Mødedato: 12.11.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Aftale om tilslutning til Det Digitale Folkebibliotek

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til tilslutningsaftale mellem Københavns Kommune og foreningen Det Digitale Folkebibliotek.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender aftalen mellem Københavns Kommune og foreningen Det Digitale Folkebibliotek om tilslutning til Basispakken, eReolen og Hjemmesidepakken

Problemstilling

Da staten i 2019 trådte ud af DBC A/S, besluttede KL og Kulturministeriet på opfordring fra 6-by samarbejdet, at medarbejdere og opgaver i samarbejdsorganisation Danskernes Digitale Bibliotek (DDB) skulle overdrages til en kommunal forening.

I foråret 2020 gik de danske folkebiblioteker i alle landets kommuner samt biblioteker på Grønland, Færøerne og Sydslesvig sammen i foreningen Det Digitale Folkebibliotek.

Det Digitale Folkebibliotek har nu overtaget opgaver og medarbejdere fra DDB, og pr. 1. januar 2021 bliver de opgaver, der hidtil er blevet varetaget i udlånssamarbejdet eReolen, videreført af foreningen.

På den baggrund har foreningen udsendt aftaler til kommunerne om tilslutning til foreningen i 2021. Tilslutningen er en forudsætning for, at kommunens biblioteker fortsat kan tilbyde de fælles tjenester, der omfatter bibliotekets app, nuværende hjemmesideløsning og udlån af e-bøger og lydbøger fra eReolen.

Løsning

Foreningsdannelsen indebærer en konsolidering af bibliotekernes fælles borgerrettede tilbud og rummer spændende perspektiver for folkebibliotekernes fremtidige digitale udvikling.

Foreningsdannelsen i foråret markerer desuden en mere klar arbejdsdeling mellem kommunerne og staten. Kulturministeriet og KL kommer fremover til at udstikke den politiske ramme og retning for bibliotekernes digitale udvikling, og foreningen har ansvaret for at udføre de konkrete drifts- og udviklingsopgaver, der følger med.

Udgiften til tilslutningsaftalen afholdes, som det også er tilfældet i dag, indenfor bibliotekernes budget. Der er ikke tale om nye udgifter men om en omlægning af betalingen. Med fusionen af DDB og eReolen i den nye konstruktion Det digitale folkebibliotek, erstattes Københavns Bibliotekers betaling til eReolen og DDB af én samlet betaling til Det Digitale Folkebibliotek.

Tilslutningsaftalen

Med aftalen tilslutter kommunen sig foreningen Det Digitale Folkebibliotek. I selve tilslutningsaftalen beskrives rammen for foreningens og kommunens indbyrdes forpligtelser, og de ydelser der er omfattet af aftalen jf. bilag 1.

Der er to muligheder for tilslutning:

  • at kommunen tilslutter sig Basispakken og eReolen
  • at kommunen tilslutter sig Basispakken, eReolen og Hjemmesidepakken

København er på nuværende tidspunkt tilsluttet Basispakken, eReolen og Hjemmesidepakken. De primære ydelser, foreningen leverer gennem tilslutningsaftalen, er:

Basispakken og Udlånssamarbejdet eReolen jf. bilag 2:

  • Drift og udvikling af Biblioteks app’en
  • Redaktion og markedsføring af eReolen
  • eReolen materialevalg og support
  • Indkøb og forhandling af licenser
  • Business Intelligence og statistik

Hjemmesidepakken jf. bilag 3:

  • Hosting, support, vedligehold og udvikling af bibliotekernes hjemmesideløsning

Som nævnt ovenfor, er alle landets kommuner på nuværende tidspunkt tilsluttet Basispakken og Udlånssamarbejdet eReolen. Ca. 80 % af landets kommuner er på nuværende tidspunkt tilsluttet Hjemmesidepakken.

Forvaltningen anbefaler, at Københavns Kommune fortsat tilslutter sig Basispakken, Udlånssamarbejdet eReolen og Hjemmesidepakken.

Pris for tilslutning
Tilslutningsaftalen for foreningen Det Digitale Folkebibliotek beskriver, som nævnt, de ydelser, som foreningen forpligter sig til at levere til Københavns Biblioteker samt prisen for tilslutning til foreningen.

Prisniveauet for tilslutningen ligger på niveau med den hidtidige betaling for tilslutning til DDB og eReolen, og prisen beregnes desuden efter stort set samme beregningsmetode. Udgiften til tilslutningen afholdes inden for bibliotekernes budget.

Københavns samlede pris for tilslutning til Basispakken, eReolen og Hjemmesidepakken i 2021 ligger på i alt 2,7 mio. kr.

Tabel 1. Pris for Københavns Kommunes tilslutning

Ydelse

Pris

Basispakken og Udlånsordningen eReolen

2.183.903 kr.

Hjemmesidepakken

525.419 kr.

I alt

2.709.322 kr.

Prisen er udregnet på baggrund af kommunernes nuværende tilslutning til foreningen. Hvis flere kommuner fx tilslutter sig Hjemmesidepakken, vil prisen for tilslutning til Hjemmesidepakken falde.

Medlemskab af foreningen
Der er i folkebibliotekerne en stærk tradition for, at nationale samarbejder foregår i foreningskonstruktioner, hvilket i forvejen gør sig gældende for fx udlånssamarbejdet eReolen og Litteratursiden.

Kommunens medlemskab af foreningen Det Digitale Folkebibliotek er hjemlet i § 3, stk. 1, i lov om biblioteksvirksomhed. Hertil kommer, at følgende fremgår af § 3.4 i foreningens vedtægter: ”Foreningens vedtægter medfører ingen indskrænkninger i de enkelte medlemmers beføjelser ifølge biblioteksloven, kommunestyrelsesloven, kommunalfuldmagtsreglerne eller anden retlig regulering.” jf. bilag 4. 

Økonomi

Udgiften for tilslutning til foreningen Det Digitale Folkebibliotek er på 2,7 mio. kr., såfremt Hjemmesidepakken fastholdes. Uden hjemmesidepakken ligger udgiften på 2,2 mio. kr. årligt. Udgiften afholdes af bibliotekernes budget.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender tilslutningen til Det Digitale Folkebibliotek, træder aftalen i kraft den 1. januar 2021.

Mette Touborg

  /Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 12. november 2020:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top