Mødedato: 12.10.2006, kl. 15:00

Ny valgkredsinddeling

Se alle bilag

Ny valgkredsinddeling

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 12. oktober 2006

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

12.      Ny valgkredsinddeling

(KFU 437/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler,

 

at Borgerrepræsentationen godkender forslag til ny valgkredsinddeling og

 

at de 54 afstemningssteder reduceres til 38.

 

 

RESUME

En ændring af folketingsvalgloven medfører blandt andet en ny valgkredsinddeling, der reducerer de nuværende 16 opstillingskredse til 9 opstillingskredse.

De 16 opstillingskredse har hidtil været opdelt i 54 afstemningssteder, og dette foreslås reduceret til 38. Formålet er, at effektivisere resurserne til valghandlingen, give større mulighed for at afprøve de fremtidige muligheder med elektroniske valg, samt sikre velfungerende valgsteder, hvor de fysiske adgangsforhold er så optimale som muligt.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Folketinget har den 8. juni 2006 vedtaget en ændring af folketingsvalgloven, der blandt andet indeholder en ny valgkredsinddeling.

Den nye valgkredsinddeling er tilpasset de nye regioner og kommuner, der etableres med kommunalreformen og er i overensstemmelse med den indstilling, en parlamentarisk arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle Folketingets partier har afgivet.

Lovændringen indebærer en reduktion af de nuværende 16 opstillingskredse til 9 opstillingskredse i Københavns Kommune og den nye valgkredsinddeling vil flere steder kræve en ændring af afstemningsområderne.

I de 16 opstillingskredse har d er hidtil været 54 afstemningssteder. Antallet af afstemningssteder har ikke været ændret i mange år og har ikke fulgt de befolkningsmæssige ændringer, der løbende er sket i Københavns Kommune.

Samtidig arbejdes der på en gradvis indførelse af elektroniske valg. I første omgang arbejdes der på at udbrede brugen af elektroniske valglister til samtlige valgsteder i Københavns Kommune.

Modellen blev brugt på Rådhus-valgstedet i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget i 2005 - og med stor succes. Der var ingen køer ved bordene - kun lidt ved stemmerummene, hvilket dog vil blive afhjulpet med opstilling af flere stemmerum.

Kultur- og Fritidsforvaltningen ønsker imidlertid at arbejde videre på at gøre valghandlingen digital. En reduktion af valgstederne anses derfor for nødvendig - også set ud fra en økonomisk vurdering. En yderligere digitalisering af valghandlingen vil på længere sigt medføre mange fordele, såvel administrative som økonomiske, f.eks. overflødiggøre fintællingen af stemmer efter et valg.

I forbindelse med ændring af afstemningsområderne lægges der derfor op til en større reduktion af afstemningsstederne, dels for at få et mere gennemsnitligt antal vælgere pr. valgsted, dels for at imødekomme en forenkling af valgstederne med henblik på indførelse af elektroniske valglister og dels for at mindske forbruget af tilforordnede vælgere, der tiltagende bliver vanskeligere af rekruttere.

Antal vælgere pr. afstemningssted er meget forskelligt - fra 2023 vælgere på det mindste valgsted (12. vest) til 18.691 vælgere på det største valgsted.(1. syd).

Med få undtagelser er der nu udarbejdet en model med min. 8.000 vælgere pr. valgsted ved folketingsvalg. Tallet er større ved kommunalvalg, hvor vælgertallet forøges med ca. 30.000. Denne model reducerer antallet af valgsteder fra 54 til 38.

Københavns Kommune er opdelt i ca. 400 små byggesten, de såkaldte roder, og de nye afstemningsområder er opdelt i roder, hvilket også fremover gør det nemt at foretage ændringer i afstemningsområderne.

Forvaltningen arbejder videre med placering af afstemningsstederne i afstemningsområderne. De fleste afstemningssteder vil fortsat blive brugt, men flere steder er uegnede eller nedlagt og der skal findes nye egnede lokaler, hvor de fysiske adgangsforhold er så optimale som muligt.

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler Borgerrepræsentationen at godkende den nye valgkredsinddeling og at de 54 afstemningssteder reduceres til 38.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Forslaget har ikke økonomiske konsekvenser, udover at udgiften til diæter til tilforordnede vælgere reduceres.

 

HØRING

Der er ikke foretaget høringer.

 

BILAG

1. Kort over nye de nye valgkredse med afstemningsområder

 

 

Carsten Haurum

/Birgitte Rasmussen

 


 

Bilag

Til top