Mødedato: 12.09.2002, kl. 13:00

Udviklingskontrakt for centralbiblioteksvirksomheden for 2003

Udviklingskontrakt for centralbiblioteksvirksomheden for 2003

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 12. september 2002

 

5. Udviklingskontrakt for centralbiblioteksvirksomheden for 2003

(KFU 330/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget godkender vedlagte udkast til Udviklingskontrakt for Københavns Kommunes Bibliotekers centralbiblioteksvirksomhed for 2003.

 

RESUME

Københavns Kommunes Biblioteker og Biblioteksstyrelsen indgik i 2001 en udviklingskontrakt for centralbiblioteksvirksomheden i 2001 og 2002.

Der er forhandlet en ny kontrakt for 2003, som i alt væsentligt er en forlængelse af den gældende kontrakt. De hidtidige resultatkrav og resultatmål er således videreført.

Fra 2004 skal Københavns Kommune varetage overbygningen for trykte materialer for Frederiksberg Kommune, mens Frederiksberg Kommune skal varetage overbygning for musik i fast form for Københavns Kommune. Der er derfor allerede nu indledt drøftelser med Frederiksberg Kommune om samarbejdet fra 2004.

 

SAGSBESKRIVELSE

Historik

Københavns Kommunes Biblioteker udøver i henhold til Lov om biblioteksvirksomhed af 17. maj 2000 centralbiblioteksvirksomhed for Københavns Kommune. Fra 2001 er virksomheden udført i overensstemmelse med en med Biblioteksstyrelsen indgået udviklingskontrakt, som er godkendt på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 18. januar 2001 (KFU 18/2001).

I marts 2002 udsendte kulturministeren et forslag til ændring af centralbiblioteksstrukturen. I forslaget bevares de 16 centralbiblioteker, men med ændret opgaveportefølje. Niveau 1: omfattende opgaveportefølje, niveau 2: bred opgaveportefølje og niveau 3: smal opgaveportefølje. I kulturministerens forslag tildeles Københavns Kommunes Biblioteker omfattende opgaveportefølje, hvilket indebærer materialesupplering, koordinering af diverse opgaver, rådgivning og kompetenceudvikling. Den nye centralbiblioteksstruktur træder i kraft den 1. januar 2004.

2003

Udkastet til udviklingskontrakt for 2003 (bilag 1), der er forhandlet med Biblioteksstyrelsen, er i alt væsentligt en forlængelse af udviklingskontrakten for 2001 og 2002. Resultatmål af tidsbegrænset karakter, f.eks. afsluttede brugerundersøgelser og lignende, er udgået. Nye resultatmål, som f.eks. projekt Downlaan (web-baserede e-tekster), web-baseret musikformidling og samarbejde med Frederiksberg Kommunes Biblioteker om en Hovedstadsbiblioteksportal, er tilføjet. Endelig er talmaterialet ajourført. Udviklingskontrakten indeholder Biblioteksstyrelsens krav til Københavns Kommune om materialeforsyning og servicering af bibliotekerne i centralbiblioteksområdet, som her primært er defineret som Københavns Kommune.

Tilskuddet for 2003 kendes først, når finansloven for 2003 er vedtaget. Forvaltningen skønner, at det endelige tilskud vil svare til det budgetterede tilskud på ca. 4,6 mio. kr.

2004

Fra 2004 varetager Københavns Kommunes Biblioteker materialeoverbygning for såvel Københavns som Frederiksberg Kommune, for så vidt angår trykte materialer. Frederiksberg Kommunes Biblioteker varetager materialeoverbygningen for musik i fast form. For de øvrige centralbiblioteksopgaver gælder, at Københavns Kommunes Biblioteker alene varetager centralbiblioteksvirksomheden for Københavns Kommune. Biblioteksstyrelsen ønskede samtidig med kontraktforhandlingerne for 2003 en helt foreløbig drøftelse af situationen fra 2004.

På den baggrund er der allerede nu indledt drøftelser med Frederiksberg Kommunes Biblioteker om materialeforsyningen m.v., og der har været nedsat en visionsgruppe, som har udarbejdet et idékatalog over eventuelle samarbejdsprojekter. På den baggrund er der udarbejdet et udkast til aftale med Frederiksberg Kommunes Biblioteker indeholdende - udover materialeforsyningen vedr. de trykte materialer og musik i fast form, som er obligatoriske fra 2004 - en række områder, hvor bibliotekerne med fordel kan samarbejde. Udkastet vedlægges til orientering (bilag 2).

Forvaltningens indstilling

Forvaltningen indstiller, at udkast til kontrakt for 2003 godkendes.

Hvis kontrakten ikke godkendes, mister Københavns Kommune et tilskud på ca. 4,6 mio. kr. svarende til ca. 2,2% af bruttoudgifterne på konto 3.50.1.

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser

ØKONOMI

Det skønnes, at det reelle tilskud i 2003 vil svare til det på budgetforslaget optagne beløb på 4,6 mio. kr.

 

BILAG

1. Københavns Kommunes Biblioteker. Udviklingskontrakt for centralbiblioteksvirksomheden (2003).

2. Centralbibliotekssamarbejde. Visioner for 2004. Københavns Kommunes Biblioteker og Frederiksberg Kommunes Biblioteker.

 

Olga Brüniche-Olsen

/ Jan Østergaard Bertelsen

 

 

Til top