Mødedato: 12.10.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning: CHART ansøger om støtte til kortlægning af Københavns unge kunstscene (efter høring i Billedkunstudvalget)

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal på baggrund af høringssvar fra Billedkunstudvalget tage stilling til ansøgning fra CHART om støtte til kortlægning af Københavns unge kunstscene.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om støtte til kortlægning af Københavns unge kunstscene, da der ikke er afsat midler hertil på budgettet.

Problemstilling

CHART søger om 100.000 kr. årligt i perioden 2017-2019 til at udvikle, realisere og vedligeholde en database, der kortlægger Københavns unge kunstscene (bilag 1). Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 24. august 2017 at sende ansøgningen i høring i Billedkunstudvalget. Billedkunstudvalget har på sit møde den 4. september 2017 behandlet ansøgningen.

Løsning

Billedkunstudvalgets vurdering (bilag 2)

Ifølge Billedkunstudvalget er det en principiel god idé at opbygge en database over den københavnske kunstscene. Udvalget har dog en række spørgsmål til projektet:

  • Hvad er den langsigtede plan med hensyn til udvikling og opdatering af databasen?
  • Hvordan tænker man, at database er relateret til relevante institutioner i København?
  • Hvorfor indgår alene kunstnere, der er nyuddannede på kunstakademiet i København og ikke andre kunstnere, der er bosiddende i København, men er uddannede i udlandet eller på kunstakademier andre steder i landet?

Endelig fandt Billedkunstudvalget ikke, at målgruppen for databasen er tydeligt defineret.

 

Bemærkninger fra CHART

Kultur- og Fritidsforvaltningen har anmodet om CHARTs bemærkninger til Billedkunstudvalgets spørgsmål. CHART oplyser på denne baggrund følgende:

For så vidt angår den langsigtede plan med hensyn til udvikling og opdatering af databasen oplyser CHART, at der sker en løbende udvikling og opdatering, og at det ligger CHART meget på sinde at databasen organiseres og programmeres således, at den nemt og realistisk kan blive opdateret/vedligeholdt, og at der vil blive lagt en detaljeret strategi herfor.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvordan databasen er tænkt relateret til relevante institutioner i København, oplyser CHART, at online platformen kan være til gavn for flere kunst- og kulturinstitutioner med henblik på at kunne danne sig et overblik over kunstscenen, dens bevægelser og tendenser. Herudover kan den ifølge CHART bruges i flere undervisnings- og læringssammenhænge på skoler, gymnasier mv. Det er, ifølge CHART, ambitionen, at platformen vil være med til at revolutionere den virtuelle kunstformidling og dermed være dansk frontløber for fremtidens kunstformidling.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorfor det alene er kunstnere, der er nyuddannede på kunstakademiet i København, der indgår (og ikke andre kunstnere, der er bosiddende i København, men er uddannede i udlandet eller på kunstakademier andre steder i landet) oplyser CHART, at databasen fokuserer på en ung generation af kunstnere og derfor har sat en grænse ved dimittender fra 2013. CHART samarbejder med Kunstakademiet i København, men understreger, at dette ikke er udtryk for at andre kunstnere ikke bliver inkluderet. CHART oplyser, at man tværtimod ønsker en nuanceret og alsidig platform, der indbefatter kunstnere, der er uddannet i og udenfor Danmark. Dette er baggrunden for, at CHART også samarbejder med akademier og skoler i det øvrige Danmark/i Europa.

CHART oplyser videre, at platformen er et online formidlingsværktøj, der vil kunne skabe dialog og synlighed for den unge, danske/nordiske kunst og skabe helt unikke muligheder for de unge kunstnere og den nordiske kunstscene. Formidling af helt unge kunstnere eksisterer ifølge CHART på nuværende tidspunkt kun på et nationalt plan - f.eks. på dansk til et dansk publikum - og det er først, når kunstnere har opnået en vis status, at formidlingen bliver international. Herved adskiller CHART EMERGING sig, ifølge CHART, markant og understreger vigtigheden af en platform som denne. Derudover er det en mulighed for kunstnerne selv at promovere og eksponere deres praksis. I samarbejde med stærke internationale kræfter som New Museum, Rhizome, Mousse  (publikationen) og CHARTs mediepartner ArtReview bliver unge danske og nordiske kunstnere sat på verdenskortet.

Afslutningsvis oplyser CHART med hensyn til Billedkunstudvalgets bemærkning om, at målgruppen for databasen ikke synes tydeligt defineret, at hvor man kan argumentere for at udstillingerne og publikationen henvender sig til et mere snævert publikum, er der langt flere muligheder for en engelsksproget, online platform med henblik på at nå et nyt og større publikum. Databasen har ifølge CHART potentiale til at blive brugt i arbejdssammenhænge af kunst- og kulturprofessionelle, i undervisningssammenhænge af lærere og elever og til den almindelige borger, der er nysgerrig på den unge kunstscene. 

 

Om ansøgningen vedr. kortlægningen af Københavns unge kunstscene (bilag 1)

CHART, som står bag kunstmessen/festivalen CHART ART FAIR, ønsker at iværksætte et udstillings- og formidlingsprojekt, CHART EMERGING, hvis formål er at indtegne, dokumentere og formidle en ung generation af nordiske kunstnere.

Ifølge CHART vil projektet bestå af de fire faser, research, udstillinger, publikation og database.

Opbygningen af en database, som indeholder informationer om og værkeksempler fra kunstnere uddannet fra det Kongelige Danske Kunstakademi København fra 2013 og frem, er en vigtig ramme for kortlægningen.

Ud over at fungere som et opslagsværk vil databasen også indeholde essays om den yngre københavnske samtidskunstscene. Essays, der ifølge CHART, vil handle om den nordiske samtidskunstscene netop nu. 

Databasen henvender sig til kuratorer, gallerister, museer og kunstnere, men vil også, ifølge CHART,  kunne fungere som en direkte serviceplatform for Københavns Kommunes borgere til at kommunikere med og lade sig inspirere af den københavnske samtidskunstscene.

Kurator ved New Museum New York, Helga Christoffersen vil frem til udgangen af 2019 varetage udvikling og vedligeholdelse af databasen. Efter 2019 udpeges en ny kurator.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

 

Mette Touborg

                                           /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 12. oktober 2017:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte forvaltningens indstilling om afslag.

Til top