Mødedato: 12.04.2007, kl. 16:00

Bellahøj svømmehal - merudgifter til anlæg

Bellahøj svømmehal - merudgifter til anlæg

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 12. april 2007

 

Afbud:

·        Katrina Feilberg  (sygdom)

 

 

 

14.      Bellahøj svømmehal - merudgifter til anlæg

(KFU 226/2007)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Det seneste projektforslag for en svømmehal på Bellahøj koster ca. 20 mio. kr. mere end der er afsat til projektet. Kultur- og Fritidsudvalget skal derfor tage stilling til om beløbet skal indgå i forhandlingerne om budget 2008.

Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget lader ekstraomkostningerne indgå i budgetforhandlingerne for 2008

2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender at licitationen fortsætter.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 12. april 2007:

Der blev begæret afstemning om et af Jens Kjær Christensen stillet ændringsforslag om, at "og etablering af babybassin" indføjes efter "ekstraomkostninger" i 1. at-punkt.

Et mindretal (Jens Kjær Christensen) stemte for ændringsforslaget.

Et flertal (Martin Geertsen og Leslie Arentoft) stemte imod.

Frank Hedegaard, Bjarne Fey, Morten Westergaard, Taner Yilmaz, Sikandar Malik Siddique, Simon Strange og Karin Storgaard undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet

 

Indstillingen blev herefter godkendt.   

 

Martin Geertsen begærede udførelsen af beslutningen standset og sagen indbragt til afgørelse af Borgerrepræsentationen, jf. styrelseslovens § 23.

 

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 12. oktober 2006 at afsætte 159,6 mio. kr. til en svømmehal på Bellahøj (BR 565/06). Siden oktober 2006 er projektet blevet tilpasset i økonomi og funktioner. Det aktuelle projektforslag er den tredje udgave.

På trods af ændringerne, viser en gennemgang af budgettet, at bevillingen på 159,6 mio. kr. forventes øget med ca. 20 mio. kr. Baggrunden herfor er voldsomme prisstigninger på byggeri - især i København.

Løsning

De 159,6 mio. kr. til en svømmehal på Bellahøj er udregnet på baggrund af en normal p/l fremskrivning, der er på 2,9 pct. om året.

I de senere år har der så været en voldsom aktivitet på det danske og ikke mindst det københavnske byggemarked. Aktiviteten har medført markante prisstigninger på byggerier og få bud på opgaver, der vurderes som højrisiko, som f.eks. svømmehaller.

Byggeprisindekset siden bevillingen til Bellahøj svømmehal ligget væsentligt over p/l fremskrivningen. I de seneste måneder har stigningen været over 6 pct. på landsplan. Stigningerne er endnu større i København.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har konstateret, at der kun var ét konsortium der ønskede at byde på Vandkulturhuset i Valby, og to entreprenører, der ønskede at afgive bud på opførelse af Bellahøj svømmehal.

Konsekvenser for Bellahøj svømmehal

Stigningerne i byggeomkostninger har også ramt svømmehallen på Bellahøj og det har ikke været muligt at indhente tilstrækkeligt med besparelser ved at reducere i projektet.

Samlet set forventer Københavns Ejendomme, at anlægssummen i stedet for 159,6 mio. kr. ender på ca. 179 mio. kr. for etablering af svømmehallen på Bellahøj.

Beløbet er skønnet ud fra en fremskrivning af byggeomkostningsindekset til august 2008, hvor tyngdepunktet for udgifterne ligger (indeks 126,2).

Forvaltningens vurdering

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at er derfor ikke muligt at opføre svømmehallen for det afsatte beløb, uden et alvorligt tab af funktionalitet.

På baggrund heraf foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen, at processen omkring det nuværende udbud fortsættes og at ekstraomkostningerne indgår i forhandlingerne om budget 2008.

Baggrunden er, at for det første kendes den reelle anlægssum først, når licitationen er gennemført ultimo juni 2007. For det andet er prisstigningerne for tiden så høje, at udviklingen i priserne fordyrer projektet med ca. 0,5 mio. kr. om måneden. For det tredje af hensyn til tidsplanen, hvor svømmehallen skal stå færdig i sommeren 2009, for at kunne anvendes til World Outgames.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen og Københavns Ejendomme udsende svømmehallen i licitation og dermed finde en entreprenør, som vil bygge faciliteten. Det sker for at kunne have svømmehallen færdig til Outgames i august 2009. Det skal bemærkes, at selve byggeprocessen ikke kan igangsættes, før der også er dækning for ekstraomkostningerne.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil løbende holde Kultur- og Fritidsudvalget orienteret om økonomien i projektet og udsende et notat om sagen, efter at projektet har været i licitation.

Bilag

Øvrige bilag:

1. Tegninger over det aktuelle projektforslag fremlægges på mødet.

 

                                            Carsten Haurum

                                                         /Mads Kamp Hansen

 


 

Til top