål

"Åben Lydscene" skal som udgangspunkt kunne benyttes af alle med et kunstnerisk formål for øje. Sekundær benyttelse af anlægget kunne være informationer om kommunale arrangementer. Endvidere kan lydscenen anvendes af kommunens samarbejdspartnere.

Lydscenen må ikke benyttes som en reklameplatform for kommercielle virksomheder eller politiske/religiøse budskaber eller anden propaganda. Der må ikke frembringes lyde, der kan forringe trafiksikkerheden eller på anden måde skabe utryghed, f.eks. trafikuheld o.a., eller som på anden vis kan siges at være etisk uforsvarligt eller går imod Københavns Kommunes værdier.

Projektbeskrivelse

Kulturudvikling har i samarbejde med Ejendomsdrift udarbejdet forslag til teknisk udformning af "Åben Lydscene". De samlede udgifter til etablering andrager 565.000 kr. Heraf vedrører den væsentligste udgift højttalere, som af hensyn til placering i det fri under Rådhuspladsen skal kunne tåle vand (bilag 3).

Udover etableringsudgiften er der afsat 25.000 kr. til vedligeholdelse af udstyr, rengøring mm. Beløbet foreslås overført til Ejendomsdrift, som varetager det daglige opsyn med lydanlægget.

Drift

Ansøgninger til lydscenen foreslås godkendt af Kultur- og Fritidsforvaltningen, efter indhentet tilladelse hos Bygge- og Teknikforvaltningen (Vej og Park) samt Politiet. Dette sikrer en hurtig og smidig behandling af ansøgningerne, og ansøgere skal kun henvende sig ét sted.

MILJØVURDERING

Der skal foretages gravearbejde på Rådhuspladsen, idet 4 af højttalerhullerne skal gøres større. Det tekniske udstyr og udluftningsanlægget i teknikrummet under Rådhuspladsen kræver et vist forbrug af el.

De dage "Åben Lydscene" benyttes, kan Rådhuspladsen blive udsat for ekstra støjbelastning.

 

 

ØKONOMI

Der anvises dækning for udgiften til etablering og drift på budget 2003 på Kultur- og Fritidsudvalgets konto 3.64.1 Andre kulturelle opgaver (Kulturprojekter).

Budget ekskl. moms 1.171.000 kr.

Budget incl. moms 1.259.000 kr.

Bevilget hidtil 249.000 kr.

Øvrige indstillinger 369.500 kr.

Denne indstilling - etablering 565.000 kr.

Denne indstilling – drift 25.000 kr.

Restbeløb 50.500 kr.

Den kassemæssige dækning på 565.000 kr. forventes at blive midlertidig, da det i forbindelse med indstilling om budgetoverførsler fra 2002 til 2003 vil være muligt at finansiere beløbet endeligt af uforbrugte midler i 2002 på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling Kultur og Fritid (Kulturudvikling) (bilag 4).

Såfremt overførslen ikke finder sted, vil de frie kulturmidler på Kultur- og Fritidsudvalgets budget 2003 blive tilsvarende reduceret.

HØRING

Da Rådhuspladsen organisatorisk hører under Bygge- og Teknikuvalget, sendes projektet, såfremt det godkendes af Kultur- og Fritidsudvalget, til høring i Bygge- og Teknikudvalget. Høringssvaret forventes i givet fald at foreligge den 30. januar 2003.

BILAG

1. BTU's beslutningsprotokol (BTU 67/2001) vedr. Lydgalleriet

2. Notat af 27. november 2002 vedr. "Åben Lydscene"

3. Tilbud af 19. november 2002 fra Dansk Audio Teknik

4. Oversigt over frie midler 2002 af d. 25. november 2002

Carsten Haurum

/ Merete Evers

 

 

Til top