Istandsættelse af bunkere til kultur- og fritidsformål
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der arbejdes videre med istandsættelse af bunkere til kultur- og fritidsformål på følgende placeringer: Herman Triers Plads og Gerbrandsvej 7A.
-
at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at bunkere i Kongens Have i Indre By og i Bispeparken i Bispebjerg ikke kan realiseres.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 8. september 2016, at 6-8 bunkerrum på følgende placeringer skulle istandsættes i løbet af 2017 og anvendes til kultur- og fritidsformål:
- Gerbrandsvej, Amager Øst (kommandobunker, 3 rum)
- Herman Triers Plads på Nørrebro (2 rum)
- Bispeparken, Bispebjerg (1 rum)
- Kongens Have, Indre By (2 rum)
Udvalget afsatte 1 mio. kr. fra de disponible midler til formålet.
Alle udvalgte bunkere har været besøgt og belyst. Der er herunder undersøgt ejerforhold og teknik i forbindelse med istandsættelse. To af bunkerne har på den baggrund vist sig ikke at kunne realiseres.
Løsning
To bunkere har vist sig ikke at kunne anvendes til formålet
Bunkeren i Kongens Have kan ikke anvendes, da Staten, som ejer Kongens Have, er afvisende over for åbningen af bunkerne i haven, hvorfor der ikke kan indhentes en ejerfuldmagt.
Bunkeren i Bispeparken i Bispebjerg er placeret på et areal ejet af boligselskabet FSB. Modstand fra beboerne i boligforeningen har bevirket, at det ikke har været muligt at indhente en ejerfuldmagt på ibrugtagningen af bunkeren.
Som alternativ til anvendelsen af bunkeren i Bispeparken og i Kongens Have har KEID haft endnu et bunkerrum til gennemsyn på adressen Hermans Triers Plads. (2 rum i 1 bunker).
Følgende bunkere vil derfor kunne istandsættes:
-
Gerbrandsvej 7A, Amager Øst (Kommandobunkeren: 1 bunker, 3 rum)
-
Herman Triers plads 4A, Nørrebro ( 2 bunkere, 4 rum)
På begge placeringer er der modtaget fuldmagt til at indhente byggetilladelse.
Som det fremgår af ovenstående, er der således tale om i alt 3 bunkere og 7 bunkerrum fordelt på to bydele.
Forventet ibrugtagning
Sigtet var at bunkerne skulle stå færdigrenoverede og klar til udlejning i løbet af 2017. Myndighedsbehandlingen har imidlertid trukket ud. Her henvises til arbejdet med at indhente ejerfuldmagt og byggetilladelser på de udvalgte bunkere.
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, forventes det, at de 7 bunkerrum står klar til ibrugtagning i foråret 2018.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, tager Kultur- og Fritidsforvaltningen kontakt til KEID med henblik på at sikre realiseringen af projektet, så de står klar til brug i foråret 2018.
Mette Touborg
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 12. oktober 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.