Forslag fra Hellen Hedemann om standsningsretten (styrelseslovens § 23)

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 12. september 2002

12. Forslag fra Hellen Hedemann om standsningsretten (styrelseslovens § 23)

Hellen Hedemann har anmodet om at følgende sag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 12. september 2002:

"Drøftelse af og stillingtagen til forvaltningens henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet vedr. fortolkningen af styrelseslovens § 23 (standsningsretten)."

Forvaltningen havde inden mødet udsendt følgende supplerende materiale til medlemmerne:

• Forvaltningens skrivelse af 16. august 2002 til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om standsningsretten

Udvalget drøftede sagen.

Udvalget besluttede, at der på mødet den 26. september 2002 optages et dagsordenspunkt om godkendelse af en henvendelse fra Kultur- og Fritidsudvalget til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om fortolkning af standsningsretten i overensstemmelse med de af Hellen Hedemann anførte synspunkter om hvornår under et udvalgsmøde og af hvem en sag kan standses.

" Kultur- og Fritidsforvaltningen har i brev af 16. august til Indenrigs- og Sundhedsministeriet (bilag 1) anmodet om ministeriets fortolkning af reglen i styrelseslovens § 23, hvorefter et udvalgsmedlem kan standse en sag, hvori der er truffet afgørelse af udvalget, med henblik på at sagen indbringes til afgørelse af kommunalbestyrelsen.

Jeg skal i anledning af denne henvendelse fra forvaltningen anmode om, at der til mødet i udvalget den 12. september optages følgende punkt på dagsordenen:

Henvendelsen til ministeriet er foranlediget af nogle spørgsmål, som jeg rettede til Borgerrepræsentationens sekretariat den 24. juni 2002. Sekretariatet besvarede mine spørgsmål den 28. juni 2002 (bilag 2) efter telefonisk forespørgsel i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, samt efter høring af bl.a. Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Særligt for så vidt angår spørgsmålet, hvorvidt standsningen af en sag skal ske ved, at medlemmet fremsætter en begæring herom under punktets behandling på dagsordenen, eller om den også kan ske på et senere tidspunkt under mødet - men naturligvis inden mødets afslutning og beslutningsprotokollen er underskrevet - var der forskellig opfattelse i ministeriet og BR's sekretariat på den ene side og Kultur- og Fritidsforvaltningen på den anden. De første antog, at standsningsretten i enhver sag kan benyttes under hele mødet, medens KF-forvaltningen mente, at standsningsretten alene kan bruges under punktets behandling på dagsordenen.

De nævnte instanser mener i øvrigt samstemmende, at alene medlemmer, som har deltaget i punktets behandling på dagsordenen, er berettiget til at anvende standsningsretten til at indbringe sagen for kommunalbestyrelsen.

I sin henvendelse til ministeriet forsvarer forvaltningen sine egne fortolkninger med et væld af mere eller mindre relevante betragtninger. Efter min opfattelse er der imidlertid her klart tale om et spørgsmål af politisk interesse, idet afgørelsen af spørgsmålene har indflydelse på, hvornår og af hvem en sag ved hjælp af standsningsretten kan indbringes for Borgerrepræsentationen.

Det er derfor min opfattelse, at henvendelsen til Indenrigs- og Sundhedsministeriet burde have været forelagt udvalget, inden det blev afsendt.

Som politikere er vi interesseret i at have så store frihedsgrader som muligt mht. at kunne få sager behandlet i Borgerrepræsentationen, og dette tilsiger, at man på hele udvalgsmødet må kunne bringe standsningsretten i anvendelse vedrørende ethvert punkt på dagsordenen.

Dette stemmer overens med selve lovteksten, og som sagt også med holdningen hos tilsynsmyndigheden og Borgerrepræsentationens sekretariat.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvem der kan bruge standsningsretten, er der efter min opfattelse intet der taler imod, at et udvalgsmedlem, som ikke har været til stede under et punkts behandling, enten pga. fravær eller inhabilitet, når vedkommende evt. senere kommer til stede og bliver bekendt med resultatet af punktets behandling, på dette eller et senere tidspunkt inden mødets afslutning - på lige fod med udvalgets øvrige medlemmer - kan kræve sagen indbragt til afgørelse af Borgerrepræsentationen.

Dette stemmer overens med den opfattelse hos tilsynsmyndigheden, at ethvert medlem af kommunalbestyrelsen ved brug af initiativretten kan indbringe enhver sag for denne, også sager hvori den pågældende selv vil være inhabil ved sagens behandling.

Det stemmer desuden overens med den opfattelse, at det ikke er en betingelse for at udnytte standsningsretten, at man i udvalget har stemt imod den pågældende beslutning. Et udvalgsmedlem kan have en berettiget interesse i at standse udførelsen af en beslutning, alene af den grund at medlemmet mener, at et andet udvalg eller kommunalbestyrelsen bør træffe den pågældende beslutning, eller at der er berettiget tvivl om, hvorvidt udvalget af andre grunde, f.eks. vanhjemmel, ikke var berettiget til at træffe den pågældende beslutning.

KF-forvaltningen tolker i denne sag styrelseslovens bestemmelser stærkt indskrænkende, når det gælder politiske mindretals rettigheder. Mindretallene afskæres ikke herved fuldstændig fra at komme videre med en sag; men ved at man tvinges ud i at skulle anvende alternative paragraffer, f.eks. initiativretten, forsinkes sagen, ligesom der kan ske tab for kommunen, fordi tredjemand kan nå at stifte ret på en afgørelse, som nok er indbragt for kommunalbestyrelsen, men ikke standset i sin udførelse, fordi man er blevet nægtet at anvende styrelseslovens § 23.

- at udvalget retter en supplerende henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med anbefaling af, at bestemmelsen i styrelseslovens § 23 tillades fortolket i overensstemmelse med de af mig fremførte synspunkter for så vidt angår spørgsmålet om, hvornår under et udvalgsmøde og af hvem en sag kan standses og dermed forlanges indbragt for Borgerrepræsentationen til afgørelse."