Mødedato: 12.11.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Temadrøftelse af idrætssociale indsatser i København

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en drøftelsesindstilling om, hvordan de idrætssociale indsatser i København kan styrkes, udvikles og forankres over de kommende år. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter, hvordan de idrætssociale indsatser i København kan styrkes, udvikles og forankres i de kommende år.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 5. december 2019, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle vende tilbage til udvalget med et drøftelsesoplæg på de enkelte tematikker fra udkastet til Idrætsplanen. Kultur- og Fritidsudvalget drøftede den 6. februar 2020, hvordan idrætsdeltagelsen bredt set kan styrkes. Nu følger endnu en temadrøftelse vedrørende det idrætssociale område. I den forbindelse er faktaarket (bilag 1) opdateret med specifik viden om udsatte grupper.

Løsning

Som i andre dele af landet deltager socialt udsatte befolkningsgrupper i København mindre aktivt i idrætslivet, end andre grupper. Data på voksenområdet viser bl.a., at beboere i udsatte byområder er mindre idrætsaktive, og at idrætsdeltagelsen er lavere hos borgere med kortere uddannelser og højere sociale ydelser (se bilag 1, side 15-16, figur 16, 17 og 18). Københavnerbarometeret viste desuden lavere foreningsdeltagelse blandt børn og unge i udsatte byområder og blandt etniske minoritetspiger (se bilag 1, side 34, figur 38 og 39). Tallene er tilbage fra 2013, men lignende tendens er tydelig fra nyere landsdækkende data (se bilag 1, side 16).

Udover en aktiv hverdag i fællesskab med andre kan inddragelsen i idrætslivet også give socialt udsatte børn, unge og voksne et udvidet netværk, bedre sociale kompetencer, følelsen af at høre til, en sundere livsstil og muligheden for at bidrage til fællesskabet som frivillig på sigt (se bilag 1, side 25-28 og side 30-33).

Idrætssociale indsatser for børn og unge

Kultur- og Fritidsforvaltningen har gennem de sidste mange år arbejdet med at inkludere udsatte børn, unge og deres forældre i det københavnske idræts- og fritidsliv, både via egne initiativer og i tæt samarbejde med idrætsforeninger og andre aktører. Forvaltningen har iværksat en række indsatser og metoder, der har vist sig virkningsfulde og bæredygtige gennem årene. Blandt dem kan nævnes FerieCamp, FritidsGuiderne, kontingentstøtteordningen og partnerskabsaftaler med udvalgte foreninger. Se bilag 2 for en nærmere beskrivelse af de enkelte indsatser og resultater.

Alle ovenstående indsatser er midlertidigt finansierede, typisk som fireårige budgetbevillinger. Midlertidighed er godt på projektniveau, men forvaltningen vurderer, at det er uhensigtsmæssigt, når der er tale om gennemprøvede og veletablerede indsatser, som har kørt over en lang periode.

Desuden har Københavns Kommune indgået en samarbejdsaftale med DGI Storkøbenhavn i 2020-2024, som sigter mod at inkludere 10.000 flere børn og unge i idrættens fællesskaber, bl.a. via nye idrætstilbud, foreningspartnerskaber, skole/daginstitutionssamarbejde og idrætshelhedsplaner. Endvidere er der pt. igangværende drøftelser om en mere overordnet samarbejdsaftale mellem DIF/DGI og Københavns Kommune med fokus på København som en ”verdensby i bevægelse”, fysisk aktivitet, social bæredygtighed og et internationalt perspektiv.

Udover ovenstående tværgående og bydækkende indsatser findes der også en lang række lokale indsatser i Kultur- og Fritidsforvaltningen, som har til formål at inkludere udsatte børn og unge i idrætten. Hertil kommer indsatser i de øvrige forvaltninger, der har samme formål, f.eks. Idrætsprojektet i Socialforvaltningen og Sund Vægt-indsatsen i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Grundet de mangeårige erfaringer med idrætssociale indsatser for børn og unge er København i mange henseender en spydspids på området sammenlignet med andre danske kommuner. Det er derfor relevant, at København fremadrettet styrker vidensopsamlingen og i højere grad spreder de gode erfaringer til resten af landet, ligesom København bør kigge ud i verden for at lade sig yderligere inspirere på det idrætssociale felt.

Idrætssociale indsatser for voksne

Med afsæt i de gode erfaringer på børne- og ungeområdet er det oplagt at afsøge, hvordan Kultur- og Fritidsforvaltningen sammen med relevante samarbejdspartnere kan nå ud til forskellige udsatte voksenmålgrupper. Især fordi niveauet for fysisk aktivitet blandt voksne er markant lavere i de mere udsatte dele af byen, og fordi det er tydeligt, at man netop i de områder ikke selv kommer afsted, men har brug for (nye) fællesskaber og indsatser for at komme i gang med idræt.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er i gang med flere pilotprojekter i samarbejde med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, der har til formål at inkludere både sygdomsramte voksne og ældre i almindelighed i idrætsforeningerne. Samtidig er Kultur- og Fritidsforvaltningen ved at etablere pilotprojekter med Socialforvaltningen målrettet psykisk sårbare voksne. Se bilag 2 for en nærmere beskrivelse.

Kontingentstøtte til udsatte voksne

Kultur- og Fritidsforvaltningen får en del henvendelser fra eksterne aktører og andre forvaltninger, der efterspørger muligheden for kontingentstøtte til udsatte voksne. Forvaltningen vurderer, at en kontingentstøtteordning til udsatte voksne vil være en stor fordel, hvis ambitionen om at få flere udsatte voksne gjort idrætsaktive skal indfries i en større skala. Fx er det tydeligt, at økonomi er en stor barriere for de borgere, der indgår i forvaltningens pilotprojekter med Socialforvaltningen (se bilag 2).

Temadrøftelse om idrætssociale indsatser

Det foreslås, at Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelse tager afsæt i det overordnede spørgsmål:

Hvad skal være i centrum for Kultur- og Fritidsforvaltningens fremtidige arbejde med de idrætssociale indsatser?

Herunder kan følgende emner drøftes:

  • Videreudvikling af de idrætssociale indsatser på børne- og ungeområdet, evt. med særligt fokus på udsatte piger, børn med særlige behov mm.
  • Inklusion af udsatte voksne i idrætten via pilotprojekter og et langsigtet, strategisk samarbejde med Socialforvaltningen, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen og andre relevante aktører.
  • København som national spydspids med fokus på styrket vidensopsamling og spredning af erfaringer på det idrætssociale område.
  • Forankring af de eksisterende idrætssociale indsatser på børne- og ungeområdet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets drøftelser arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen videre med at styrke og videreudvikle de idrætssociale indsatser i København.

I december 2020 præsenteres udvalget for endnu en temadrøftelse om talent- og eliteidrætten i København.

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en samlet status på temadrøftelserne primo 2021.

Mette Touborg                   

                                                                    / Thomas Bach

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen. På baggrund af udvalgets drøftelser og tilkendegivelser arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen videre med at styrke og videreudvikle de idrætssociale indsatser i København. I denne forbindelse blev Kultur- og Fritidsforvaltningen anmodet om at udarbejde et budgetnotat til budgetforhandlingerne.

Til top